Enhedslisten holder årsmøde i weekenden, mens partiet står midt i et vadested. Med Mette Frederiksens SVM-regering forsvandt indflydelsen. Og samtidig skal liste Ø snart gennemføre et svært lederskifte.
Da Pelle Dragsted torsdag gæstede Radio4’s politiske magasin ’Mandat’, glædede han sig over, at Enhedslistens frontkvinde, Mai Villadsen, venter barn og har kurs mod en kommende barselsorlov.
Omvendt blev han fåmælt, da snakken bevægede sig ind på, hvorvidt Mai Villadsen efter endt barselsorlov skal vende tilbage til rollen som partiets ordfører og leder. Og han blev endnu mindre meddelsom, da han blev spurgt, om han selv kunne tænke sig at stå i spidsen for Enhedslisten.
At Dragsted ikke svarede klart, er forståeligt. For debatten om ledelsesskiftet er følsomt.
Sagen er ikke desto mindre, at Mai Villadsen falder for Enhedslistens rotationsprincip, som betyder, at man kun kan være valgt til Folketinget i en vis periode, inden man ifølge vedtægterne er tvunget til at vige pladsen.
Berygtet og beundret princip
Rotationen er berygtet, for den medfører, at dygtige politikere ryger ud, netop som de har samlet dyrebar erfaring og er på toppen af deres ydeevne. Men ordningen er også berømt og beundret, fordi partiet konstant har kunnet fostre slagkraftige talenter til at tage over. Lige fra Johanne Schmidt-Nielsen over Pernille Skipper til Mai Villadsen.
Denne gang ser skiftet dog vanskeligt ud.
Dels skal partiets tilhængere måske vænne sig til, at den næste leder slet ikke er en markant ung kvinde, men derimod en snart midaldrende mand i skikkelse af Pelle Dragsted, som indtil videre toner frem som den stærkeste kandidat til at efterfølge Mai Villadsen.
Dels står Enhedslisten midt i et vadested, hvorfra det er svært at udstikke den videre kurs for partiet.
Interessant nok har Pelle Dragsted været med på hele partiets rejse i nyere tid, og derfor ved han også, at de næste pejlemærker, der skal opsættes for partiet, vil få meget stor betydning.
Hør, hvad Pelle Dragsted siger om Enhedslistens vej tilbage til indflydelse, i ‘Mandat’ (analysen fortsætter herunder)
I et tæt makkerskab med Johanne Schmidt-Nielsen var Pelle Dragsted med til at modernisere Enhedslisten i en tid, hvor markante medlemmer af folketingsgruppen helst gik klædt i en rustik islandsk sweater året rundt, hvor ethvert kommuniké gerne skulle være på mindst 20 tætskrevne sider med svulstigt revolutionært sprogbrug, og hvor man betragtede resten af verden fra toppen af en barrikade, mens man svingede de røde faner i vinden. Sagt en smule fortegnet.
I fællesskab fik Nielsen og Dragsted ryddet op i snørklede interne arbejdsgange, de fik professionaliseret kommunikationen, og Johanne Schmidt-Nielsen blev udadtil ansigtet på alle forandringerne, der trak vælgere til. Men mest betydningsfuldt førte de skridt for skridt partiet tættere på indflydelse. Linjen blev senere fortsat under Pernille Skipper og Mai Villadsen med Pelle Dragsted som diskret tovholder, hvad enten han befandt sig på eller uden for Christiansborg.
Partiets forsøg på at arbejde sammen med Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering fra 2011 blev ganske vist en gedigen fiasko. Enhedslisten var lodret imod den økonomiske politik, som den socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, og den radikale økonomiminister Margrethe Vestager blev eksponenter for.
Da Mette Frederiksen blev statsminister i 2019, var Enhedslisten langt bedre forberedt på at indlede et nyt samarbejde med en S-ledet regering. Partiet mødte samtidig en S-formand, som – i hvert fald på det tidspunkt – var indstillet på at arbejde sammen med sit parlamentariske bagland. Det gav sig blandt andet til udtryk i det forståelsespapir, der blev forhandlet på plads efter valget, og som var med til at sikre Enhedslisten konkret indflydelse.
“Himmelråbende dumt og forkert”
I et historisk perspektiv blev samspillet med Mette Frederiksens smalle S-regering en guldalder for Enhedslisten, når det handlede om at skabe resultater. Men epoken blev kort. Den sluttede på valgnatten 1. november sidste efterår, da Mette Frederiksen målrettet gik i gang med at bane vej for sin flertalsregering.
Set med Mai Villadsens øjne har Mette Frederiksen begået en historisk fejltagelse ved at gå i regering med Venstre og Moderaterne. ”Jeg mener, det er himmelråbende dumt og forkert, det, Socialdemokratiet har gang i. Og jeg tror virkelig, at det kommer til at stå i historiebøgerne som en meget stor fejltagelse,” lød det fra Mai Villadsen i et interview med Ritzau før årsmødet.
De skarpe udfald fra Villadsen kan dog ikke skjule, at Enhedslisten også er presset.
Strippet for indflydelse drømmer traditionalisterne i partiet om at vende tilbage til en mere hård og uforsonlig protestlinje, mens folk som blandt andet Pelle Dragsted mener, at det vil være en fejltagelse at søge tilbage til barrikaderne.
Jo, der er nok grund til at intensivere kritikken af S, men Enhedslisten skal ikke sætte kurs mod fortiden. Pelle Dragsted – og hans ligesindede – mener tværtimod, at de senere år har vist, at partiet fortsat skal forny sig. For eksempel blev partiet fanget på det forkerte ben med dets bastante modvilje mod NATO og skepsis over for EU, da Rusland sidste år invaderede Ukraine, og da NATO og EU pludselig blev helt afgørende faktorer i den livsvigtige støtte til ukrainerne.
Midt i disse aktuelle diskussioner om partiets strategi og identitet har Enhedslisten kurs mod et lederskifte. Ingen siger det direkte, men Mai Villadsen kommer næppe til at drage på barsel og dernæst vende tilbage til posten som politisk ordfører. Hendes efterfølger skal have tid til at blive kørt ind og blive kendt hos vælgerne i god tid inden næste valg. Derfor er et skifte også tættere på, end omverdenen aner.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live torsdage kl. 11.05 på Radio4.