Med Sofie Carsten Nielsens exit kan den radikale leder, Martin Lidegaard, komme videre med den svære genrejsning af De Radikale efter partiets mange kriser og nederlag i de seneste år.
Det er tydeligvis en lettet Sofie Carsten Nielsen, der ser frem til at begynde i jobbet som lobbyist i Dansk Industri den 1. maj og dermed vende ryggen til tilværelsen som politiker på Christiansborg.
Det er forståeligt nok. For selv om hun kan fremvise et CV med imponerende poster som minister og partiformand, har hendes tid været præget af store nederlag for hende selv og partiet.
Inden hun blev partileder, kørte hun et tæt og problematisk parløb med den forhenværende radikale leder, Morten Østergaard. De evnede ikke at skabe brugbare relationer mellem S og R, og det førte til, at Mette Frederiksen i en grundlovstale i 2018 fastslog, at hun ikke ville i regering med De Radikale.
Hør mange flere analyser og debatter i det politiske magasin ‘Mandat’ (analysen fortsætter herunder)
Det lykkedes heller ikke for Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen at bygge bro til blå blok. Der blev gjort et halvhjertet forsøg på at danne en alliance med Jakob Ellemann-Jensen og Venstre, da han kom til som V-formand. Men Ellemann måtte snart erkende, at afstanden var for stor mellem partierne. Ikke mindst i udlændingepolitikken.
Resultatet blev, at De Radikale, som tidligere kunne samarbejde med både de røde og blå partier, blev sjældent isoleret med stort set ingen venner på Borgen.
Skiftet fra Morten Østergaard til Sofie Carsten Nielsen blev uskønt.
Parallelt med, at de to kørte kampagne mod sexisme, blev det afsløret, at Østergaard havde udvist krænkende adfærd. I samme ombæring blev Sofie Carsten Nielsen kritiseret for at have tiet om sin viden om nogle af anklagerne mod Morten Østergaard.
Kamp for kursændring
Sofie Carsten Nielsen forsøgte som ny leder at nedtone konflikten med S, men symptomatisk for hendes tid som leder, udløste hun sidste sommer et folketingsvalg med en begrundelse, som ingen kunne forstå:
Sammen med partifællerne slog hun fast, at kritikken fra Minkkommissionen var så alvorlig, at sagen måtte have politiske konsekvenser. Derfor ville De Radikale vælte regeringen, hvis Mette Frederiksen ikke udskrev valg senest ved Folketingets åbning. Dén del af ræsonnementet var til at forstå. Til gengæld var der ikke mange vælgere, som fattede, at De Radikale stadig ville pege på Mette Frederiksen som statsminister og gerne ville i regering med hende.
Resultatet blev en regulær afstraffelse på valgdagen den 1. november. De Radikale endte med at have kun syv mandater i Folketinget, og Sofie Carsten Nielsen fik et så elendigt personligt valg, at hun trak sig som leder.
I et interview med DR’s Deadline erkender hun i dag – prisværdigt ærligt – at den radikale strategi var svær at forstå:
”Skulle valget være gået bedre, skulle vi have truffet en anden beslutning, for det var svært at forklare, hvordan man både kan gøre det og alligevel pege på Mette Frederiksen bare i en bredere regering,” lyder det nu fra Sofie Carsten Nielsen.
Det hører med til historien, at hun ikke var ene om at træffe beslutningerne, som isolerede partiet og senere førte frem mod det katastrofale valgresultat. Men det er beslutninger, som ikke desto mindre vil klæbe til hendes eftermæle.
Fremover får partiets nye leder, Martin Lidegaard, større frihed til at lægge sin kurs. Og allerede nu er det tydeligt at se, at han gerne vil gøre De Radikale mindre konfrontatoriske. Han vil samarbejde med SVM-regeringen på felter, hvor det giver mening for R, mens han omvendt vil være i opposition, når De Radikale er uenige. I forbindelse med det aktuelle opgør om regeringens planer om at forkorte kandidatuddannelserne, kæmper De Radikale indædt for at få regeringen til at justere kursen.
Den centrale midtbane
Også i forhold til de blå partier forsøger Martin Lidegaard at gøre sig spilbar. Senest er han gået ind i en ”reformalliance” med Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance og Søren Pape Poulsen fra De Konservative. De ønsker reformer, der skal skaffe mere arbejdskraft til den offentlige og private sektor, og med reformerne vil de finde penge, der kan bruges på for eksempel velfærd, grøn omstilling og bedre rammevilkår for erhvervslivet.
Det er for tidligt at spå om, hvorvidt Lidegaard får held med igen at placere De Radikale centralt.
Han blev selv hårdt kritiseret for at trække De Radikale ud af regeringsforhandlingerne på et tidspunkt, hvor Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen var overbevist om, at han var klar til at gå i regering. Kritikken er dog aftaget efter regeringens katastrofale start. Men man skal ikke tage fejl: I det radikale bagland er der fortsat en del, som mener, at partiet skulle have været en del af regeringen, og som ser den radikale folketingsgruppe som værende alt for stejl og ufleksibel.
Martin Lidegaard udfordres også af, at Lars Løkke Rasmussen har placeret Moderaterne på den plads på midten, som R i mange år har kontrolleret. Den position skal Lidegaard genvinde, men flere radikale frygter, at det bliver svært.
Med Sofie Carsten Nielsens afgang er den gode nyhed for De Radikale, at der kan sættes punktum for flere belastende kapitler i den radikale historie.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live torsdage kl. 11.05 på Radio4.