Fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen har netop været på rejse for at støtte Taiwan. Det har fået udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, til at fastslå, at regeringen – og ikke Fogh – fastlægger Danmarks udenrigspolitik.
Nej, Anders Fogh Rasmussen har bestemt ikke fortrudt det besøg, han i de seneste dage har aflagt i Taiwan.
Der er, for nu at bruge et velkendt udtryk fra manden, intet at komme efter.
Tværtimod slår Fogh fast, at det er vigtigere end nogensinde, at Vesten støtter Taiwan i en tid, hvor Kina lader eskadriller af kampfly overflyve det lille ørige og afholder voldsomme militærøvelser tæt på Taiwan.
”Det er netop nu, når der er øgede spændinger, at man skal vise sin støtte. Det nytter ikke noget, at vi dukker os,” siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau.
Ifølge Fogh er verden på vej ind i en ny orden med to skarpt adskilte grupperinger: En autokratisk lejr anført af Kina og en demokratisk ledet af USA, og her må Europa og Danmark efter hans mening være med i opgøret med de autoritære regimer.
Hør seneste udgave af det politiske magasin ‘Mandat’ (Analysen fortsætter herunder)
Det lyder enkelt. Men i praksis er situationen knap så simpel, som Fogh udlægger den. Og det er præcis derfor, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Foghs besøg har gjort det klart, at det er regeringen – og ikke Fogh – der fastlægger Danmarks udenrigspolitik.
Løkke har i samme ombæring fastslået, at Danmarks et-Kina-politik ligger fast. Det betyder, at Danmark i lighed med andre lande accepterer, at der kun findes ét Kina, som består af både det kinesiske fastland og Taiwan. Set med kinesiske øjne er Taiwan en uadskillelig del af Kina, og den kinesiske præsident Xi Jinping har truet med at tage militære midler i brug, hvis denne situation bliver udfordret.
Ifølge Anders Fogh Rasmussen bør Vesten ikke ligge under for Kinas trusler. Han sammenligner den nuværende situation omkring Taiwan med det forløb, som sidste år ledte til Ruslands angreb mod Ukraine:
”Europæerne reagerede alt for svagt, alt for tøvende og alt for sent over for Rusland. Vi skal ikke gentage den fejl i forhold til Kina og Taiwan. Allerede nu skal vi gøre det klart, at hvis kineserne angriber Taiwan, vil vi hjælpe Taiwan militært og indføre sanktioner,” siger Fogh.
Kæmpe kursskifte
Med de ord har Fogh gjort sin position uhyre klar. Han har også fuldendt et kæmpe kursskifte. For som statsminister tilbage i nullerne var Fogh stærkt optaget at skabe nære relationer til Kina og bane vej for et tæt handelssamkvem med det enorme land. Han var reelt arkitekten bag det strategiske partnerskab, som Danmark fik med Kina.
I dag erkender han, at han var naiv, og samme erkendelse er mange andre vestlige politikere nået frem til.
Antagelsen var dengang, at øget samhandel og udstrakt globalisering gradvist ville føre til større åbenhed i Kina og ultimativt til en form for demokratisering. Men sådan er det mildt sagt ikke gået. Set med kritikernes øjne er Kina tværtimod blevet stadigt mere selvhævdende og aggressivt på den internationale scene. Af samme grund er Kina i de senere år gået fra været en økonomiske partner for Vesten til at være en rival, og spændingerne mellem Vesten og Kina er taget til år for år.
Foghs rejse til Taiwan symboliserer på mange måder dette kursskifte, som sker i store dele af Vesten, ligesom hans besøg indrammer Vestens stigende bekymring for Kinas tiltagende trusler mod Taiwan. Dermed kan hans rejse umiddelbart ligne en miniudgave af det besøg, som den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosi aflagde i Taiwan sidste år. Hvilket førte til massive protester og militær sabelraslen fra Kina.
Men selv om Vesten i stigende grad ser med kritiske øjne på Kina og tager stadigt flere forholdsregler over for landet, ønsker man at styre uden om direkte konfrontationer, som i værste fald kan få uoverskuelige følger. I Europa er der også et stigende ønske om, at EU-landene afstemmer og koordinerer tilgangen til Kina, så styret i Beijing ikke kan spille de enkelte lande ud mod hinanden.
Provokation af Kina
Set i det lys er det langt fra alle, som klapper over Foghs soloaktion i Taiwan, hvor han har mødt landets ledelse i rollen som formand for sin egen organisation – Alliance of Democracies Foundation.
Lars Løkke Rasmussen har som nævnt følt sig nødsaget til at fastslå, at Danmarks politik over for Kina og Taiwan ligger fast. Hvilket kun kan læses som et forsøg på at forebygge en potentiel konflikt mellem Danmark og Kina.
Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft er gået skridtet videre og har advaret om, at Fogh leger med ilden. Eller som Lykketoft udtrykte det i Radio4: ”Der er ikke nogen rigtig god grund til at en mand, der har været så fremtrædende placeret i Danmark og i NATO som leder, skal bidrage til at gøre den her betændte situation endnu mere betændt.”
Ifølge Mogens Lykketoft kan Foghs besøg nemt opfattes som en provokation af kineserne.
“Hans alliance for demokrati lever lidt af den provokation, men er også stærkt økonomisk afhængig af bistanden fra Taiwan,” sagde Mogens Lykketoft.
Dermed anslår Lykketoft et andet problem ved Foghs aktion, som handler om, at det kan være svært at afgøre, om Fogh rejser i rollen som idealistisk demokratiforkæmper eller som lobbyist, der får kontante bidrag fra Taiwan til at lave sine konferencer og ekspandere sit firma.
Èn ting er sikker: Havde Fogh været statsminister i dag, og havde han set for eksempel Poul Nyrup Rasmussen suse rundt i verden med kontroversielle budskaber, var hammeren med stor sandsynlighed faldet hårdt.