En hård og bred protestaktion har samlet sig mod SVM-regeringen. De største tabere internt i regeringen tegner til at blive statsminister, Mette Frederiksen, og forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen.
Vil Mette Frederiksen eller Jakob Ellemann-Jensen stå tilbage som den største taber i det voksende politiske drama om skrotningen af store bededag som helligdag?
Når det giver mening at stille spørgsmålet nu – så tidligt i SVM-regeringens levetid – skyldes det, at de to på rekordtid har fået skabt en enorm modstand. Spørgsmålet er ikke, om krisen vil koste. Nej, spørgsmålet handler kun om, hvor høj prisen bliver, og hvem der skal betale mest.
Da Mette Frederiksen tirsdag holdt sin åbningstale i Folketinget for at præsentere sin nye regerings politik, blev det ingen jubeldag. Tværtimod blev hendes budskab totalt overdøvet af protesterne mod regeringen.
Mest højlydt lød advarslerne fra fagbevægelsen. Forbundene er rasende over, at regeringen har skabt uro i de følsomme overenskomstforhandlinger med planen om at fjerne en helligdag. De faglige ledere frygter, at det bliver svært at få medlemmerne til at sige ja til en aftale, og at det hele i værste fald ender i en storkonflikt.
Hør ugens aktuelle afsnit af ‘Mandat’, hvor Thomas Larsen og Pernille Rudbæk taler mere om den politiske virkelighed, vi står i netop nu (Analysen fortsætter herunder)
Sker det, vil fagbevægelsen lægge en pæn portion af skylden på Mette Frederiksen. I første omgang forsøger bevægelsen dog at få regeringen til at trække sit forslag tilbage, og derfor har den sat gang i en underskriftindsamling, som har fået en enorm støtte fra danskere, der vil bevare bededag som helligdag.
Kritikere anklager fagbevægelsen for at opføre sig populistisk. Men det gør intet indtryk. Lige nu handler forbundene efter devisen: Når regeringen blander sig i overenskomstforhandlingerne, ja så blander vi os i politikken på Christiansborg.
Dermed er Mette Frederiksen røget ud i en åben konflikt med den bevægelse, som hun selv blev skolet i som purung politiker, og som hendes familie har tilhørt i generationer. At det skulle ske, havde ikke mange set komme. Men det siger en del om, at hverken befolkning – eller fagbevægelse – er blevet forberedt på, at SVM-regeringen ville inddrage en helligdag for at finde penge til at opruste forsvaret.
Mange føler sig taget på sengen, og derfor er vreden så stor i dag.
Også Jakob Ellemann-Jensen er under pres.
At være eller ikke være magtfuldkommen
Han slæber i forvejen rundt på anklagerne om løftebrud. Inden valget turnerede han rundt med budskabet om, at Mette Frederiksen var magtfuldkommen og skulle sættes fra bestillingen, men efter valget vendte han om og besluttede sig i stedet for at træde ind i en regering med hende som chef.
Nu anklages han ironisk nok selv for at være magtfuldkommen og bruge bøllemetoder. Det skyldes, at han var særdeles ultimativ, da han for få dage siden gjorde det klart for de øvrige partier i Folketinget, at de kun kunne være med til at forhandle om styrkelsen af det danske forsvar, hvis de ville være med til at sløjfe store bededag. Han fastslog også, at partierne kun ville få syv dage til at træffe deres afgørelse.
Tirsdag fik det alle partier uden for regeringen til at reagere med en samlet protest mod regeringen.
Da journalister samme dag mindede Ellemann om hans tidligere kritik af Mette Frederiksen og spurgte, om han nu selv var begyndt at opføre sig magtfuldkomment, afviste han anklagen med disse ord:
”Vi har buldret mod magtfuldkommenhed, fordi vi mente, at når man er en mindretalsregering, skal man også lytte til andre end sig selv (…) Men undskyld, det kan ikke være magtfuldkomment, når et politisk flertal anvender sit flertal til at føre sin politik.”
Hans svar dæmpede mildt sagt ikke vreden hos de øvrige partier. Tværtimod står han lige nu med en stor del af ansvaret for, at forhandlingerne om forsvarets fremtid har fået den værst tænkelige start, og oven i det har han i de seneste døgn formentlig skubbet endnu flere vælgere væk fra Venstre.
På samme måde var Ellemanns ordvalg ikke heldigt, da han reagerede på, at Birthe Rønn Hornbech i søndags meldte sig ud af Venstre efter knap 50 års medlemskab på grund af sagen om store bededag. Ifølge Ellemann var der tale om ”en voldsom reaktion på en enkeltsag.”
En mulig kattelem
Spørgsmålet er nu, om det vil lykkes for Frederiksen og Ellemann at få stoppet protesterne og landet sagen om bededag? Alt tegner til, at regeringen vil fjerne helligdagen for at skaffe finansiering til en række af sine planer. Men samtidig antyder den, at de øvrige partier ikke nødvendigvis skal sige ja til at skrotte helligdagen for at være med i forsvarsforhandlingerne – hvis de ellers kan finde andre former for finansiering.
Hvis det ender med at blive landingsbanen, vil regeringen fortsat stå tilbage med en upopulær sag, men den vil have sikret sig finansiering til en række af sine planer, og den vil senere kunne indgå en bred aftale om fremtidens forsvar med en stor del af de øvrige partier. Hvilket både er i regeringens og forsvarets store interesse. I modsat fald vil regeringen på Christiansborg være omgivet af bitre fjender, der vil være klar til at slå hårdt ned på enhver fejl, den kommer til at begå.
Her og nu kæmper regeringstoppen for at presse de øvrige partier til at komme med forslag til, hvordan de vil finansiere fremtidens forsvar. Her har regeringen faktisk en god sag. For Mette Frederiksen havde utvivlsomt ret, da hun i sin åbningstale med en vis syrlighed bemærkede, at de fleste partier synes, at det er sjovere at bruge penge end at finde dem.