Med en usædvanlig fælles offensiv forsøger gruppeformændene fra de blå partier at blokere statsminister, Mette Frederiksens, mulighed for at kunne trække på embedsværket under valgkampen.
Der skal sættes en effektiv stopper for statsminister, Mette Frederiksens, mulighed for at kunne trække på embedsmændene i valgkampen. Det mener partierne i blå blok, som frygter, at regeringschefen vil bryde en uskreven regel om, at en statsminister og en regering afholder sig fra at bruge embedsværket under en valgkamp.
Derfor har gruppeformændene fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance skrevet et fælles brev til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.
Hør mere om blå bloks bekymring i denne uges udgave af Mandat.
I de blå partier har man bidt mærke i, at Mette Frederiksen på Socialdemokratiets årsmøde fastslog, at det er vigtigt, at Folketinget er i arbejdstøjet før, under og efter et valg. De har også noteret, at den socialdemokratiske formand for Folketingets Finansudvalg, Jens Joel, i dagbladet Børsen har sagt, at Finansudvalget skal kunne behandle aktstykker under valgkampen.
Over for Børsen peger Jens Joel på, at der ganske vist ikke tidligere har været tradition for at behandle aktstykker under en valgkamp, men i avisen fremhæver han, at det vil være konstruktivt, hvis udvalget drøfter proceduren.
De borgerlige politikere læser udtalelserne fra Mette Frederiksen og Jens Joel som et tegn på, at statsministeren og regeringen har planer om at fortsætte arbejdet under den valgkamp, som formelt ventes at være en realitet i løbet af få dage – og senest i forbindelse med Folketingets åbning i næste uge.
Ifølge gruppeformændene fra de borgerlige partier vil det imidlertid være en helt forkert vej at gå for det danske folkestyre, hvis Mette Frederiksen vil trække på embedsværket, fremlægge udspil og lede forhandlinger i valgkampen:
”Når valg til Folketinget er udskrevet har der hidtil været en fælles forståelse mellem partierne om, at arbejdet i Folketinget sættes på et vågeblus og reduceres til et absolut minimum, og at regeringen kun varetager de mest nødvendige embedsforretninger. Det handler også om at sikre armslængde til embedsmærket, når folketingsvalget først er udskrevet,” står der i brevet fra gruppeformændene.
De fastslår, at hvis statsministeren alligevel gør det, vil det stride imod den historiske praksis på området, ligesom det vil kunne erodere tilliden til embedsværket, der risikerer at blive part i valgkampen.
”Vi håber på, at Folketingets formand er enig med afsenderne af dette brev i, at det er vigtigt at værne om den tradition og hidtidige praksis, der indtil i dag har været for Folketingets arbejde under en valgkamp. Det vil tjene vores folkestyre langt bedst,” lyder det fra gruppeformændene.
Blank afvisning fra S
Over for Berlingske afviser Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, kritikken i en sms.
”Foreløbig er der ikke udskrevet valg til Folketinget, men der er krig i vores nabolag, inflation og forsyningsproblemer. I den situation har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at nogen i blå blok af partitaktiske årsager vil stille sig i vejen for, at vi i fællesskab løser de problemer, der rammer danskerne i en uforudsigelig og usikker krisetid,” skriver Rasmus Stoklund.
Hvad der kommer til at ske, ved vi om få dage.
Som bekendt har De Radikale formuleret et ultimatum til Mette Frederiksen, og det går ud på, at statsministeren senest 4. oktober skal have udskrevet valg. I modsat fald vil De Radikale give hende et mistillidsvotum og vælte regeringen.
Kravet fra De Radikale kommer på enhver måde på tværs af Mette Frederiksen.
Dels har hun mistet retten til selv at udskrive valg på det bedste tidspunkt for sig selv og sin regering, hvilket betyder, at hun nu må udskrive valg i en tid, hvor der er dødt løb i målingerne, og hvor hun langt fra kan være sikker på at fastholde magten.
Dels mener man i S-toppen – sådan som Rasmus Stoklund indikerer det i sin sms – at et valg netop nu kan underminere muligheden for at kunne handle i en turbulent tid, hvor krigen i Ukraine, usikkerheden om energileverancerne og nedturen for europæisk og dansk økonomi rejser krav om at kunne agere hurtigt og resolut.
Statsministerens analyse er ikke forkert. Men hvis hun fortsætter som regeringschef på fuld kraft i valgkampen, vil det – som en kærkommen sidegevinst for hende selv – føre til, at hun vil stå på en langt mere synlig og magtfuld platform end de to borgerlige statsministerkandidater, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen.
Ved at trække på embedsværket vil hun i højere grad kunne være i offensiven og sætte dagsordenen. Og dét perspektiv kan være uhyre fristende for en trængt regeringschef, som her og nu ikke kan føle sig spor sikker på udfaldet af valget.