Det store spørgsmål for Mette Frederiksen er, om Mai Villadsen og Enhedslisten trækker i arbejdstøjet efter fyringen af Benny Engelbrecht og den nye rokade? Eller om partiet har kurs mod nye opgør med regeringen?
Da Mai Villadsen torsdag eftermiddag fastslog, at Enhedslisten ikke længere havde tillid til Benny Engelbrecht, var hans tid som transportminister reelt forbi.
Ganske vist var stort set ingen på Christiansborg enig med Mai Villadsen. I SF og hos de Radikale mente man, at Engelbrecht burde udstyres med en næse – altså en reprimande – og så skulle han i øvrigt have lov til at fortsætte.
I blå blok havde man heller ikke stor lyst til at deltage i stormløbet. Men når et rødt støtteparti ligefrem vil vælte en S-minister, spænder de borgerlige partier selvsagt ikke sikkerhedsnettet ud. Derfor måtte Engelbrecht torsdag aften annoncere sin afgang.
Allerede fredag formiddag var Mette Frederiksen klar med sin rokade: Trine Bramsen blev udnævnt til transport- og ligestillingsminister. Skatteminister Morten Bødskov blev ny forsvarsminister, mens Jeppe Bruus blev ny skatteminister. Dermed benyttede Mette Frederiksen rokaden til at fjerne Trine Bramsen fra den kugleregn, som de borgerlige partier længe har ladet regne over den trængte minister.
Dermed kunne roen sænke sig over Borgen, og Mette Frederiksen kunne køre videre som før.
Eller kan hun nu det? Dét er i høj grad spørgsmålet.
Ser vi på Enhedslistens begrundelse for at vælte ministeren, handler den om, at han set med Mai Villadsens øjne har tilbageholdt vigtige oplysninger om, hvordan en stor infrastrukturaftale vil påvirke klimaet i form af udledning af CO2. I Enhedslistens folketingsgruppe mener man, at Engelbrecht bevidst skjulte vigtige tal, og derfor kunne man ikke have tillid til ham.
Benny Engelbrecht har selv forklaret, at tallene ifølge hans embedsmænd var for usikre til at lægge frem, og derfor blev de i sidste øjeblik holdt tilbage.
Bag denne kontrovers gemmer sig en mere grundlæggende konflikt.
I Enhedslisten har man i lang tid ment, at regeringen har været fodslæbende i forhold til den historiske grønne omstilling af Danmark. Derudover har partiet været utilfreds med, at regeringen ofte har inddraget de borgerlige partier i forlig.
På de indre linjer har markante folk i partiets folketingsgruppe og bagland ønsket at sætte hårdt mod hårdt. Og set i det lys kom Benny Engelbrecht til at betale prisen for det forværrede forhold mellem regeringen og Enhedslisten.
Det store spørgsmål er nu, om Enhedslisten har fået statueret et eksempel og vil søge tilbage til et mere harmonisk samarbejde med regeringen. Hvis det sker, vil det flugte med den strategi, som partiet har fulgt i en længere årrække.
Allerede da makkerparret Johanne Schmidt Nielsen og Pelle Dragsted blev det nye omdrejningspunkt i Enhedslisten, begyndte de at nedtone partiets tidligere alt-eller-intet-holdninger.
De ønskede i stedet at forvandle Enhedslisten til et parti, der søger ind i forhandlingslokalerne for at skabe konkrete resultater.
I dag er partiet kommet langt i den retning. Det kan man også se, når man følger de lokale politikere fra liste Ø i landets kommunalbestyrelser. De er mere optaget af at skabe resultater end at svinge med de røde faner.
Nok så interessant har Enhedslisten fået vælgernes accept af denne forvandling. Ser vi på målingerne, får partiet solid støtte fra 8-10 procent af vælgerne.
Ikke desto mindre er der begyndt at opstå uro internt. Blandt regeringens støttepartier foregår en intens kappestrid om at være det mest grønne parti, og flere i Enhedslisten mener, at man har forsømt at stille tilstrækkeligt hårde krav til regeringen om at levere varen i den grønne omstilling.
Derudover er der utilfredshed med, at regeringen ikke har gjort mere for at nedbringe den ulighed og fattigdom, som set med Enhedslistens øjne er et alvorligt samfundsproblem.
Endelig mærker Enhedslisten, at der er grøde på venstrefløjen. Hverken Veganerpartiet eller Frie Grønne har ganske vist opnået ret stor succes, men i Enhedslisten er man opmærksom på, at der kan opstå nybrud på venstrefløjen. Af samme grund ønsker man at vise kant til regeringen.
Det er imidlertid ikke kun Enhedslisten, som Mette Frederiksen skal bekymre sig om.
Ganske sigende for stemningen mellem regeringen og Det Radikale Venstre, gentog Sofie Carsten Nielsen fredag sit krav om, at det bør være slut med den socialdemokratiske et-partiregering efter næste valg. Den radikale leder ønsker sig i stedet en regering, som består af både røde og blå partier.
Endnu er det for tidligt at konstatere, at regeringens samspil med støttepartierne er ved at kæntre. Men advarselslamperne er begyndt at blinke. Og i virkeligheden er der måske ved at indtræffe en normalisering. Sagen er nemlig, at SF og Enhedslisten indtil nu har været uhyre loyale overfor regeringen, og selv om de Radikale ofte har afsendt trusler, har de ikke gjort alvor af dem.
Grundlæggende har det givet Mette Frederiksen nogle parlamentariske arbejdsbetingelser, som den tidligere borgerlige statsminister, Lars Løkke Rasmussen, ofte har misundt hende. I sin sidste tid som regeringschef fulgte Løkke – ofte i nedtrykt sindstilstand – hvordan Liberal Alliance og Dansk Folkeparti konstant lå i infight og skabte massiv uro om den borgerlige regering.
Så krigeriske bliver Mette Frederiksens støttepartier næppe. Men hun har fået en advarsel om, at vejen frem mod næste valg kan blive længere og sværere, end hun har lyst til at tænke på.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.
Lyt til seneste afsnit her:
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix