Efter rekordlange forhandlinger er den nye SVM-regering på plads. Hvis den skal blive populær og vinde befolkningens tillid, skal et afgørende slag vindes. Og det skal ske hurtigt.
Den nye SVM-regering starter ikke sin nye epoke i spidsen for Danmark som et triumftog.
Tværtimod er regeringen kommet til verden efter historisk lange og vanskelige forhandlinger. Et af partierne – Venstre – står i en uhyggeligt udsat position efter afklapsningen ved folketingsvalget den 1. november. Anklager om 180 graders kursskifter og massive løftebrud farver debatten i offentligheden.
Og forude venter stribevis af svære og upopulære beslutninger.
Kort sagt er der næppe udsigt til, at den nye regering kan se frem til 100 harmoniske hvedebrødsdage. Regeringen vil snarere fra første færd blive testet af dens mange modstandere i højre og venstre side af folketingssalen. Derudover kommer den øjeblikkeligt til at skulle udkæmpe et afgørende slag om fortællingen om den nye regering. For lige nu står to fortællinger over for hinanden:
Kritikerne vil sige, at regeringen er født i synd, eftersom den i deres øjne står på et fundament af løftebrud. De mener af samme grund, at regeringen er svækket fra begyndelsen, og de håber, at den vil få et kort liv.
Tilhængerne vil fremhæve den nye regering som et bolværk, Danmark har brug for i en tid med ekstraordinært store udfordringer. De vil se Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen som tre modige ledere, der er klar til at tage ansvar for tunge, men nødvendige beslutninger. Endelig har de troen på, at regeringen kan vise sig overraskende robust, fordi den – sammen med de nordatlantiske mandater – råder over et flertal og kan få vedtaget sine planer.
Den vigtige grundfortælling
Det kommer i høj grad til at definere regeringens skæbne, om kritikerne eller tilhængerne vinder opgøret om regeringens grundfortælling. Historien viser, at løftebrud er risikable, og at de i værste fald kan klæbe sig fast til politikere og partier.
Før valget i 1998 lovede den tidligere socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, at efterlønnen stod ved magt. Ja, han fik ligefrem udformet et garantibevis for at vise vælgerne, at de kunne regne med efterlønnen. Efter valget indgik hans regering en aftale, som ændrede efterlønnen. Nyrups troværdighed led et så hårdt knæk, at han fik et politisk banesår. Ved valget i 2001 mistede han magten, mens Venstre med Anders Fogh Rasmussen i front blev ny statsminister og gjorde Venstre til Danmarks største parti.
Senere kom den tidligere S-formand, Helle Thorning-Schmidt, til at mærke følgerne af løftebrud. Før valget i 2011 proklamerede hun, at de Radikale ikke fik lov til at ændre et komma i de økonomiske planer, som S og SF var blevet enige om. Hun stod fast på, at Danmarks økonomiske udfordringer kunne løses, hvis danskerne blot arbejdede 12 minutter mere om dagen. Men i forhandlingerne efter valget havde hverken Thorning eller SF-formand, Villy Søvndal, styrken til at bremse den radikale leder, Margrethe Vestager. De planer, som S og SF havde lavet inden valget, blev fejet af bordet. I stedet måtte Thorning og Søvndal acceptere blå økonomiske reformer, og i grundlaget for den nye regering hed det, at dens økonomiske politik skulle være en videreførelse af den tidligere VK-regerings politik.
Den nye SRSF-regering blev dermed født i en storm af løftebrudsanklager, som ramte S hårdt, og som var ved at tage livet af SF.
De seneste dage har dele af Venstres bagland været i oprør over at se deres formand, Jakob Ellemann-Jensen, droppe sit krav om, at der bør gennemføres en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minkskandalen. En del Venstrefolk frygter desuden konsekvenserne af, at Ellemann før valget kategorisk afviste, at han ville indgå i en regering over midten, men nu har accepteret at blive minister i en regering ledet af Mette Frederiksen.
Venstrefolkenes håb er, at borgerlige vælgere i sidste ende vil belønne Ellemann for at tage medansvar for at føre Danmark gennem en vanskelig periode, økonomisk og sikkerhedspolitisk. Men de ved godt, at det indtil videre kun er et håb, og mange er bekymrede for, om hans kursskifte er så stort, at vælgerne står af.
Hvor samlet står de?
Hos Moderaterne er situationen fundamentalt anderledes. Lars Løkke Rasmussen stiftede sit parti, fordi han ønskede at kortslutte blokkene og bane vej for en regering over midten. I de sidste dage er han også blevet ålet for at have droppet kravet om en advokatundersøgelse mod Mette Frederiksen. Men han har fra begyndelsen gjort sit mål om en bred regering klart, og derfor vil han ikke blive påvirket ret meget af debatten om løftebrud.
Mette Frederiksen har hidtil undgået at blive hvirvlet ind i anklager om løftebrud, og hun har præcis som Løkke den styrke, at hun kørte valgkamp på at bygge bro over midten. Men hun vil også komme under pres nu. Mange i hendes bagland vil ikke klappe over, at hun sidder i regering med Venstre og Moderaterne. Hun vil blive angrebet af Alternativet, Enhedslisten og SF for at have accepteret arbejdsudbudsreformer og skattelettelser, ligesom de vil kritisere hende for at holde hånden over landbruget i den videre grønne omstilling – efter ønske fra Jakob Ellemann-Jensen.
Frederiksen, Løkke og Ellemann har det stærke afsæt, at de kan pege på, at Danmark skal navigeres sikkert gennem et oprørt hav, og mange vælgere vil også i udgangspunktet støtte tanken om et bredt samarbejde i usikre tider. Men for at få en stærk start, skal Frederiksen, Ellemann og Løkke kunne stå imod anklagerne om løftebrud, og være i stand til at gøre det som et samlet hold. For selv om de nu er gået i et historisk kompagniskab, lykkes den nye regering kun, hvis de alle er villige til at slås for hinanden. Det var præcis, hvad der gik galt sidste gang, da S og V var aksen i en regering. Den holdt som bekendt ikke længe.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live onsdage kl. 11.05 på Radio4.