Blogartikel

Kun en tåbe stiller ikke de dumme spørgsmål

Klumme af Sofie Østergaard, vært på 'Overskud'

Nogle har let ved at stille spørgsmål. Andre har ikke. Nogle spørger for at blive klogere. Andre for at lyde kloge. Men de dumme spørgsmål? Dem er de fleste af os bange for at stille. Og det er dumt. For de dumme spørgsmål gør dig rigere.

For nogle uger siden var jeg til et forældremøde i min søns 0.klasse. Han er mit ældste barn, så jeg har absolut ingen erfaring som forælder til et skolebarn. Læreren begyndte en indforstået snak om noget med tøj, der skulle placeres i SFO’en på grund af brandfare og noget om, at børnene skulle udenfor i alle frikvarterer, uanset om de så måtte stå i et hjørne i læ for regnen og fryse. Jeg kiggede rundt på de andre forældre, som sad og nikkede. Alle vidste åbenbart, hvad hun talte om.

Det var tydeligvis kun mig, der var sat helt af. Jeg forsøgte at scanne min hjerne efter noget tidligere information, som kunne forklare, hvad læreren omtalte, så jeg også kunne sidde og nikke uden frygten for, at min Villy skulle stå i hjørnet alene derude og fryse og have verdens dårligste mor. Jeg fandt intet.

Foran alle de andre langt mere garvede forældre, rakte jeg hånden op, og tydeligt rød i knolden spurgte jeg, om hun kunne forklare, hvad hun mente, for jeg var sat lidt af. Tålmodigt forklarede hun sig. Og jeg var med.

Forløsningen skete, da to kvinder efterfølgende kom hen til mig og sagde tak. De havde heller ikke fanget, hvad det handlede om. Den ene, som har udenlandske rødder, havde ikke lyst til at spørge på dansk foran alle de andre, da hun følte sig lidt uvant med sproget. Vi blev enige om, at hun i de næste ti år bare skal komme til mig, hvis hun har brug for en til at stille dumme spørgsmål.

Jeg har nemlig for længst forliget mig med at stille dumme spørgsmål. For når det kommer til økonomi og investering, mener jeg, at de dumme spørgsmål er absolut nødvendige, for det er dem, der kan gøre dig rigere. Derfor har jeg også i mit radioprogram ”Overskud” på Radio4 lavet en pagt med lytterne om, at jeg stiller de dummeste spørgsmål, så alle er med.

Hver gang jeg har været i banken for at optage et nyt lån, har jeg for eksempel stillet dumme spørgsmål. Jeg har helt sikkert spurgt om det samme flere gange, men visse ting hænger bare ikke fast i min hjerne. Men når jeg har spurgt ind til kurser og renter, og talt om for og imod med min bankrådgiver, er jeg for eksempel i stand til at vælge det rigtige lån ud fra mine behov. For de færreste af os passer ind i bankens excelark, når det kommer til stykket. Det perfekte lån for dig, passer nødvendigvis ikke til mig.

Vi gik for eksempel og troede, at vi skulle lægge vores lån om efter sommerferien, hvor vi havde fået en ny vurdering af huset efter at have renoveret kælderen. Det havde været planen fra begyndelsen, så vi glædede os til at kunne undgå at afdrage og få lidt mere luft i økonomien. Det var en no-brainer. Men da jeg fik stillet de dumme spørgsmål i banken og på den måde sat mig ind i sagerne, viste det sig, at det slet ikke var det bedste for vores økonomi på sigt. Vi afdrager derfor lidt endnu og ser tiden an.

Et andet sted, hvor mine dumme spørgsmål har givet pote, var ved oprettelsen af min aldersopsparing. Jeg tog kontakt til banken og fik hurtigt et depot. Men da jeg spurgte lidt ind til, hvad jeg egentlig kunne investere den i og stødte på bankens få kassemuligheder med ret høje årlige omkostninger, droppede jeg hurtigt den idé og oprettede en månedsopsparing et andet sted. Jeg er sikker på, at den løsning på sigt gør mig rigere!

Det er først, når vi tør stille de dumme spørgsmål til vores bankdamer og mænd, at vi rigtig forstår, hvad de snakker om. Hvorfor er vi så bange for at fremstå dummere, end for eksempel bankrådgiveren, som man må formode har en del års erfaring med netop at forstå kurser, renter, obligationer og aktiekurser?

Jeg har faktisk haft en god snak med min bankdame om netop de dumme spørgsmål, som jeg også siden hen har vendt med flere af de rådgivende eksperter, jeg har haft på besøg i mit radiostudie, og svaret er det samme hele vejen rundt: Der findes ingen dumme spørgsmål, er deres første reaktion. Hvilket jo er løgn, det ved alle, der er over 12 år gamle.

Men dernæst har de alle svaret, at de gerne vil have de dumme spørgsmål. Og jeg tror faktisk på dem, når de forklarer, at de ønsker, deres kunder tager aktivt stilling. For det er ofte afgørende valg, som de skal hjælpe os med at træffe. Valg, der kan have store konsekvenser, hvis de viser sig at være forkerte.

Og så kan jeg da godt forstå, at det er rarere at sidde over for en kunde, som virkelig forstår konsekvenserne af valget af lånet, forsikringen eller pensionen og træffe en beslutning sammen. På den måde er rådgiveren heller ikke lige så stor en fejlrådgivende lort, når det går galt. Det er i hvert fald svært udelukkende at bebrejde rådgiveren for et forkert valg, og det må da være dejligt for dem.

For mig hjalp det den dag, hvor jeg sagde til mig selv, at det jo er super fair, at min bankdame ved mere om bank og økonomiting, end jeg gør. Så ved jeg mere om en del andre ting, end hun gør. Og med det fasttømret i mit hoved, er det altså lettere at stille de dumme spørgsmål, uden selv at føle sig dum.

Så hey, skal vi ikke bare blive enige om at være os selv, at sænke skuldrene og spørge om alt, hvad vi ikke helt forstår, næste gang vi skal blive klogere på noget? Vi danner fælles front – DE DUMME SPØRGSMÅL LÆNGE LEVE!

For alles skyld, ikke mindst vores økonomi!

 

Sofie Østergaard er 39 år og vært på Radio4-programmet ‘Overskud’, hvor hun hver uge sammen med en række forskellige gæster giver gode råd om investering og tips til privatøkonomien.

Derudover har Sofie Østergaard også været tv-vært på DR-programmer som Guld i Købstæderne, MGP 2016 og 2017, Danmarksindsamlingen, Spis og Spar samt Versus.

Læs også

27.05.23

Lægeforeningen glæder sig over fokus på flere speciallæger

Det er positivt, at regeringen og Danske Regioner fredag blev enige om, at der skal uddannes flere speciallæger i de områder i Danmark, hvor der er rekrutteringsudfordringer. Sådan lyder det fra Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, dagen efter at en aftale om regionernes – og dermed en stor del af sundhedsvæsenets – økonomi blev indgået. –…

Læs mere
26.05.23

Hvem skal løfte den røde fane efter Mai Villadsen?

Enhedslisten holder årsmøde i weekenden, mens partiet står midt i et vadested. Med Mette Frederiksens SVM-regering forsvandt indflydelsen. Og samtidig skal liste Ø snart gennemføre et svært lederskifte. Da Pelle Dragsted torsdag gæstede Radio4’s politiske magasin ’Mandat’, glædede han sig over, at Enhedslistens frontkvinde, Mai Villadsen, venter barn og har kurs mod en kommende barselsorlov.…

Læs mere
26.05.23

Socialdemokratisk lokalformand forstår vælgerflugt

Socialdemokratiet bløder vælgere i en ny meningsmåling, som megafon har lavet for TV2. Regeringspartiet står kun til 19 procent af vælgerne, hvis der var valg i dag. Vælgertilslutningen har aldrig været lavere under den nuværende formand, statsminister Mette Frederiksen. Men den manglende tilslutning fra vælgerne kommer ikke bag på Vagn Juhl-Larsen, lokalformand for Socialdemokratiet i…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet