Efter den enorme skuffelse over valgresultatet kæmper de konservative med, hvordan de skal evaluere valgkampen uden at udløse intern splid. Midt i det hele fyrer partiet medarbejdere på stribe.
Der er mildt sagt ikke feststemning hos de konservative i disse dage.
I stedet for at sige velkommen til en ny stor folketingsgruppe har Søren Pape Poulsen måttet nøjes med at hilse på den lille gruppe af overlevende partifæller, der efter valget sidder tilbage i partiets gruppeværelse på Christiansborg.
Hør seneste udgave af Radio4’s politiske magasin med Thomas Larsen og Pernille Rudbæk her (Analysen fortsætter herunder)
Væk er profiler som Marcus Knuth og Britt Bager. Borte er de mange håbefulde kandidater og talenter, som Søren Pape Poulsen havde troet, at han skulle sige goddag til.
Med en støtte fra kun 5,5 procent af vælgerne er folketingsgruppen reduceret til 10 medlemmer. De tabte mandater betyder, at de konservative får færre penge. Når det kombineres med en kostbar valgkamp, er der på kort tid slået et så stort hul i pengekassen, at partiet må sige farvel til stribevis af medarbejdere.
Det sidste trækker ikke de store overskrifter, men det har konsekvenser. Fyringen af rådgivere og sagsbehandlere betyder, at der bliver færre til at klæde de folkevalgte på i deres arbejde. Med deres forsvinden bliver det også sværere for de konservative at udforme planer uden om interesseorganisationerne, der hjertens gerne hjælper med at lave udspil. Men som i reglen også ønsker at sætte fingeraftryk på politikken.
Intern frustration
Værst for de konservative er den uforløste skuffelse over en nedtur, som blev så brat, at den savner sidestykke: I de bedste målinger før valget fik de konservative opbakning fra mere end 16 procent af vælgerne. I samme periode blev Pape kåret som landets mest troværdige og populære partileder. Men alt blev sat over styr i valgkampen.
Oven i denne afgrundsdybe skuffelse er mange konservative kandidater og partifolk dybt frustrerede over, at deres parti missede en historisk mulighed. De var overbeviste om, at de ved dette valg kunne rykke et afgørende skridt tættere på Poul Schlüters gyldne epoke som konservativ statsminister i 1980’erne.
Siden Poul Schlüters afgang har de konservative ganske vist oplevet perioder med både vælgermæssig fremgang og harmoni internt, ligesom partiet har været i regering i flere omgange. Men de har konstant været lillebror til Venstre, der har leveret statsministrene, i skikkelse af Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, til skiftende borgerligt-liberale regeringer.
Håbet hos de konservative var, at Pape denne gang ville bryde mønstret og bringe liste C i front.
Med andre ord er der meget knust porcelæn, der skal samles op fra gulvet. Derfor er det også afgørende, at Pape i disse dage og uger signalerer, at han er parat til en grundig evaluering af de ting, der er gået galt. Især fordi han selv bærer en stor del af ansvaret for, at partiets valgkamp endte i grøften.
Det signal har han også forsøgt at sende på de indre linjer. I et brev til sine partifæller – som dagbladet Politiken kunne referere tirsdag – erkender han, at hans fejl kom til at koste dyrt. Det gælder blandt andet de skiftende forklaringer, han kom med om sin eksmands baggrund og religion samt hans uklare beskrivelse af de møder, som han havde med politikere i Den Dominikanske Republik under en ferie.
”Jeg fik ikke forklaret sagen hverken grundigt nok eller tidligt nok, og det trak omtalen ud, og derfor har min ageren kostet opbakning til partiet,” skriver Søren Pape i brevet.
Her fastslår han også, at han ønsker at bringe partiet tilbage på sporet.
Kan Pape gøre det igen?
”Ingen har lært lektien mere end mig. Ingen vil arbejde hårdere for at genrejse os. Den opgave er mit ansvar, og jeg tager den selvfølgelig på mig som formand for vores fælles parti,” skriver han.
Ikke desto mindre koger frustrationerne under overfladen, for i andre sammenhænge har Pape nedtonet alvoren af nederlaget, og på interne debatfora hos de konservative klages der over, at indlæg fra kritiske partifæller bortcensureres.
Konservative koryfæer som den tidligere formand og minister, Per Stig Møller, har efterlyst en ærlig analyse af, hvad der gik galt i valgkampen. Det samme har skuffede kandidater, der ikke blev valgt til Folketinget. Enkelte forlanger allerede formandens afgang.
Udefra har iagttagere peget på, at de konservative byggede en alt for stor del af deres valgkamp op på Søren Pape Poulsens popularitet. Derfor var partiet sårbart, da Pape kom i problemer. Andre har kritiseret, at partiet satsede for ensidigt på at udstille Mette Frederiksen som en magtfuldkommen statsminister – uden at det gjorde det store indtryk på vælgerne.
Endelig er partiets skatteplan blevet kritiseret heftigt, blandt andet af markante venstrefolk, som mener, at udspillet har sendt vælgere fra blå til rød blok.
I den kommende tid skal Søren Pape Poulsen mestre en svær balanceakt.
Først skal han sørge for, at årsagerne til nederlaget belyses, men uden at debatten skaber mere uro.
I næste omgang skal han finde en ny position til sit parti i et stærkt forandret politisk landskab, hvor de konservative ironisk nok er blevet en endnu mindre lillebror i blå blok. Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne er større, og selv om Venstre har måttet sige farvel til halvdelen af folketingsgruppen, er partiet stadig størst.
Pape har tidligere vist, at han kunne løfte sit parti. I den kommende tid vil hans forsøg på at genrejse de konservative blive ledsaget af dette spørgsmål: Kan han gøre det igen? Og det farlige er, at spørgsmålet nu stilles af flere af hans partifæller.