Lars Løkke Rasmussen ligner en af valgkampens største overraskelser: Hans parti går frem, og han kan blive kongemager på valgnatten. Måske på bekostning af det tidligere så magtfulde Radikale Venstre.
Med en formidabel timing og en stærkt stigende formkurve har Lars Løkke Rasmussen gjort sin entre i valgkampen.
Han gjorde det så overbevisende i den første debat mellem partilederne, at iagttagere kårede ham som den suveræne vinder. Under torsdagens åbningsdebat i Folketinget stod den tidligere statsminister også stærkt i billedet. Og vælgerne er øjensynligt vilde med, hvad de ser:
I valgkampens første målinger har Løkke taget et spring frem. Hans parti, Moderaterne, er rykket væk fra spærregrænsen. I stedet ser det ud til, at Løkke og hans hold af ukendte kandidater vil kunne indtage Christiansborg med solid opbakning. Og hvis styrkeforholdet mellem rød og blå blok på valgdagen er lige så tæt som i dag, kan alle begynde at forberede sig på endnu et kapitel om en toppolitiker, der har mange flere liv end kattens ni.
Hør Thomas Larsens umiddelbare analyse efter valgets udskrivelse her (analysen fortsætter herunder)
Holder målingerne, venter et gennembrud til manden, som allerede har leveret adskillelige opsigtsvækkende comebacks i sin på en gang imponerende og brogede karriere. Lige nu tyder tallene på, at han kan komme til at sidde på de mandater, der kan afgøre, om der skal dannes en rød eller blå regering – eller om der måske kan bygges en regering hen over midten.
Løkke står med andre ord over for at kunne få nøglerollen som kongemager.
Ja, da en måling med markant fremgang til Løkke og Moderaterne blev offentliggjort sent torsdag aften, var der sågar valgforskere, der begyndte at spekulere i, at han måske selv vil forsøge at blive regeringschef.
Dermed er der sat gang i en ny udvikling i en valgkamp, som fra starten har tegnet helt uforudsigelig.
Læg oven i det, at Lars Løkke Rasmussens tidligere nære partifælle, Inger Støjberg, står til et kanonvalg med opbakning fra 8-10 procent af vælgerne. Hvis målingerne holder stik frem til valgnatten, vil de to forhenværende Venstrefolk stå i spidsen for to partier, som til sammen har vokset deres gamle parti over hovedet. Det gør ondt på V-formand Jakob Ellemann-Jensen, men samtidig står det klart, at blå blok ikke har en chance for at kunne erobre magten uden netop Moderaterne og Danmarksdemokraternes succes.
Det er dog ikke kun Venstre, der mærker den hårde konkurrence. Løkkes evne til at sætte sig på midten af dansk politik ser i høj grad ud til at kunne ramme De Radikale, som mere og mere ligner et kriseramt parti.
Ingen vil lege med De Radikale
Lige så stærkt Løkke går frem og kan gribe ud efter rollen som kongemager, lige så tydeligt er det, at De Radikale taber terræn og kan risikere at tabe alt på gulvet.
Radikale Venstre er op til udskrivelsen af valget blevet kritiseret for at have anbragt sig i en position, som mange ganske enkelt har svært ved at forstå. I kølvandet på den kritiske rapport fra Minkkommissionen i sommer valgte De Radikale at blokere for en advokatundersøgelse af statsminister, Mette Frederiksens, ansvar for minkskandalen. I stedet annoncerede de, at hvis ikke statsministeren senest ved åbningen af Folketinget den 4. oktober havde udskrevet et valg, ville de stille hende et mistillidsvotum.
Langt fra alle har kunnet se logikken i det skridt, og det har ikke gjort Radikale Venstres position nemmere, at Sofie Carsten Nielsen nok har mistet tilliden til den smalle S-regering med Mette Frederiksen i front, men samtidig har gjort det klart, at hun har stor tillid til en bredere regering med Mette Frederiksen i spidsen.
Endelig har De Radikale helt frem til valgudskrivelsen fået kritik for at insistere på et valg midt i en farlig og turbulent tid med enorme sikkerhedspolitiske og økonomiske udfordringer.
Oven i det viser målingerne, at vælgerne i stort tal slet ikke ønsker en ny regering med deltagelse af De Radikale. Da Weekendavisen forleden offentliggjorde en måling, viste tallene med avisens ord, at De Radikale ”ikke er efterspurgt som regeringsparti, hverken i en regering hen over midten eller en regering bestående af partier fra den eksisterende røde blok.”
De Radikales drøm om at ville bane vej for en bred regering og selv få del i attraktive ministerposter ser derfor svær ud. Og det gør ikke partiets situation nemmere, at hverken Mette Frederiksen, Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen er ret ivrige efter at invitere Sofie Carsten Nielsen & Co. ind i varmen.
Netop den kendsgerning udstiller nådesløst, at partiet, som tidligere kunne indgå i røde og blå regeringer, og som var kongemageren per excellence i dansk politik, risikerer at blive en af de største tabere på valgnatten.
Spiller midterspillet
Både Frederiksen, Pape og Ellemann anser De Radikale for at være en så besværlig partner, at de helst vil klare sig uden, og De Radikales udlændingepolitik udgør fortsat en stor barriere for en alliance med de tre statsministerkandidater.
Mandaterne kan ganske vist stadig falde ud på en måde, så De Radikale kan få indflydelse. Men her ved valgkampens start tegner sig et billede af, at Løkke er ved at skubbe De Radikale ud i kulden. Og det vil unægteligt rumme en vis ironi, hvis den tidligere V-formand ender med at skabe så massive problemer for De Radikale, som i 1905 blev dannet af udbrydere fra netop Venstre.
Valgforsker Kasper Møller Hansen forklarer skiftet i styrkeforholdet mellem Moderaterne og de Radikale med disse ord: ”Vi har pludselig en tidligere statsminister i Lars Løkke, der med en selvtillid, ro og erfaring åbenlyst spiller det her midterspil, som De Radikale har gjort i årtier, og som er svært for De Radikale at matche.”