Blogartikel

Hvad er din plan når du dør?

Klumme af Sofie Østergaard, vært på Radio4-programmet ’Overskud’

I dag skal det handle om noget, som mange af os ikke synes er sjovt at snakke om. Nemlig døden. Faktum er, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt skal dø, jeg har i hvert fald stadig til gode at få den påstand modbevist.

Heldigvis dør de fleste af os efter et langt og forhåbentlig dejligt liv, men nogle forsvinder for tidligt. Men uanset hvornår vi dør, så er det altså en rigtig god idé at have tænkt lidt over, hvad der skal ske med vores økonomi efterfølgende. Både for vores egen økonomis skyld, men så absolut også for vores pårørendes og efterladtes skyld.

Vi er ikke gode nok til at tage stilling til, hvad der skal ske med vores formuer, uanset størrelse, når vi en dag ikke er her mere. Og det betyder faktisk, at rigtig mange efterladte ender i store konflikter og kriser. Det er den værste tanke for mig. Tænk hvis mine tre børn skulle blive uvenner, fordi jeg ikke har gjort forarbejdet? Så hellere efterlade alt til giraffernes fremtidige fredning og akkurat nul til mine børn, for at sikre et godt indbyrdes forhold.

Jeg er typen, der har skrevet alle mine koder ned til de efterhånden mange forskellige porteføljer og depoter, jeg har rundt omkring. Jeg har så fortalt Sebastian, min kæreste, hvor jeg har samlet det hele i tilfældet af, at jeg en dag forsvinder før ham, uden at have kunnet lave en overlevering. Det er vist at gå med livrem og seler og slet ikke nødvendigt, har jeg fundet ud af.

Sandheden er, at det at få adgang til de forskellige depoter, ikke er det de fleste bøvler med ved dødsfald. Ifølge Anne Broksø fra Ret & Råd København, opdager den ansvarlige for dødsboet alle disse ting ved gennemgang af konti, hvor det jo vil fremgå, at jeg for eksempel har lavet en indbetaling til Nordnet eller et udenlandsk depot. Den vil hun og enhver anden selvfølgelig følge op på.

Nej, det er åbenbart ikke nødvendigt. Der, hvor vi skal sætte ind, det er i forhold til, hvem vi ønsker at efterlade indestående på disse depoter til. Og her kan det faktisk blive lidt kompliceret. Arvereglerne er lidt indviklede, og der er stor forskel på, om vi snakker pension eller frie (opsparet) midler. Tal fra PFA fra 2019 viser, at kun fire procent af deres kunder aktivt har valgt at sætte navn på den eller de personer, som skal arve deres pension, hvis de dør inden pensionsalderen.

Pensionen går til dine nærmeste efterladte, som vil være en samboende, uagtet om I er gift eller ej, hvis I har boet sammen i to år eller på anden vis er tætknyttet og eventuelt har børn. Men hvis man for eksempel. har børn fra tidligere forhold og har fået en ny ægtefælle eller partner, så er det ham eller hende, som arver hele pensionen og ikke børnene fra tidligere. Det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt.

Uden for pensionen er det straks mere kompliceret. I Danmark går 50 procent af alle ægteskaber i vasken efter bare to år og mange flere forhold. (WOW!) Og rigtig mange af os bliver gift op til flere gange. Følger der børn med fra de forliste ægteskaber, er der grund til at have tungen endnu mere lige i munden. Særligt, hvis du ønsker at tilgodese din nuværende ægtefælle ved at vedkommende skal kunne blive boende i jeres fælles bolig. Så står der hurtigt tre børn fra tidligere og banker på, fordi de ønsker deres arv udbetalt. De behøver på ingen måde være idioter af den grund, men loven er sådan, at det er de i deres gode ret til. Jeg gik selv rundt og troede, at hvis Sebastian og jeg bare var gift, så var der styr på det hele MEN, det er der altså ikke nødvendigvis. Der er flere årsager til, at det at være gift ikke er nok i sig selv.

Og så har jeg en lille tilføjelse. Hvad hvis du bliver ramt af en tagsten i hovedet og mister din evne til at varetage din økonomi, men stadig er i live. Eller du bliver dement? Hvem skal i så fald tage sig af dine økonomiske interesser? Det skal du også beslutte dig for, hvis du vil have indflydelse. Så overvej et testamente og en fremtidsfuldmagt.

Det tager ikke lang tid at få styr på det. Snakken om døden og hvad nu hvis, kan være svær, men det er vigtigt, og det skal ikke udskydes for længe, for det kan være dig, ligeså vel som det kan være mig, der går bort i morgen. I ugens afsnit af Overskud er der en masse inspiration og fifs at hente.

Jeg selv var kun lige fyldt 15, da jeg og mine søstre mistede vores mor og min far sit livs store kærlighed og livsmakker. Det skete meget pludseligt, og fra den ene dag til den anden var verden forandret. Heldigvis havde mine forældre styr på økonomi-delen. Jeg tør ikke tænke på, hvis min far oven i alt det andet med at tage sig af tre døtre, holde hus og have og styre sin virksomhed, havde været nødt til at rykke vores rod op og flytte til en anden bolig. Da vi flere år efter min mors død flyttede, var jeg stadig slet ikke klar til at rykke fra vores barndomshjem. Det hjem jeg havde delt med min mor. Og på det tidspunkt var det endda min fars egen frivillige beslutning. Derfor kan jeg love dig for, at vi i min nuværende familie har lavet en plan, så vi i hvert fald ikke skal tænke på den del, skulle uheldet være ude. Og det giver mig en tryghed!

Læs også

29.05.23

Moderaterne-profil brød reglerne: Trak fortrolige oplysninger om udsatte klienter ud til sig selv

En ny sag rammer nu Moderaternes ordfører for udsatte mennesker, Nanna W. Gotfredsen, der ifølge Ekstra Bladet har brudt reglerne for datasikkerhed. “Jeg begik en fejl,” lyder det fra folketingsmedlemmet.  Mens Moderaternes folketingsmedlem Nanna W. Gotfredsen var suspenderet fra sin rolle som daglig leder i Gadejuristen, begyndte hun i strid med reglerne at hive fortrolige…

Læs mere
27.05.23

Lægeforeningen glæder sig over fokus på flere speciallæger

Det er positivt, at regeringen og Danske Regioner fredag blev enige om, at der skal uddannes flere speciallæger i de områder i Danmark, hvor der er rekrutteringsudfordringer. Sådan lyder det fra Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, dagen efter at en aftale om regionernes – og dermed en stor del af sundhedsvæsenets – økonomi blev indgået. –…

Læs mere
26.05.23

Hvem skal løfte den røde fane efter Mai Villadsen?

Enhedslisten holder årsmøde i weekenden, mens partiet står midt i et vadested. Med Mette Frederiksens SVM-regering forsvandt indflydelsen. Og samtidig skal liste Ø snart gennemføre et svært lederskifte. Da Pelle Dragsted torsdag gæstede Radio4’s politiske magasin ’Mandat’, glædede han sig over, at Enhedslistens frontkvinde, Mai Villadsen, venter barn og har kurs mod en kommende barselsorlov.…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet