Blogartikel

Investering er lig med gambling, eller er det?

Klumme skrevet af Sofie Østergaard, vært på Radio4's 'Overskud'

Antallet af aktiehandler blev fra 2019 til 2020 næsten fordoblet herhjemme under corona-nedlukningen. Jeg har ladet mig fortælle, at mange af dem, der ikke har kunnet oddse på fodboldkampe, tage på kasino eller trække i den enarmede tyveknægt, i stedet har oprettet en portefølje og meldt sig på banen med penge i aktiemarkedet. Hvorfor har de det?

Jeg er temmelig sikker på, at de formentlig kan nikke genkendende til min overskrift. Og jeg kan også helt klart selv se ligheder mellem den følelse, jeg får, når jeg går på kasino, og når jeg sidder med min portefølje med enkeltaktier og overvejer, hvad jeg skal købe og sælge.

MEN, hvor meget ’gambling’, man ønsker at lave med sine investeringer, er helt op til den enkelte investor.

For mit eget vedkommende har jeg indrettet mine investeringer således, at jeg har et relativt sikkert fundament, og så har jeg en del, som er øremærket til en større risiko og gambling. For jeg elsker at gamble. Jeg er en aktietøjte, som vi kalder det i mit radioprogram ”Overskud” på Radio4.

Følelsen af at have udvalgt en aktie, følge den nøje, købe den og se den stige i værdi i min portefølje, er ganske enkelt magisk og kan let sidestilles med at ramme 21 på rouletten, som er det tal, jeg altid spiller. Det er klart, at hvor de store gevinster kan hentes, lurer det store tab også rundt om hjørnet. Men risikoen for tab øger jo også gevinstens glæde, og det er vel egentlig det følelsesmæssige indbegreb af gambling.

“Det er drømmen om den store gevinst ’Tænk hvis jeg vandt’… Den har alle jo gemt et eller andet sted indeni.”

Jeg synes ikke, at der er noget galt i at gamble med sine egne penge, og man kan sagtens være en fornuftig gambler. Det vigtige er selvfølgelig, at vi ikke gambler med mere, end vi kan tåle at miste. Om jeg så bruger mine gamblingpenge på tombolaen i Tivoli, bamsemaskinen i Dinos Legeland, kasinoet eller på mine aktier, det er jo så mit eget frie valg.

Det handler selvfølgelig om at finde sin egen vej igennem investeringsverdenen, få lavet sin egen investeringsprofil og ikke mindst finde ud af, hvor risikovillig, man er som individ. Jeg har ladet mig fortælle, at hvis du er typen, der i ny og næ smutter over for rødt på gåben, er du også mere risikovillig. Jeg har afprøvet tesen på mange, og jeg tror faktisk på at den holder.

Der er ingen tvivl om at enkeltaktier, shorting og gearing er mere i den risikobetonede ende af skalaen inden for investering og her kan nærmest alle blive enige om, at det er at gamble. Jeg gør mig slet ikke i hverken gearing eller shorting. Og så alligevel. Jeg har investeret i en fond, som er baseret på gearing. Men jeg har ikke selv den fornødne viden, som skal til, for at springe ud i det på egen hånd, og medmindre jeg lige pludselig får 30 timer i døgnet, så vil det forblive sådan. Det er alligevel – aktietøjte eller ej – for risikabelt for mig.

Selv hvis du vælger de mere sikre foreninger, ETF’ere, fonde eller indekser uden gearing, hvor risikoen for at tabe din investering er mindre, er den fortsat til stede. Du vil aldrig kunne tjene penge på investeringer uden en form for risiko for, at du mister dem – så det er vel gambling?

Jeg har altid selv haft det sådan, at jeg ikke har brug for at vinde den helt store gevinst på mange millioner, men bare en enkelt eller to, så jeg kunne få opfyldt nogle drømme. Dele lidt ud til familie og venner, tage på en vidunderlig rejse og holde en kæmpe fest, men stadig holde fast i en helt almindelig hverdag, hvor det betyder noget at arbejde og tjene penge.

“For det er en fantastisk følelse at tjene penge. At yde et stykke arbejde og få løn for det. Den følelse vil jeg nødigt være foruden. Men et par millioner, det kan man jo altid bruge.”

Og da jeg for nyligt skulle finde råd til drømmehuset, og min kæreste og jeg havde forelsket os lidt over evne, tog jeg mig selv i at købe skrabelodder og sidde uden for kiosken og skrabe dem, i håbet om at de kunne gøre forskellen… Det kunne de desværre ikke.

Jeg vil gerne understrege, at kan du ikke styre din gambling og jagt efter den store gevinst, så skal du selvfølgelig søge hjælp. En anden ting som vi alle også skal have in mente, særligt de nye investorer, som ikke bærer historiske nedture i erfaringen, er, at aktiemarkedet den seneste tid, eller rettere de seneste år (med en enkelt undtagelse) kun er gået en vej: Opad. Det er ikke retvisende, og vi må forvente, at det ikke fortsætter. Så husk endelig at investere med hovedet og med fremtiden i sigte og ikke på baggrund af succesoplevelser, der er samlet sammen i en atypisk investeringsverden.

Pøj pøj med det, husk at investere med fornuften og gamble med de risikovillige penge.

Hvis du vil vide mere om shorting, aktier og gearing, kan du høre det her  

Læs også

26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere
25.09.23

Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest

Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag. Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag. En ung kvinde og en ung…

Læs mere
23.09.23

Demonstrationer mod brexit i London

Stor demonstration mod brexit i London i dag. Ifølge den britiske avis The Independent var der omkring 3.000 “re-joiners” på gaden, der vil tilbage i EU. De demonstrerede imod, at Storbritannien forlod Den Europæiske Union. Brexit still sucks!’: stod der blandt på nogle af de mange bannere. En spørgeundersøgelse blandt mere end 4.000 af de…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet