Valget er en realitet. Forude venter en af historiens mest usædvanlige og uforudsigelige valgkampe.
Så skete det!
Efter et af historiens længste tilløb er folketingsvalget tirsdag den 1. november en realitet. Nu er der formelt sparket gang i en af de mest uforudsigelige valgkampe i årevis, hvor kun de overmodige og overfladiske tør udtale sig skråsikkert om udfaldet.
Ser vi på målingerne, er der dødt løb. Det er et klart vidnesbyrd om, at Mette Frederiksen har brugt tiden op til valgudskrivelsen bedst. Hun har også siddet med de fleste fordele: I den seneste tid har hun kunnet trække på embedsapparatet på Slotsholmen, og på den baggrund har regeringen kunne fremlægge stribevis af udspil og indgå en række forlig med de øvrige partier.
Langt fra alle udspil har fået ros – men hun har gjort sig selv til omdrejningspunkt i dansk politik, og ved hjælp af et langt sejt træk har hun fået minkskandalen skubbet mere i baggrunden og været i stand til at trække sig selv, Socialdemokratiet og rød blok frem. Det betyder, at hun har ændret et udgangspunkt, hvor hun stod til at tabe valget med et brag, til en ny situation, hvor hun har mulighed for at holde fast i magten.
Fra nu af står hun imidlertid også over for en ny og stor udfordring.
Radikales svære valg
I den kommende tid vil hun ganske vist stadig skulle reagere på den internationale sikkerhedspolitiske krise, og hun vil som regeringschef skulle varetage Danmarks relationer til vores allierede i forhold til krigen i Ukraine. Men hun kan ikke længere bruge embedsmændene til at udforme politiske udspil.
Dermed kan Mette Frederiksen ikke længere sætte dagsordenen, som det er sket i de sidste par måneder. Kampen mellem Mette Frederiksen, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen bliver pludselig mere lige.
I forhold til resten af rød blok vil Mette Frederiksen kunne glæde sig over loyal støtte fra SF og Enhedslisten, og hun kan med tilfredshed se, at begge partier er i kampform – hvilket er vigtigt, hvis rød blok skal vinde.
Når det gælder den yderste venstrefløj, lurer truslen fra stemmespild. Alternativet arbejder på højtryk med at samle de øvrige småpartier og organisationer på venstrefløjen i et forsøg på at komme over spærregrænsen. Men alt tegner til, at Alternativet og Frie Grønne er på vej ud af Folketinget.
De Radikale udgør et særligt kapitel. Det er som bekendt Sofie Carsten Nielsen & Co., som har udløst valget, og hun står over for at skulle forklare vælgerne, at hun ikke har haft tillid til Mette Frederiksen i spidsen for en socialdemokratisk et-partiregering – men at hun gerne selv vil sidde i en bredere regering med Mette Frederiksen som statsminister. Hidtil har vælgerne haft svært ved at det, og partiet står til tilbagegang.
Trods det anstrengte forhold mellem S og R skal man ikke tage fejl af, at der er tæt forbindelse mellem partierne. Både i S- og R-toppen ved man, at man skal kunne finde frem til et kompromis, hvis der er rødt flertal efter valget.
I blå blok er situationen også kompleks. Selv om de borgerlige partier ikke fører i målingerne, har blå lejr fortsat en god chance for at vinde. Det betyder, at alle har tænkt sig at kæmpe intenst. For kun et år siden var der ingen, der troede på muligheden for et regeringsskifte, men nu tror man på, at miraklet kan ske.
Det er imidlertid også klart, at de afgørende partier – Venstre og Konservative – er udfordret. Lige nu går Jakob Ellemann-Jensen og Venstre frem, og det skaber lettelse i partiet. Hvis blå blok vinder og kan indtage regeringskontorerne, vil al krisesnak i V forstumme. Men her og nu står partiet til at tabe mange mandater, og den aktuelle fremgang skyldes især de Konservatives krise.
For Søren Pape Poulsen er meget på spil. Han er blevet ramt af sine egne møgsager med den værst tænkelige timing. Hver for sig er sagerne ikke ret store, men han har ikke været i stand til at lukke dem, og både han og partiet straffes.
Det hører med til historien, at liste C fortsat ligger markant over valgresultatet fra 2019. Men det store spørgsmål er, om Pape har tilstrækkelig tid til at kæmpe sig tilbage som en stærk statsministerkandidat i vælgernes bevidsthed – inden de skal sætte deres kryds.
Valgjokerne Løkke og Støjberg
Ser vi på resten af blå blok, kommer Liberal Alliance til at gå frem, og det samme gælder for Nye Borgerlige, mens DF og Kristendemokraterne kan komme til at koste blå blok dyrt i stemmespild. Det er ikke overraskende, at KD næppe klarer spærregrænsen. Men det er en vild udvikling, at krisen i DF er blevet så stor, at partiet risikerer at ryge ud af Folketinget.
Derudover knytter der sig en særlig interesse til de to partier, som er blevet resultatet af Venstres krise.
I nogle målinger ligger Lars Løkke Rasmussen og Danmarksdemokraterne under spærregrænsen, mens han i andre målinger står til at få de afgørende mandater og indtage rollen som kongemager. Det er ikke alle trygge ved i blå lejr. Men vurderingen er, at Løkke i sidste ende vil vælge blåt.
Et af valgets største overraskelser kan blive Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Hun har på rekordtid været i stand til at stifte et nyt parti og skaffe sig opbakning fra cirka 9-10 procent af vælgerne. Hun kan også gå hen og blive den største trussel mod Mette Frederiksen, for analyser af vælgernes vandringer viser, at hun trækker vælgere over midten fra rød til blå blok.
Hun bliver heftigt kritiseret af de øvrige partier for ikke at have særligt meget politik på hylderne – og det er rigtigt – men det gør hende samtidig svær at angribe. For der er ikke ret mange udspil og planer at kritisere.
Hidtil har Socialdemokratiet holdt sig tilbage fra at angribe Inger Støjberg hårdt og direkte – og det skyldes først og sidst deres frygt for at skubbe flere vælgere i favnen på Støjberg. Men fra nu af ophører fredningen af Støjberg.
Oven i denne ligning, som rummer så mange ubekendte, vil valgkampen udfolde sig med en økonomisk og sikkerhedspolitisk krise som et tungt baggrundstæppe. Og ovenikøbet kan forskerne fortælle os, at danskerne skifter parti som aldrig før, og at en stor del af vælgerne først vil bestemme sig i allersidste øjeblik.
God valgkamp!