I disse døgn rejser dronning Margrethe rundt i Grønland for at styrke relationen til landet i en tid, hvor USA, Kina og Rusland cirkler tæt om Arktis.
Når Dronning Margrethe i de næste dage møder grønlænderne, der vil tage imod hende med flag og smil, og når hun deltager i kaffemikken rundt om i byer og bygder, ja så ligner det et klassisk regentbesøg i Grønland.
Men så simpelt er det ikke.
Regentens besøg finder sted på et tidspunkt, hvor især unge grønlændere ser med kritiske øjne på Danmarks rolle som gammel kolonimagt. Og samtidig er Grønland i de sidste år blevet centrum for den intense rivalisering, der foregår mellem USA, Kina og Rusland i Arktis.
Af samme grund handler dronningens besøg ikke kun om at styrke de bånd, der knytter regenten og kongehuset sammen med det grønlandske samfund. Nej, dronningen skal i høj grad være med til at binde rigsfællesskabet sammen og styrke relationen mellem Grønland og Danmark. Og få er bedre til at løse den opgave end netop dronningen.
Da hun første gang ankom til det storslåede land, slog det benene væk under hende. Eller som hun engang udtrykte det i et interview med undertegnede: ”Jeg vidste godt, at det var smukt, for jeg havde set en masse vidunderlige billeder, men at opleve, hvor stort og pragtfuldt det er, og hvor betagende det hele er i farver og former … Ja, det gik mig i blodet,” sagde dronningen.
Som barn og ung slugte hun bøger om Grønland. Hun lyttede nøje efter, når forældrene, kong Frederik og dronning Ingrid, fortalte om deres besøg i Grønland, og som voksen har hun konstant holdt en tæt kontakt til grønlænderne. Derfor er hun også en populær regent hos mange grønlændere, for de ved, at hendes interesse for og kærlighed til Grønland er dybfølt og ægte.
Dette betyder selvsagt ikke, at relationen mellem dronningen og grønlænderne er lydefri. Langt fra alle grønlændere knuselsker kongehuset, og en del grønlændere ser først og sidst regenten som et overhoved for et Danmark, de drømmer om at gøre sig yderligere fri af.
Når det er sagt, vil det stort set være umuligt at finde en dansker, der er mere populær blandt grønlænderne end dronningen, og derfor har det reel betydning, at hun igen er draget til landet.
At Grønland spiller en ny rolle, er blevet stadigt tydeligere i de senere år. Kina har været langt fremme i sine forsøg på at få fodfæste i Grønland, både når det handler om at komme i gang med minedrift, arrangere forskningsprojekter og finansiere grønlandsk infrastruktur – men den frembrusende stormagt har endnu ikke fået sikret sig et brohoved.
Rusland opruster også markant i det arktiske område, og alt sammen har det været med til at få USA til at træde et stort skridt frem i Arktis. Donald Trump forbløffede for få år siden både grønlændere og danskere, da den tidligere amerikanske præsident pludselig ønskede at købe Grønland. Det grinte mange af. Men tag ikke fejl. Under den nye præsident, Joe Biden, arbejder USA målrettet på at styrke sin tilstedeværelse i Grønland, og amerikanerne har konkrete krav til, hvordan Danmark og Grønland bl.a. skal styrke evnen til at kunne overvåge, hvad der sker i de enorme områder omkring Grønland, både i luften, på land og i havet, hvor russiske ubåde cirkler.
Derfor var det heller ikke spor tilfældigt, at statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale for få dage siden talte usædvanligt meget om forholdet til Grønland og Færøerne. Her sagde hun: ”Ruslands adfærd i Arktis er blevet mere markant. Og vi skal holde øje med Kinas interesser i området.” Hun erklærede, at hun er glad for, at USA – som Europas vigtigste allierede – engagerer sig i Arktis. Men midt i glæden over USA’s engagement skal man ikke tage fejl af, at der også er en stille dansk bekymring for, om USA tager styringen i en grad, så Danmark køres ud på et sidespor.
I åbningstalen kom Mette Frederiksen også ind på den balancegang, som Grønland, Færøerne og Danmark forsøger at holde i Arktis. For grundlæggende er målet, at området skal være præget af lavspænding – og ikke militær oprustning. Men samtidig tilføjede hun, at Grønland, Færøerne og Danmark skal kunne beskytte sig mod nye farer, og hun nævnte konkret risikoen for at blive udsat for cyberspionage.
I det lys er det interessant, at der netop er blevet oprettet et nyt særligt kontaktudvalg, hvor politiske ledere fra Grønland, Færøerne og Danmark fremover skal være i tæt dialog om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Derudover får Grønland og Færøerne en mere fremtrædende rolle i Arktisk Råd. Begge tiltag har den grønlandske leder, Múte Bourup Egede, og den færøske lagmand, Bárður á Steig Nielsen, set som en udstrakt hånd fra Danmark.
Disse politiske skaktræk må dronning Margrethe selvsagt ikke være direkte involveret i, for hun skal holde sig fri af politik. Men regenten ved om nogen, hvad der er på spil i Arktis – og at hun kan spille en rolle.
Udover at være sammen med grønlænderne kommer hun til at besøge det amerikanske forsvarsområde, Thule Air Base, med de enorme radarinstallationer, og Station Nord, hvorfra Sirius-patruljen er med til at overvåge de kæmpemæssige områder i det nordøstlige Grønland.