Måske kastes der aldrig lys over, om Claus Hjort Frederiksen har røbet statshemmeligheder og brudt loven. Til gengæld står det lysende klart, at kampen om at blive blå bloks statsministerkandidat strammer til.
Det afklares måske aldrig, om forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har overtrådt straffelovens paragraf 109 om at videregive statshemmeligheder.
Torsdag måtte justitsminister Mattias Tesfaye erkende, at et flertal i Folketinget ikke ville ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet. Dermed stod det også klart, anklagemyndighederne ikke ville kunne indlede en retssag mod den tidligere minister.
Det udfald efterlod Claus Hjort Frederiksen i ”mellemfornøjet” tilstand, som han selv formulerede det i et opslag på Facebook. På den ene side var hans familie og han selv naturligvis lettet over, at han ikke skal igennem et langt og opslidende opgør i retten. På den anden side ved Hjort godt, at han ikke er blevet renset via en sejr i en retssag, og at sagen pletter hans eftermæle. Og det er en smertelig erkendelse.
Skyldig eller ej
Mens spørgsmålet om skyld og uskyld blæser i vinden, står det til gengæld klart, at magtkampen mellem Venstre og Konservative er gået ind i en ny fase. Og her spiller netop sagen om Claus Hjort Frederiksen en afgørende rolle, for den har trukket fronterne hårdere op mellem de to partier.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og de øvrige borgerlige partiledere nåede alle relativt hurtigt frem til en fælles konklusion. De mente ikke, at man kunne bede Folketingets medlemmer om at opløse Claus Hjort Frederiksens immunitet, når det kun var lederne af partierne, som kunne få en fortrolig orientering fra justitsminister, Mattias Tesfaye, om, hvad sagen mod Hjort gik ud på. Dermed var medlemmerne af Folketinget henvist til at stemme i blinde, som Ellemann har beskrevet det, og det ville et flertal af medlemmerne ikke være med til.
Omvendt lagde Søren Pape Poulsen i første omgang mest vægt på, at fortrolige oplysninger med betydning for statens sikkerhed ikke bare skal kunne lækkes af politikere, som bagefter kan gemme sig bag deres parlamentariske immunitet og dermed undgå at blive retsforfulgt. Han mere end antydede, at det ville være problematisk, hvis Folketinget blokerede for en sag, som anklagemyndighederne fandt grundlag for at rejse.
Torsdag formiddag valgte han dog at støtte de øvrige blå partiledere og støtte argumentet om, at det er uholdbart at bede medlemmerne af Folketinget om at opløse Claus Hjort Frederiksens immunitet – når de reelt ikke kendte anklagerne mod ham. Dermed var et opsigtsvækkende politisk U-sving en realitet, og Pape havde effektfuldt bevist sandheden i ordene fra den tidligere socialdemokratiske statsminister, Jens Otto Krag, der engang sagde: Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt.
Slingrekurs
Med sin kovending fik Pape slået skår af sin troværdighed – men han medvirkede til gengæld til at holde sammen på blå blok. Havde han fastholdt sit første synspunkt, ville vreden have været enorm i Venstre, og både Pernille Vermund, Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt ville have anklaget ham for at spille regeringens spil og være villig til at ofre Claus Hjort Frederiksen.
Spørgsmålet er imidlertid, om Pape kan regne med, at roen nu er tilbage?
Umiddelbart er svaret nej. For følger man de aktuelle journalistiske fortællinger, der publiceres om de seneste dramatiske døgn på Borgen, handler påfaldende mange af dem om, at Pape har fejlet. Anonyme kilder beretter om, hvordan den konservative leder først var tæt på at underminere den borgerlige enhed, da han signalerede, at han var parat til at ophæve Hjorts immunitet. Ifølge kilderne afslørede Pape sig dernæst som en svag leder, der ikke havde styrken til at stå fast, da de øvrige partiledere lagde pres på ham. Og til slut kommer flere af de anonyme kilder med den dræbende konklusion, at Pape slet ikke har viljen til at være statsminister og stå midt i et stormvejr. Jo, han er grundig, pligtopfyldende og flink, men ikke tilstrækkelig stærk og robust – lyder karakteristikken.
Kritikken er alt andet end tilfældig. For selv om Ellemann og Pape bedyrer, at de har et godt forhold til hinanden, befinder de sig reelt i en benhård rivalisering om at blive den borgerlige statsministerkandidat ved næste valg.
Ny fase i kampen
I lang tid har Pape været i fremdrift, mens Ellemanns første tid som partileder har været kaotisk med voldsomme interne opgør, store profilers farvel og vælgerflugt.
I al den tid har de Konservative omvendt oplevet et så markant vokseværk, at V og K i dag ligger på omtrent samme niveau i målingerne, og undervejs er Søren Pape Poulsens popularitet blandt vælgerne strøget til tops. Det har fået de konservative til at drømme om at stille med Pape som statsministerkandidat ved næste valg – men han har selv nægtet at melde klart ud om, hvorvidt han er kandidat eller ej.
I Venstre har såvel de Konservatives vækst i målingerne som Søren Pape Poulsens manglende melding længe udløst en voldsom irritation. Holdningen er, at den konservative leder reelt er statsministerkandidat, og Venstrefolkene er overbeviste om, at Pape vil udfordre Ellemann, og derfor betragter V-formanden også selv Pape som en statsministerkandidat. Venstrefolkene er til gengæld frustrerede over, at Pape ikke har meldt åbent ud, for dermed kan han ifølge Ellemann & Co. ofte flyve under radaren og slippe for at blive vurderet lige så hårdt af vælgerne og medierne, som det sker for Ellemann.
Kort sagt mener man i Venstre – og til dels også i de øvrige borgerlige partier – at Søren Pape Poulsen har fedtspillet og har haft en lidt for nem tilværelse. Det synes til gengæld at være et overstået kapitel nu, for Hjort-sagen viser indirekte, at kampen mellem V og K om at levere den borgerlige statsministerkandidat fra nu af kun vil blive mere og mere intens.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.
Hør mere om sagen i seneste afsnit af ’Mandat’ her: