Radikale Venstre skærper sin modstand mod planen om at oprette et asylcenter i Rwanda. Det bringer partiet længere væk fra S-regeringen og VK-partierne. Og det bliver endnu sværere for De Radikale at få opfyldt drømmen om at komme i regering.
De Radikale havde sendt sig selv ud i ”ligegyldighedens ingenmandsland”.
Sådan lød budskabet, da Jens Rohde i januar 2021 forlod Radikale Venstre. Han kritiserede partiet for at føre en nærmest permanent aktivistisk valgkamp, der spærrede vejen til midten af dansk politik og desuden gjorde det umuligt at indtage partiets gamle yndlingsrolle som kongemager.
I samme ombæring begræd han, at partiet ikke kunne samarbejde med V, K eller S i udlændingepolitikken, og han beklagede ligeledes, at det var kørt ud ad en tangent i debatten om klima og MeToo.
På vej ud af Folketinget har Jens Rohde netop sendt et nyt missil afsted mod sine tidligere kolleger.
I et interview i Berlingske anklager han De Radikale for at have ageret uansvarligt, da partiet før sommerferien vedtog, at det vil vælte statsminister, Mette Frederiksen, hvis hun ikke har udskrevet valg senest 4. oktober. Han mener, at det er lodret forkert at holde valg i en tid med krig i Europa, stigende priser på fødevarer og energi samt en reel frygt for, at flere økonomier har kurs mod recession.
Hør seneste afsnit af Radio4’s politiske program ‘Mandat’ med Thomas Larsen og Pernille Rudbæk her: (Analysen fortsætter herunder)
”Vi er løbet ind i den perfekte storm. Nu kommer der så et folketingsvalg til oktober, og så risikerer vi et så grumset folketing, at regeringsforhandlingerne kan komme til at strække sig langt ud i fremtiden,” siger Jens Rohde til avisen og fortsætter: ”Havde det ikke været for det der radikale stunt, så havde der jo været et samarbejdende folketing. Så havde det været logisk for enhver, at der ikke burde udskrives valg på nuværende tidspunkt.”
I interviewet langer han ud efter Sofie Carsten Nielsen, som var rejst til sit hus i Frankrig, da beslutningen om at udløse et valg blev taget. Set med Rohdes øjne var det ”toppen af magtfuldkommenhed”, at hun var taget på ferie i en så afgørende situation – selv om hun deltog virtuelt i mødet med sine partifæller.
Ikke overraskende er Jens Rohdes kritik blevet afvist af De Radikale.
Partiets politiske ordfører, Andreas Steenberg, mener, at håndteringen af kriserne netop er en af årsagerne til, at det vil være godt med et valg for at få renset luften. De Radikale håber, at valget vil bane vej for en regering med røde og blå partier, for set med radikale øjne vil en bred regering bedst kunne tage livtag med kriserne.
På Christiansborg skaber det dog undren, at De Radikale tror, at der venter en bred regering efter valget, for hverken i blå eller rød blok sætter man ret mange penge på dét udfald. Reelt er det alene Sofie Carsten Nielsen og Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne, der for alvor er stærkt optaget af den løsning.
Derudover har de fleste svært ved at se, hvordan De Radikale har tænkt sig at komme med i en ny regering, eftersom partiet i disse dage er i gang med at skærpe sin modstand mod regeringens plan om at oprette et asylcenter i Rwanda.
Radikale Venstre har tidligere fastslået, at det ikke vil støtte en regering, der opretter centret. Men nu lyder det, at partiet ikke vil støtte en regering, der ”arbejder for” et center, som spontane asylansøgere skal overføres til, hvis de af egen drift når frem til Danmarks grænser.
Dermed har De Radikale strammet skruen i forhold til Enhedslisten og SF, som også er imod et asylcenter i Rwanda, men som gerne vil undgå en åben konflikt med S-regeringen her og nu. Især fordi de to partier fortsat ikke føler sig sikre på, at centret bliver realiseret.
Årsagen til den radikale stramning skal findes i det besøg, som udlændingeminister, Kaare Dybvad Bek, og udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, forleden aflagde i Rwanda. Her lod de lokale myndigheder forstå, at de gerne vil modtage asylansøgere fra Danmark, og det fik øjeblikkeligt Radikale Venstre til at skærpe sin trussel mod regeringen.
Speak softly – but carry a big stick
Problemet for De Radikale er, at Venstre og De Konservative støtter tanken om et center uden for Danmarks grænser, hvis det vel at mærke kan lade sig gøre i praksis. Dermed er De Radikale igen havnet på en position i udlændingepolitikken, hvor partiet nok kan true Socialdemokratiet – men mangler et reelt alternativ.
I blå blok vil Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne af al magt bekæmpe, at De Radikale får mulighed for at svække en ny borgerlig regerings udlændingepolitik. De vil sætte foden hårdt ned, hvis Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen så meget som overvejer at indgå en studehandel med De Radikale.
Med sin skærpede modstand mod asylcentret i Rwanda risikerer Radikale Venstre at skubbe sig længere væk fra deltagelse i en ny regering. Og dermed er partiet, ufrivilligt, ved at gentage aktivismen tilbage fra valget i 2019, der nok gav mange stemmer, men som også sendte partiet langt væk fra regeringskontorerne.
Set fra sidelinjen er det som om den radikale ledelse igen og igen glemmer et af Niels Helveg Petersens gamle yndlingscitater, der lød: ”Speak softly – but carry a big stick.”
Den afdøde radikale leder var bestemt ingen engel, og han blev blandt andet dybt involveret i S-formand Svend Aukens fald og i at gøre Poul Nyrup Rasmussen til socialdemokratisk statsminister, præcis som Helveg 10 år forinden havde været kraftigt medvirkende til at gøre Poul Schlüter til konservativ statsminister.
Men pointen er, at Niels Helveg Petersen forsøgte at bevare et køligt blik på de realpolitiske rammer, ligesom han prøvede at balancere sit partis krav mod muligheden for at få ægte indflydelse. Endelig havde han og de øvrige radikale partifæller dengang en reel mulighed for at skifte side.
I dag er hverken blå eller rød blok ret interesseret i at få Radikale Venstre som regeringspartnere, og partiets mange højlydte trusler synes efterhånden mest af alt at understrege dets afmagt.
Måske ændrer det sig på valgnatten. Hvis ikke? Ja, så får De Radikale en del at tale om.