Blogartikel

Herlufsholmsagen ridser den royale lak

Klumme af Thomas Larsen, politisk redaktør på Radio4

Kronprinsparret vil – ”som det ser ud nu” – lade prins Christian fortsætte på den kritiserede kostskole Herlufsholm, hvor han efter ferien vil få følgeskab af prinsesse Isabella. Mange vil være uenige i den beslutning.

Da Royal Run forleden blev afviklet rundt om i Danmark, deltog mere end 90.000 danskere, og undervejs spredte kronprinsparret og deres fire børn både begejstring og glæde blandt løberne og tilskuerne langs ruten.

I slipstrømmen på begivenheden lod kongehuset onsdag forstå, at prins Christian efter sommerferien vil fortsætte på kostskolen Herlufsholm, hvor han også vil kunne sige velkommen til lillesøster, prinsesse Isabella.

Overfor Ekstra Bladet fastslog kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at ”som det ser ud nu, er der ingen ændringer i forhold til de kongelige børns skolegang.” Med andre ord: Prins Christian og prinsesse Isabella har direkte kurs mod kostskolen trods den massive kritik, som har været rejst af skolen efter TV2’s opsigtsvækkende og ekstremt sete dokumentarudsendelse.

“Dybt rystede”

Som bekendt afslørede tv-programmet alvorlig mobning og krænkelser af flere elever, ligesom udsendelsen blotlagde en kultur, som kronprinsparret selv tog skarpt afstand fra og erklærede sig ”dybt rystede” over.

I en usædvanlig direkte meddelelse, som kongehuset sendte ud til offentligheden, skrev kronprinsparret: ”Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om en krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt”.

De skrev også, at de som forældre forventede, at Herlufsholm effektivt ville sikre ”en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet.” Endelig fastslog de, at de ”i den kommende tid vil følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige”.

Det var en meddelelse, som kun kunne læses som et vink med en vognstang til skolen om, at der skulle gøres noget. I modsat fald lå det i luften, at prins Christian næppe ville fortsætte på skolen, ligesom prinsesse Isabella ikke skulle starte på skolen efter sommerferien.

Bemærkelsesværdig beslutning

Set i det lys er det bemærkelsesværdigt, at kongehuset lader forstå, at kronprinsparrets to ældste børn kommer til at gå på skolen efter ferien. Lægger man mærke til ordvalget, kan man også fornemme, at man bag Amalienborgs tykke mure er klar over, at det er en problematisk sag.

Kommunikationschefen har tydeligvis vejet sine ord på en guldvægt. Når hun bruger udtrykket, ”som det ser ud nu”, kan det kun forstås som en gardering, der åbner en udvej for, at kronprinsparret kan omgøre sin beslutning, hvis det bliver nødvendigt.

Årsagen er formentlig en erkendelse af, at kronprinsparret vil stå i en uholdbar situation, hvis der dukker nye mobbe- eller krænkelsessager op. Både omfanget og alvoren af sagerne er ved at blive undersøgt af skolen selv og af politiet, som af egen drift valgte at reagere efter tv-udsendelsen for at få afklaret, om der er sket straffelovsovertrædelser på skolen.

I kongehuset ved man godt, at mange danskere vil opfatte det som forkert, hvis de to royale børn skal gå på Herlufsholm. På kongehusets hjemmeside, på de sociale medier samt i flere opinionsundersøgelser har mange borgere givet udtryk for, at de netop ikke mener, at de kongelige børn bør gå på Herlufsholm.

Skår i troværdighed

Det er også tydeligt fremgået, at mange har haft svært ved at forstå, hvorfor kronprinsesse Mary – der har kampen mod mobning som en af sine mærkesager – vil lade sine børn gå på Herlufsholm efter blotlæggelsen af de alvorlige sager om mobning, chikane og mistrivsel.

Stribevis af debattører og eksperter har peget på, at hun risikerer at få slået skår af sin troværdighed, og at hun fremover vil få sværere ved at kæmpe kraftfuldt imod mobning, når hun lader sine børn gå på skolen.

Efter afdækningen er der ganske vist sat gang i et stort oprydningsarbejde på skolen. Den tidligere rektor er blevet fyret. Den omdiskuterede præfektordning, hvor ældre elever får et særligt ansvar – og en særlig magt – over for mindre elever, afskaffes. Bestyrelsen har lovet, at kulturen skal forbedres, ligesom skolen har taget initiativ til en advokatundersøgelse, der skal afdække problemerne på skolen og vurdere ledelsens håndtering.

Af den ordknappe besked fra kongehuset er det ikke til at afgøre, om kronprins Frederik og kronprinsesse Mary mener, om skolen har taget de nødvendige skridt til at få rettet op på situationen. Det er heller ikke til at vide, om de tror på, at der indføres en kultur, hvor alle elever ”er trygge og en del af fællesskabet”, sådan som de formulerede det i deres fælles meddelelse.

På kollisionskurs

Om de vil melde klart ud på et senere tidspunkt, står hen i det uvisse. Men man kan roligt gå ud fra, at den manglende forklaring fra kronprinsparrets side er udtryk for, at de selv er klar over, at de er på kollisionskurs med mange danskere.

For kronprins Frederik er det ikke første gang, at han står med en dårlig sag. Da han i sin tid ønskede at træde ind i Den Internationale Olympiske Komité, blev han stærkt advaret mod at gå ind i en organisation, som har været centrum for korruption og dubiøse politiske studehandler. Mange politikere var lodret imod, at han gik ind i IOC, og det udløste en krise mellem kongehuset og Christiansborg, at han ignorerede alle advarsler.

Hans styrke er imidlertid, dengang som nu, at han – sammen med kronprinsesse Mary – har opnået en enorm folkelig popularitet. På en lang række områder er de to i stigende grad trådt i karakter som et respekteret og folkekært royalt team, der synes parat til at stå i spidsen for kongehuset den dag, hvor dronning Margrethe ikke er her længere. Men sagen om Herlufsholm ridser deres ellers pletfri image. For mange danskere vil være uenige i, at de royale børn skal uddannes på og være en del af miljøet på skolen.

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live onsdage kl. 11.05 på Radio4

Læs også

29.05.23

Moderaterne-profil brød reglerne: Trak fortrolige oplysninger om udsatte klienter ud til sig selv

En ny sag rammer nu Moderaternes ordfører for udsatte mennesker, Nanna W. Gotfredsen, der ifølge Ekstra Bladet har brudt reglerne for datasikkerhed. “Jeg begik en fejl,” lyder det fra folketingsmedlemmet.  Mens Moderaternes folketingsmedlem Nanna W. Gotfredsen var suspenderet fra sin rolle som daglig leder i Gadejuristen, begyndte hun i strid med reglerne at hive fortrolige…

Læs mere
27.05.23

Lægeforeningen glæder sig over fokus på flere speciallæger

Det er positivt, at regeringen og Danske Regioner fredag blev enige om, at der skal uddannes flere speciallæger i de områder i Danmark, hvor der er rekrutteringsudfordringer. Sådan lyder det fra Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, dagen efter at en aftale om regionernes – og dermed en stor del af sundhedsvæsenets – økonomi blev indgået. –…

Læs mere
26.05.23

Hvem skal løfte den røde fane efter Mai Villadsen?

Enhedslisten holder årsmøde i weekenden, mens partiet står midt i et vadested. Med Mette Frederiksens SVM-regering forsvandt indflydelsen. Og samtidig skal liste Ø snart gennemføre et svært lederskifte. Da Pelle Dragsted torsdag gæstede Radio4’s politiske magasin ’Mandat’, glædede han sig over, at Enhedslistens frontkvinde, Mai Villadsen, venter barn og har kurs mod en kommende barselsorlov.…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet