Søren Pape Poulsen forbereder nu aktivt omverdenen på, at de konservative – måske – ender i regering med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Trods alle garantier om det modsatte i valgkampen.
Det er nye signaler, som Søren Pape Poulsen sender fra de aktuelle forhandlinger om at danne en ny regering.
Det er ikke lang tid siden, at den konservative leder kategorisk afviste behovet for en regering over midten. Men nu er han, præcis som V-formand Jakob Ellemann-Jensen, begyndt at signalere, at de konservative kan ende i en bred regering med Mette Frederiksen som statsminister.
Hør seneste afsnit af det politiske magasin ‘Mandat’ her: (analysen fortsætter herunder)
Da Pape torsdag mødte pressen efter endnu en forhandlingsrunde på Marienborg, fastslog han, at der er mange barrierer, som skal overvindes, før de konservative deltager i en regering. Men han sagde også, at det er værd at forsøge at danne en bred regering. For Danmarks skyld.
”Om det kan lykkes, er bare et rigtig godt spørgsmål, men jeg synes af hensyn til vores land, at skal vi gøre forsøget,” sagde Søren Pape Poulsen.
I samme ombæring gjorde han det klart, at der eksisterer et før og efter valgdagen den 1. november.
I valgkampen betonede V og K afstanden til Socialdemokratiet, mens Mette Frederiksen & Co. gjorde det samme den modsatte vej. Men nu er valgkampen slut. Og derfor handler det om at fokusere på de udfordringer, som Danmark står overfor, økonomisk såvel som sikkerhedspolitisk.
Krav bliver gradbøjet
”Vi har angrebet hinanden hårdt under valgkampen alle sammen. Men vi er nok nødt til at lægge de her angreb og personlige forhold til side, hvis vi skal løse de udfordringer, der er for Danmark,” sagde Søren Pape Poulsen.
Dermed udvikler den politiske drejebog sig gradvist i den retning, som blandt andet denne klummeskribent beskrev dagen efter valget. Her var konklusionen nemlig, at flere partiledere snart ville blive nødt til at gradbøje de krav, som de havde turneret rundt med i valgkampen:
”Det vil nogle vælgere givetvis blive forargede over. Omvendt er de fleste danskere nok klar over, at netop i valgkampe har partierne det med at trække fronterne hårdt op. På den måde håber de på at kunne skille sig ud fra konkurrenterne og præsentere vælgerne for et klart valg. Efter valgkampen går øvelsen så ud på at nærme sig hinanden igen. Sådan er naturlovene i politik.”
Det er præcis dén proces, vi er vidne til nu, og den er kun blevet forstærket af det nederlag, som blå blok led. Det er fortsat langt fra sikkert, at V og K de facto går i regering med S. Men det er åbenlyst, at begge partier for alvor har tænkt sig at afsøge muligheden.
Når Søren Pape Poulsen efter nogle dages tøven følger sporet fra Jakob Ellemann-Jensen og forsigtigt åbner for, at de konservative kan blive medlem af en S-ledet regering, gør han det for at få det nødvendige manøvrerum på et tidspunkt, hvor forhandlingerne går ind i en afgørende fase.
Selv om de konservative ikke har truffet beslutning om at gå i regering, må Pape forberede sine egne og omverdenen på, at det kan ske, hvis regeringsgrundlaget skrues sammen, så han får vigtige mærkesager opfyldt.
Muligheden for mere indflydelse
Der er flere årsager til, at Pape er i bevægelse.
Den konservative leder og hans nærmeste synes stadigt mindre om det scenario, der tegner sig, hvis partiet forbliver i opposition.
I den situation vil Pape stå vingeskudt tilbage oven på det dybt skuffende valgresultat. Hans parti vil være en miniput sammenlignet med Danmarksdemokraterne anført af Inger Støjberg og Liberal Alliance med Alex Vanopslagh i front. Samtidig vil Pape befinde sig i samme blok som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der vil være optaget af at kapre vælgere efter en svær valgkamp. Pape og de konservative vil nemt kunne blive trængt, og han vil få vanskeligt ved at blive et samlingspunkt for blå blok.
Trængt risikerer Pape og de konservative også at blive i rollen som juniorpartner i en bred regering.
Men deltagelse i en regering vil kunne åbne for større direkte indflydelse på dansk politik. Pape vil desuden kunne træde op på den slagkraftige platform, som en ministerpost i reglen giver adgang til. Endelig ligger det i baghovedet på Pape, at da han i sin tid fik sit gennembrud som konservativ leder, skete det i rollen som en markant og synlig justitsminister.
Det er bestemt ikke alle konservative politikere og tillidsfolk, der er enige i denne analyse. Præcis som mange venstrefolk frygter for vælgernes dom, hvis Ellemann siger ja til at få Mette Frederiksen som chef, er mange konservative dybt bekymrede over udsigten til, at Pape kan blive minister i en S-ledet regering.
Fire uger efter valget er meget under forandring. I yderste instans ender V og K med at annullere valgkampens mange angreb på Mette Frederiksen for at kunne gå i regering med netop Socialdemokratiet.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.