Blogartikel

Mange faldgruber venter Ellemann ved comeback

Analyse af Thomas Larsen, politisk redaktør på Radio4

I Venstre glæder de sig til den 1. august og Jakob Ellemann-Jensens tilbagevenden. Men lettelsen over meldingen fra formanden kan ikke skjule, at han skal løfte en frygtindgydende opgave.

Der venter næppe et triumftog, når Jakob Ellemann-Jensen efter planen vender tilbage til SVM-regeringen, Forsvarsministeriet og Christiansborg den 1. august.

I Venstre er der glæde over, at formanden har meldt sig klar. Usikkerheden om hans fremtid er overstået – i hvert fald for nu – og mange glæder sig til at se ham i formandsstolen og til at møde ham, når han til efteråret skal på turné i baglandet. Mange Venstrefolk har været glade for, hvor overbevisende Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen har løftet rollen som vikarer. Men de har også været sig smerteligt bevidste om, at deres formand har været ude af stand til at lede partiet.

Hør mere om Ellemans comeback i ugens ‘Mandat’

I regeringstoppen ser statsminister, Mette Frederiksen, og udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, også frem til at få Ellemann tilbage. Med sit fravær har V-formanden været med til at give SVM-regeringen en vaklende start. Og så skal man heller ikke tage fejl af, at Frederiksen og Løkke ved, at det er afgørende for regeringens overlevelse, at V kommer i kampform og ikke mindst i bedre samklang med de borgerlige vælgere, som mener, at Ellemann begik forræderi ved at gå i regering med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Kort sagt venter der en lang og stenet vej, når Ellemann skal i gang med sit comeback.

Skal man tage de positive briller på, kan han glæde sig over, at hans folketingsgruppe, organisation og bagland har været loyale. Selvfølgelig har der lydt advarsler om, at han ikke kunne være væk for evigt. Naturligvis har flere peget på sommeren som den seneste deadline for Ellemann. Det er nok også et godt gæt, at flere har gjort det klart for Ellemann, at han var nødt til at melde ud om sin fremtid. Men når det er sagt, har opbakningen til ham været imponerende stålsat i partiet.

Frygtindgydende udfordringer venter

Derudover er det godt nyt for partiet, at Lose og Lund Poulsen så tydeligt er trådt i karakter. Målinger har vist, at danskerne har fået et positivt syn på de to. Og det er også værd at bemærke, at talenter fra næste geled – især Morten Dahlin og Marie Bjerre – er trådt frem som profiler.

Hvis Ellemann er klog, bør han arbejde på, at Venstre fremover i højere grad bliver båret af et hold. Han vil ikke kunne løfte opgaven selv, og han får i forvejen nok at gøre med at reparere sit eget image – for målingerne viser nemlig også, at han selv står i lav kurs hos mange danskere. Hvis han kan komme til at stå i spidsen for en mere kraftfuld holdopstilling, vil det derfor ikke kun være godt for ham selv, men for hele partiet.

Men selv hvis Ellemann kommer tilbage i fysisk og mental topform – og selv hvis han får hjælp af stærke partifæller – kan det ikke skjules, at udfordringerne er frygtindgydende.

En af hans vigtigste opgaver handler om at få overbevist vælgerne om, at han traf den rigtige beslutning ved at gå i regering med Socialdemokratiet og acceptere Mette Frederiksen som chef. Han skal også bevise, at Venstre gør en forskel i regeringen og kan bane vej for de reformer, som V vil have gennemført.

Han skal steppe direkte ind i regeringens topledelse, hvor Frederiksen, Løkke og Ellemann skal forme flere af regeringens vigtigste signaturprojekter, herunder målet om at afbureaukratisere og frisætte den offentlige sektor. Hvilket foreløbigt kun er en stor vision – uden en konkret plan.

Som medlem af regeringsledelsen skal han desuden forsøge at arbejde sig væk fra rollen som en junior, der står i skyggen af to stærkere seniorer i skikkelse af Mette Frederiksen og Lars Løkke.

Nedtællingen i gang

Tilbage i Forsvarsministeriet skal han være med til at genrejse et nedslidt og økonomisk udsultet Forsvar, hvilket bliver en enorm opgave. På grund af sin lange sygeorlov må han i første omgang se til fra sidelinjen, mens det bliver Troels Lund Poulsen, som i den kommende tid forhandler de overordnede rammer for forsvaret på plads.

Endelig skal han i rollen som V-formand løfte sit parti i målingerne. Hvilket bliver svært. For det vil ske i skarp konkurrence med en stribe partier, der fra hver deres position vil udfordre Venstre. Det gælder for Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i front, Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen og Liberal Alliance ledet af Alex Vanopslagh. Skal det lykkes at styrke Venstre, kræver det, at vælgerne igen ved, hvor de har partiet. Og det er tydeligvis svært for mange vælgere at få øje på i dag.

Oven i det skal Ellemann mestre en delikat balancegang over for blå blok, eftersom han på samme tid skal være trækkraft for regeringen og undgå, at relationen til de borgerlige partier forværres yderligere.

Kort sagt: I kølvandet på Venstres lettelse og glæde over klarmeldingen er der sat gang i nedtællingen til et af de sværeste og mest afgørende politiske comeback-forsøg i mange år.

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live torsdage kl. 11.05 på Radio4.

 

Læs også

07.06.23

Venstre: Regeringen vil ikke have skærmforbud

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, vil ændre loven, så børn ikke eksponeres for skærme i dagtilbuddene. Men regeringen vil ikke indføre et skærmforbud, siger Venstres børneordfører. “Der bliver ikke tale om et skærmforbud. Socialdemokratiet, vores regeringspartner, ønsker heller ikke et forbud.” Sådan siger Venstres børne- og undervisningsordfører, Anni Matthiesen, til Radio4. Mandag meldte børne- og…

Læs mere
04.06.23

Ulv søger væk fra mennesker og bebyggede områder

Et nyt studie viser af en ulv undgår mennesker og foretrækker at være i natur. Det er en ung hanulv, der er GPS-mærket, og hvor ulven er observeret fra december til marts i år. Dataene viser, at den unge hanulv i 70 procent af tiden befandt sig på arealer, der betegnes som “natur”. Den befandt…

Læs mere
03.06.23

Hjemme igen efter 7 måneder i berygtet fængsel i Iran

Den 28-årige dansker Thomas Kjems fra Aalborg, der har siddet fængslet i Iran, er i dag kommet hjem til Danmark og genforenet med sin familie. Han landede efter middagstids i Københavns Lufthavn, hvor han til de mange fremmødte journalister sagde, at det var fantastisk at være hjemme igen. Han havde selv svært ved at tro,…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet