Skridt for skridt gør Søren Pape Poulsen sig klar til at melde sig på banen som borgerlig statsministerkandidat. Af samme grund bliver kommunalvalget ekstra vigtigt for Konservative.
Den er IKKE hjemme.
Sådan har det i lang tid lydt fra den konservative leder, Søren Pape Poulsen, før valget til landets kommuner og regioner. Han har lagt en dæmper på forventningerne, når medier har udfrittet ham om det antal borgmesterposter, som de Konservative skal lande for at kunne kalde valget for en succes. Og det har han også gjort, når lokale kandidater og partimedlemmer lufter deres drømme om markant fremgang for liste C.
Den tidligere borgmester i Viborg ved, hvor svært det er at få nøglen til borgmesterkontoret, og selv om han oplever succes på Christiansborg som formand for et parti på vej frem, er han klar over, at vindene hurtigt kan vende. Spørg blot Mette Frederiksen. I løbet af få uger har statsministeren set, hvordan hendes plan for efteråret og hele sit partis afsæt for kommunalvalget er blevet rystet af kulegravningen af minksagen og uroen over de slettede sms-beskeder.
Men selv om han dæmper forventningerne, håber Søren Pape Poulsen, at de konservatives fremgang på landsplan vil slå igennem den 16. november. Ved valget i 2019 fik de Konservative 6,6 procent af stemmerne. I den seneste måling fra Voxmeter er tilslutningen steget til 15 procent, mens Venstre ligger på 14,6 procent.
I andre målinger har Venstre en lille føring. Men faktum er, at Venstre ikke længere er den selvfølgelige storebror og det naturlige borgerlige statsministerparti. Tværtimod har kombinationen af vælgerflugt fra V og vokseværk hos K medført, at de to partier ligger side om side i målingerne.
Søren Pape Poulsens håb er, at de lokale kandidater nu får glæde af den landspolitiske medvind, og at fremgang – sammenholdt med succesrige konstitueringsaftaler – kan føre til flere borgmesterposter end de nuværende otte.
I dag sidder der konservative borgmestre i Frederiksberg, Gentofte, Helsingør, Høje-Taastrup, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Sorø og Vallensbæk. Det er efter Papes mening for få. Og derudover har partiet ikke en eneste borgmester i Jylland og på Fyn. Hvilket nager ham.
Målet er derfor flere gyldne kæder og meget gerne en borgmesterpost vest for Storebælt.
Hvordan det vil gå, ved ingen, men med Mette Frederiksens problemer er den socialdemokratiske valgkamp blevet sværere. Samtidig giver den pludselige genopblussen af minksagen en gylden mulighed for Jakob Ellemann-Jensen til at række ud efter de mange tabte V-vælgere på landet, og det kan betyde, at Venstres tilbagegang bliver mindre end frygtet i partiets hovedkvarter.
Sker det, kan den konservative fremgang omvendt blive knap så stor, og Søren Pape Poulsen er også klar over, at der er en overhængende fare for, at Frederiksberg kan falde efter at have haft konservativt styre i mere end 100 år.
Trods disse udfordringer er det dog svært at forestille sig, at de Konservative ikke går frem og får en fest på valgaftenen. Og netop denne valgfest kan få landspolitiske følger, for dermed vil Pape kunne bygge videre på sin succes og forberede sig på det næste folketingsvalg, som kan blive uhyre afgørende for ham.
Minksagen og de slettede sms-beskeder har givet de blå partiledere tro på, at det faktisk nytter at kæmpe, og at det ikke er en given sag, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister.
I blå blok spænder partilederne heller ikke længere ben for hinanden ved førstgivne lejlighed. I stedet er de begyndt at finde sammen. Deres møder foregår i en mere tillidsfuld atmosfære. Det lykkedes at holde sammen i forhandlingerne om den store politiske aftale om landbrugets bidrag til den grønne omstilling. Og i den kommende tid vil de blå ledere holde tæt kontakt i blandt andet de forhandlinger, der skal resultere i mere arbejdskraft til landets virksomheder.
Men hvem skal sidde for bordenden i blå blok? Indtil nu har det været en given sag, at det skulle Venstres formand. Sådan var det under Anders Fogh Rasmussen. Sådan var det under Lars Løkke Rasmussen. Men sådan er det ikke længere.
Lykkes det for Pape at fastholde sin fremgang, vil han melde sig på banen som statsministerkandidat, og det vil han også kunne gøre – selv hvis Venstre fastholder positionen som det største borgerlige parti.
Ser vi på målingerne over partiledernes position, står Pape langt stærkere end Ellemann. I en Megafon-måling fra september tordnede han ind på førstepladsen som den suverænt mest troværdige leder i danskernes øjne. Nok så væsentligt står Pape også med de bedste chancer for at kunne få støtte fra de øvrige blå partiledere.
Udover V, K, DF, LA og Nye Borgerlige vil det blå hold i næste valgkamp blive tegnet af Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne samt af Isabella Arendt og Jens Rohde fra Kristendemokraterne. For at kunne manøvrere i det felt skal man besidde de egenskaber, som den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter i den grad udfoldede i sine første succesfulde år som regeringschef – det vil sige masser af politisk snilde, lydhørhed og en stålsat vilje til at samle.