Efter Sofie Carsten Nielsens afgang som radikal leder bliver det Martin Lidegaard, som skal forsøge at genvinde vælgernes tillid og føre det kriseramte parti tilbage til magt og indflydelse.
På et lettere kaotisk pressemøde torsdag aften på Christiansborg præsenterede Martin Lidegaard sig selv som ny radikal leder og Samira Nawa som sin næstformand.
Begge var flankeret at de øvrige fire medlemmer af den stærkt decimerede radikale folketingsgruppe. Den syvende, Sofie Carsten Nielsen, holdt sig væk efter et dramatisk døgn, hvor hun først måtte se sit parti blive halveret på valgnatten og dagen efter måtte konstatere, at vælgerne kun lige akkurat sikrede hende en plads i Folketinget.
Når Martin Lidegaard ønskede at få følgeskab af sine kolleger, var det utvivlsomt for at signalere sammenhold. Men da journalisterne hurtigt begyndte at bore i, hvorvidt han fortsat står bag De Radikales ultimative krav om at ville vælte en regering, som vil oprette et asylcenter i Rwanda, begyndte problemerne. I det øjeblik blev det nemlig blotlagt, at de radikale politikere taler med forskellig stemmeføring.
Ultimative krav eller ej?
Martin Lidegaard forsøgte først at nedtone sagen. Han understregede, at han ikke er tilhænger af ultimative krav, og han sagde også, at han ikke vil stille ultimative krav fremover. Men da en journalist ønskede et klart svar og spurgte om, hvorvidt det er fuldstændig udelukket, at De Radikale vil støtte en regering, der arbejder videre med planerne om et asylcenter i Rwanda, skar Samira Nawa pludselig igennem. ”Ja, det er fuldstændig udelukket. Det har vi sagt igennem hele valgkampen,” sagde hun.
Da en anden journalist ønskede at se en håndsoprækning fra de medlemmer af gruppen, som mener, at det stadig skal være et ultimativt krav, at en ny regering ikke må arbejde videre med planerne, rakte alle hænderne op. Også Martin Lidegaard.
På spørgsmål fra pressefolkene endte Martin Lidegaard også med at fastslå, at den radikale linje og politik fra valgkampen ligger fast. Og dermed bandt den nye leder sig til en politik, som har sendt partiet i dørken i løbet af valgkampen og udløst et elendigt forhold til Socialdemokratiet.
På den måde blev Martin Lidegaards første pressemøde ikke vellykket.
Men selv om premieren var kaotisk, bør ingen dømme Martin Lidegaard ude på forhånd. Han er en erfaren politiker, som kender Christiansborg ud og ind. Han har gode kontakter til de øvrige partier. Han har beklædt vigtige ministerposter, og han har indsigt i de fleste væsentlige politiske temaer. Han er kort sagt kvalificeret til at tage lederposten på sig.
Oven i det er De Radikale røget så langt ned, at det næsten kun kan gå frem for partiet, og man skal ikke tage fejl af, at de aktuelle regeringsforhandlinger kan blive et stærkt og afgørende afsæt for Lidegaard.
Netop fordi han er så rutineret, vil han ikke få problemer med at blive kastet hovedkulds ind i disse forhandlinger, hverken når det handler om det taktiske spil eller det politiske indhold.
Målet for De Radikale er at få skabt en bred regering, helst over midten, og det er også den løsning, som Mette Frederiksen skal arbejde på i sin rolle som kongelig undersøger. I den forstand er det rigtigt, når De Radikale hævder, at de har vundet en vigtig sejr i valgkampen, selv om prisen har været høj for partiet. For faktum er, at Mette Frederiksen har indgivet sin afskedsbegæring som leder af sin smalle socialdemokratiske regering, og at hun nu vil forsøge at bygge en ny og bredere regering.
Succes eller fiasko
Hvis det i den kommende tid lykkes at danne en sådan regering med deltagelse af De Radikale, vil Martin Lidegaard & Co. på forbløffende kort tid kunne ændre på historien om Det Radikale Venstre. Fra at være et nederlagsramt parti, der tabte valget med et brag, vil det pludselig være bænket om magtens bord og have tilkæmpet sig ministerposter. Det kan blive en helt ny start for partiet.
Men det er også klart, at hvis målet skal nås, bliver Lidegaard nødt til at gå på kompromis. De Radikale vil hurtigt stå foran røde socialdemokratiske linjer, hvis de vil ændre Mette Frederiksens udlændingepolitik. Hun ved om nogen, at mange vælgere nøje vil overvåge, om hun vil lade sig presse til en slappere udlændingepolitik af De Radikale.
Giver hun efter, vil hun øjeblikkeligt blive angrebet af de fleste blå partier, og hun vil risikere at miste tusindvis af de vælgere, som er vendt tilbage til liste A på grund af hendes stramninger. I den forbindelse vil det blive afgørende, hvordan bl.a. Samira Nawa og Zenia Stampe vil reagere. Begge er højlydte kritikere af den nuværende udlændinge- og integrationspolitik.
I den økonomiske politik vil De Radikale opleve, at der er grænser for, hvor langt Mette Frederiksen vil gå i forhold til at gennemføre arbejdsudbudsreformer, der skal sikre flere hænder til den offentlige sektor og til landets virksomheder. Mette Frederiksen har erkendt, at der skal laves reformer, men hun vil ikke gå så langt som De Radikale, og hun vil ikke bruge samme metoder.
Nu som før skal De Radikale forholde sig til den fundamentale udfordring, at den nuværende S-ledelse med Mette Frederiksen i spidsen mener, at De Radikale alt for ofte har tvunget S for langt til venstre i udlændinge- og retspolitikken og for langt til højre i den økonomiske politik.
Hvis den radikale folketingsgruppe ikke tager bestik af det, får den næppe ministerposter i en regering med Mette Frederiksen som chef. Bryder forhandlingerne sammen, og ønsker De Radikale i stedet at afsøge muligheden for at komme i en blå regering, vil de hurtigt stå over for andre svære udfordringer.
Nu skal Martin Lidegaard bevise, at han kan håndtere disse udfordringer bedre end sine forgængere, Morten Østergaard og Sofie Carsten Nilsen. De to fejlede og trak reelt De Radikale længere væk fra indflydelsen.