I løbet af små fire ugers valgkamp har der været massivt fokus på velfærd og på løn- og arbejdsvilkår for blandt andet SOSU-assistenter og sygeplejersker i den offentlige sektor. Hvad Danmarks virksomheder har brug for, er der ikke ret mange, der har talt om.
”Hvem skal sætte vinger på vindmøller? Hvordan får husejere fat i en blikkenslager, hvis faldstammen er utæt? Og hvad skal man gøre, når det viser sig, at maskinen i en industrivirksomhed ikke kan reparere sig selv?”
Disse gode spørgsmål stillede uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang i Politiken.
Og svarene blæser i den grad i vinden lige nu.
Hør seneste afsnit af Radio4’s politiske program ‘Mandat’ med Thomas Larsen og Pernille Rudbæk her:
Gennem en måneds valgkamp har der været masser af fokus på sundhedssektoren, ældreplejen og de offentligt ansattes vilkår. Omvendt har der stort set ikke været opmærksomhed på rammevilkårene for landets virksomheder og vilkårene for de mange mennesker, som arbejder der.
Der har heller ikke været overvældende interesse i forhold til de uddannelser, den forskning og det greb om nye teknologier, som skal sikre, at Danmark også fremover kan sikre både velstand og velfærd i en stadigt skarpere global konkurrence, hvor Asien, anført af Kina, buldrer frem.
Årsagen til uddannelsesredaktørens relevante spørgsmål var en række nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, der viser, at optaget på erhvervsuddannelsernes grundforløb 2 er faldet med 17 procent. Dermed er der samlet set startet cirka 7.500 færre elever i perioden januar til august sammenlignet med sidste år.
På den baggrund kom Kasper Munk Rasmussen fra organisationen for små og mellemstore virksomheder, SMVDanmark, med dette opråb i avisen: ”I forhold til udfordringens størrelse fylder erhvervsuddannelserne alt for lidt i valgkampen.”
Og det har han ret i.
Stribevis af prognoser viser, at vi herhjemme får brug for mange flere faglærte i fremtiden, men tallene viser desværre, at mange unge ikke uddanner sig i den retning. Det kan konkret betyde, at der for eksempel vil være alt for få VVS’ere fremover. Det medfører også, at de mange muligheder i Danmarks grønne omstilling – hvor et af målene er at kunne sælge grønne og energieffektive produkter til store dele af verden – kan blive bremset på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Debatten, der forsvandt
Disse udfordringer burde selvsagt være et væsentligt tema i valgkampen, og politikere burde ideelt set stå i kø for at komme med bud på, hvordan man gør det mere attraktivt for unge at søge til erhvervsskolerne, og de burde også fremlægge gode ideer til, hvordan man får investeret i udstyr og lærerkræfter. Men sådan har det bare ikke været.
Efter offentliggørelsen af de nye tal for optaget på erhvervsskolerne har SF ganske vist lanceret en plan til at styrke erhvervsuddannelserne, og med vanlig bramfrihed formulerede partiets arbejdsmarkedsordfører, Karsten Hønge, udfordringen med disse ord refereret i Politiken: ”Medmindre vi vil acceptere at sidde i huse, hvor det regner ned gennem taget og skide i vores haver, så er det nu, der skal handles.”
For få dage siden genlød medierne af en lignende fortvivlet appel fra formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, og direktøren for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen. I Jyllands-Posten advarede de begge politikerne mod at kaste sig ud i en overbudskrig om at sende ekstra lønkroner i retning af de offentligt ansatte i blandt andet sundhedsvæsenet og ældreplejen.
Deres appel kom få dage efter, at Moderaterne havde fremlagt et forslag om et løft på 2.500 kr. om måneden til landets sygeplejersker, mens Venstre havde lanceret en plan om at give seks mia. kr. til sundhedspersonale, som partiet blandt andet vil bruge på et tillæg på op til 20.000 kr. til sygeplejersker, jordemødre og social- og sundhedsmedarbejdere.
Onsdag morgen satte statsminister, Mette Frederiksen, så trumf på med sin melding om, at Socialdemokratiet fra 2030 vil afsætte tre milliarder kroner om året til højere løn til offentligt ansatte, der arbejder de steder i den offentlige sektor, hvor manglen på arbejdskraft er mest udtalt.
Over for avisen erklærede Claus Jensen, at han godt kunne forstå behovet for at sikre medarbejdere til den offentlige sektor, men han udstak ikke desto mindre en umisforståelig advarsel:
”Hvis den offentlige sektor bliver lønførende, så har løn jo den evne i sig, at det tiltrækker mennesker. Lige pludselig er det industri- og eksportvirksomhederne, der får store problemer med at tiltrække arbejdskraft. Det kan jo nok gå et år eller to, men på sigt bliver vores samfund fattigere,” sagde han.
Samlet set er ovenstående eksempler med til at definere en valgkamp, hvor erhvervslivet og erhvervsorganisationerne er blevet reduceret til en statistrolle, hvor de højst har kunnet advare om, at politikerne fører overbudspolitik.
Kritisk evaluering nødvendig
Når det har forholdt sig sådan, bærer politikerne selvsagt et stort ansvar for, at de ikke i højere grad har været optaget af forholdene for dansk erhvervsliv. Men når valgkampen skal evalueres, bør erhvervslivet og erhvervsorganisationerne også tage en kritisk evaluering af deres egen indsats, som grundlæggende har været præget af tilbageholdenhed og mangel på slagkraft.
Når det gælder de store erhvervsorganisationer, kan de ikke undskylde sig med, at de ikke har ressourcerne – for det har de i høj grad.
Sagen er snarere, at nogle har holdt sig tilbage af taktiske årsager, fordi de nødigt vil i infight med politikerne, som de skal samarbejde med efter valget. Andre har i al diskretion satset på hjælpe partierne med at udforme deres oplæg og udspil. Men grundlæggende har de undervurderet, at politikere i reglen orienterer sig efter de temaer, som står centralt i mediernes og vælgernes bevidsthed, og det kræver derfor, at man kaster sig aktivt ind i debatten og er med til at kæmpe om, hvad der skal stå øverst på den politiske dagsorden. I det spil har erhvervsorganisationerne ikke meget, de kan være stolte af i denne valgkamp.
Når det drejer sig om de erhvervsledere, som kan gøre en forskel i debatten, ja så er sagen, at kun ganske få har tid, vilje og mod til at deltage.
I en årrække har det især været topledere som for eksempel Niels Bjørn Christiansen fra Lego, Jim Hagemann Snabe fra Siemens, Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk Fonden eller Kim Fausing fra Danfoss, der har tegnet erhvervslivet i medierne. I kraft af deres job og dygtighed har de haft en særlig troværdighed, når de fortæller om de udfordringer, som deres virksomheder står overfor, både herhjemme og ude i den store verden. Men når de – af den ene eller anden grund – trækker sig længere tilbage, er der stort set ingen til at tage over, og det efterlader et vakuum i den offentlige debat, hvor erhvervslivets stemme bliver påfaldende svag.
Dét er præcis, hvad der er sket i denne valgkamp.