Efter en ekstraordinært stilfærdig ”valgkamp” fører ja-siden i målingerne, før danskerne skal stemme om, hvor vidt forsvarsforbeholdet skal bevares eller droppes. Men to sager bryder roen.
Tale er sølv. Tavshed er guld. Alle kender det gamle mundheld. Men ingen kunne forudse, at ordsproget ville få så stor relevans, som det har fået i forbindelse med folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.
Samlet har kampagnen nemlig været usædvanlig afdæmpet sammenlignet med tidligere opgør.
Peter Nedergaard, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet, ramte plet, da han i mandagens udgave af Kristeligt Dagblad skrev, at det berømte hit ”Sound of Silence” synes at have været underlægningsmusik bag de politiske debatter indtil nu.
Simpelt men effektivt
Undervejs har både politikere, iagttagere og valgforskere haft svært ved at forstå den larmende stilhed, men set i bagklogskabens klare lys toner flere forklaringer frem:
Først og fremmest har Ruslands angrebskrig mod Ukraine haft afgørende betydning – både for statsminister Mette Frederiksens udskrivelse af folkeafstemningen og for debatten. Uden det russiske angreb var afstemningen ikke blevet en realitet. Men siden russernes invasion har ja-siden kunnet sige, at Danmark skal understøtte det internationale sammenhold i Vesten og EU. Som Mette Frederiksen fermt har udtrykt det, er tiden ikke til forbehold, men til sammenhold.
Men endnu vigtigere har det været, at ja-partierne har forfulgt en simpel, men effektiv strategi. Generelt har de forsøgt at forklare, hvorfor det er vigtigt, at Danmark kan deltage i visse EU-operationer i fremtiden. Og de har gjort det uden at male skræmmebilleder op.
Gades plan
Især har den tidligere forsvarsminister og det nuværende medlem af Europa Parlamentet, Søren Gade, været bannerfører for den strategi. Han har fastslået, at i en krig – som vi er vidner til i Ukraine – er Danmarks medlemskab af NATO altafgørende, mens det betyder mindre, at vi er med i EU’s forsvarsdimension.
Fra begyndelsen fastslog han også, at verden ikke vil gå under, hvis danskerne holder fast i forbeholdet, og han har kraftigt advaret sine kampfæller mod at bruge de skræmmekampagner, som tidligere har slået skår af ja-sidens troværdighed.
I stedet har han argumenteret for, at det vil være uhensigtsmæssigt og forkert ikke at deltage i det europæiske forsvarssamarbejde, da det blot vil svække Danmarks indflydelse på EU’s militære samarbejde og skubbe vigtige opgaver til andre EU-lande.
Han har tillige fremhævet, at Danmark får ressourcerne til at deltage i EU-operationer, eftersom investeringerne i forsvaret vil vokse enormt.
Ser vi på ja-sidens frontfigurer, har de fleste fulgt hans opskrift, og meget tegner til, at den stille fremfærd kan udløse en historisk sejr for ja-siden.
Intern tumult
Den stille strategi har også gjort opgaven svær for nej-siden. Man siger som bekendt, at der skal to til tango. Man kan tilføje, at der også skal to til et slagsmål, og eftersom ja-siden har været så afdæmpet, har det været svært for nej-siden at få skabt konfrontationer.
Oven i det har nej-siden lidt under, at især DF og Enhedslisten har været svækkede. Selv om Morten Messerschmidt har været tydelig, er DF langt fra fordums styrke. Og Enhedslisten har været så optaget af at få styr på partiets forhold til NATO og EU, at Mai Villadsen i perioder har været mere indadvendt end udadvendt.
Endnu er stemmerne hverken afgivet eller talt op. Og som den erfarne kommentator Hans Engell udtalte til Ritzau så sent som i går, er det kun en tåbe, som ikke frygter de danske EU-vælgere. Alligevel fører ja-siden så stort, at der skal ske markante forskydninger, hvis nej-siden skal vinde.
De ubekendte faktorer er antallet af tvivlere og valgdeltagelsen. Spørgsmålet er, om en af slagsiderne ved den stille kampagne kan blive, at en del vælgere slet ikke gider stemme, når politikerne groft sagt har signaleret, at så vigtig er sagen heller ikke?
Sidste chance
Mens ja-siden i det sidste døgn skal undgå at begå fejl, er nej-siden tvunget til en offensiv, og angrebene er sat ind. Mandag langede Enhedslisten og DF ud efter forsvarsminister, Morten Bødskov, og beskyldte ham for at skjule, hvad et dansk ja kan komme til at koste.
Enhedslisten har ønsket at kende Sveriges udgifter til EU’s kampgrupper, og ifølge svaret fra forsvarsministeren er der tale om nul kroner, eftersom grupperne aldrig har været indsat. Men selv om grupperne aldrig har været udsendt, har de stået klar, og den svenske rigsrevision har opgjort udgifterne til fire milliarder svenske kroner i 2008 og 915 millioner i 2011. Försvarsmakten i Sverige fortæller desuden til DR, at udgifterne i 2015 var på mellem 1,1 og 1,5 milliarder svenske kroner.
Morten Bødskov afviser over for DR at have vildledt Folketinget og fastholder, at der ikke har været udgifter til konkrete missioner, da kampgrupperne ikke er blevet indsat. Men DF og Enhedslisten er langt fra tilfredse med den udlægning.
Tirsdag morgen kom regeringen igen til at stå i et dårligt lys, da Jyllands-Posten kom på gaden. Avisens historie handler om, at Udenrigsministeriet i meget lang tid har tilbageholdt dokumenter, der kan kaste lyse over, hvad der skete, da regeringen og ja-partierne i første omgang foreslog en stemmeseddel, som ifølge eksperter og målinger ville favorisere dem selv.
Ministeriet har brugt 55 dage på at behandle en aktindsigt fra avisen, uden at udlevere dokumenterne, og det får Morten Messerschmidt til at fastslå, at folkeafstemningen er omgærdet af manipulation og mørkelægning i massivt omfang. Så stilheden er blevet brudt i 11. time.
Hvad vælgerne mener, ved vi onsdag aften.