Morten Messerschmidt er favorit til at blive ny DF-formand. I den sidste tid har han diskret, men effektivt, gjort, hvad han kunne for at spærre Inger Støjbergs vej til formandsposten.
Den er ikke hjemme, men meget skal gå galt, hvis ikke Morten Messerschmidt om få uger kan sætte sig til rette i formandsstolen i det kriseramte Dansk Folkeparti.
Når konklusionen kan trækkes så hårdt op, skyldes det især, at Morten Messerschmidt slipper for sin værste konkurrent, Inger Støjberg, som har valgt ikke at stille op som kandidat til at blive ny formand for DF.
Inger Støjberg har ellers fået utallige opfordringer til at gå efter formandsposten. Den mest ihærdige bejler har været den snart forhenværende DF-leder, Kristian Thulesen Dahl, som udløste en bølge af begejstring, da han i efteråret optrådte på scenen ved DF’s landsmøde sammen med netop Inger Støjberg. Men også langt ind i DF’s folketingsgruppe på Christiansborg og rundt om i DF’s bagland har Inger Støjberg været ønskekandidaten, som mange ville have støttet. Hvis hun altså havde rakt ud efter posten.
Når hun ikke har gjort det, skyldes det to ting:
Det kom som et chok for Inger Støjberg, at dommen fra rigsretten endte med to måneders ubetinget fængselsstraf. Hendes forsvarere havde gennem hele forløbet været overbevist om, at hun ville blive pure frikendt eller i værste fald få en minimal bøde. Derfor talte Støjberg også sandt, da hun kort efter domsafsigelsen gik ud til pressen og sagde, at lige præcis dette scenarium – altså en fængselsstraf – havde hun ikke været forberedt på.
Det siger sig selv, at det mildt sagt er problematisk at skulle overtage ledelsen af et parti, samtidig med, at man skal have overblik over, hvor og hvordan ens straf skal afsones.
Derudover har Morten Messerschmidt i længere tid kørt et drevent dobbeltspil. Udadtil har han ladet forstå, at han ville trække sig, hvis Inger Støjberg ville træde til som DF’s redningskvinde. Indadtil har han kørt en aktiv og målrettet kampagne for selv at overtage formandsposten.
Morten Messerschmidt og hans folk har sat sig tungt på medierne og haft held til at plante deres historier og budskaber i pressen, ligesom de har arbejdet intenst på at indhente støtte fra så mange folk i baglandet som muligt. Undervejs er der også blevet spændt snubletråde ud for Inger Støjberg, blandt andet i form af håndfaste krav til de mærkesager, som hun skulle indordne sig under, hvis hun ønskede at stå i spidsen for DF.
Uden at sige det direkte har Morten Messerschmidt gjort det klart, at han anser formandsposten for at være hans. Og at det forholder sig sådan bør i virkeligheden ikke undre. Han har i årevis drømt om at blive leder af DF.
Når de delegerede fra DF, skal vælge deres nye formand søndag den 23. januar, vil Morten Messerschmidt derfor være favorit. Hverken Erik Høgh-Sørensen eller Merete Dea Larsen ventes for alvor at kunne udfordre Messerschmidt. Og kun et mirakel vil gøre det muligt for Martin Henriksen at vinde afstemningen – selv om ganske mange i baglandet har sympati for den åbenmundede rebel, der har turdet gå til stålet over for både Messerschmidt og partistifter, Pia Kjærsgaard.
Om den ventede sejr for Morten Messerschmidt, vil føre til en genrejsning af DF, er tvivlsomt.
For det første er partiets krise dyb. Politisk har DF ikke længere monopol på udlændingepolitikken, og for det andet har den langvarige uro betydet, at mange vælgere har mistet troen på partiet.
Oven i det risikerer Messerschmidt at modtage en hård dom for sin rolle i sagen om misbrug af EU-midler. Hvis det sker, vil DF blive kastet ud i nyt kaos, selv om Messerschmidt forsikrer om, at han i den situation vil overlade ledelsen af partiet til Peter Kofod.
Men én ting er, hvordan fremtiden tegner for Morten Messerschmidt og DF. Nok så interessant bliver det at følge, hvordan Inger Støjberg vil agere. Da hun få dage før jul blev stemt ud af Folketinget af et stort flertal, sagde hun ikke ret meget til journalisterne, der ventede på hende. Men de få ord, hun sagde, lød ikke som et farvel. Tværtimod kunne de nærmest kun tolkes som et ”på gensyn”.
Helt præcist sagde hun: ”Jeg tror ikke, at I skal regne med, at det allersidste er sagt fra min side.” Og derpå tilføjede hun: ”Jeg mener stadig, at der er rigtig meget at kæmpe for. De danske værdier er under et gevaldigt pres. Jeg mener, at vi er naive i Danmark, og at det er uhyre vigtigt at stå fast på danske værdier.”
Hvordan disse udsagn præcist skal forstås, ved ingen endnu. Men et godt gæt er, at hun kan bruge sin gennemslagskraft hos vælgerne og sin særlige position på de sociale medier til at skabe et nyt politisk projekt – nemlig sit eget parti – i stedet for at melde sig ind i et kriseramt DF, hvor hun skal slås med Morten Messerschmidt.
Hvis det bliver realiteten, kommer Morten Messerschmidt en dag til at stå direkte over for Inger Støjberg, selv om han her og nu ligner sejrherren i kampen om at blive DF’s næste formand.