Mette Frederiksen vil bruge den indiske premierministers besøg til at promovere grønne danske produkter. Men sammen med nordiske og europæiske kolleger kæmper hun også for at trække Indien tættere på Vesten. Som modvægt til Rusland og Kina.
Miniputten over for giganten.
Sådan ser scenen umiddelbart ud, når premierminister, Narendra Modi, fra Indien med cirka 1,3 milliarder indbyggere tirsdag og onsdag er på besøg hos statsminister, Mette Frederiksen, i lille Danmark med kun 5,8 millioner indbyggere. Og så alligevel ikke.
Besøget fra Indien er et af dem i den store kaliber, fortæller Thomas Larsen i Radio4 Morgen. Hør det her:
For på afgørende områder rager dansk ekspertise op i en grad, så det skaber interesse i Indien. Det gælder især, når det handler om danske virksomheders evne til at udvikle grønne, bæredygtige og energieffektive løsninger, der kan være med til at bekæmpe forureningen og forbedre miljøet i det enorme land.
I en pressemeddelelse forud for besøget har Mette Frederiksen selv lagt vægt på, hvad Danmark kan bidrage med i Indien:
”Danmark kan være med til at accelerere Indiens grønne omstilling. En grøn omstilling, der både vil være til gavn for klimaet, og som kan bidrage til at mindske afhængigheden af importerede fossile brændstoffer. Samarbejdet rummer desuden et stort potentiale for danske virksomheder og vil kunne bidrage til vækst og grønne arbejdspladser – både i Danmark og i Indien,” siger hun.
Hos statsministeren og hos mange danske virksomheder er håbet, at den indiske premierministers besøg for alvor vil øge farten i det grønne strategiske partnerskab, som Danmark og Indien indgik i 2020.
Hvis det lykkes, kan det føre til kommercielle gennembrud for en række af de danske virksomheder, som står på spring til at komme ind på det indiske marked.
Og der er nok at tage fat på. Den indiske energiforsyning er i høj grad baseret på kulkraftværker, og forureningen i de største byer er så massiv, at den er sundhedsskadelig for indbyggerne.
New Delhi har i dag den tvivlsomme ære af at være en af de hovedstæder, der har den ringeste luftkvalitet i verden, og når smog i perioder lægger sig så tungt over byen, at sigtbarheden nedsættes, og forureningen kan smages, må myndighederne lukke skoler og arbejdspladser.
Men selv om dansk know-how inden for grøn teknologi vil fylde meget, vil Mette Frederiksen ikke kun tale om grønt samarbejde med Narendra Modi.
Hun vil i høj grad også drøfte sikkerhedspolitik, og nøjagtigt det samme vil ske, når Modi i denne uge aflægger besøg hos kansler, Olaf Scholz, i Tyskland og hos den franske præsident, Emmanuel Macron.
Det altoverskyggende sikkerhedspolitiske samtalepunkt vil selvfølgelig være Ruslands angreb mod Ukraine. USA og Europa arbejder som bekendt på at ramme den russiske økonomi via sanktioner, og det er vigtigt, at andre nationer – herunder Indien – ikke modarbejder de tiltag.
I Vesten er der desuden kommet mere fokus på alliancen mellem Rusland og Kina, og der er en stigende erkendelse af, at Kina udgør en voksende politisk, økonomisk og militær trussel, som Vesten må forholde sig til.
Midt i denne anspændte sikkerhedspolitiske situation forsøger USA og Europa derfor at styrke relationerne til Indien, og forud for besøget af Narendra Modi har Mette Frederiksen da også gjort det klart, at sikkerhedspolitik vil stå højt på dagsordenen:
”Jeg vil naturligvis også drøfte krigen i Ukraine med premierminister Modi og gøre det klart, hvor Danmark og EU står. Som et vigtigt medlem af det internationale samfund, kan Indien spille en væsentlig rolle ved at gøre sin indflydelse gældende,” lyder det i en udtalelse fra Mette Frederiksen.
På det punkt er det imidlertid tvivlsomt, om Mette Frederiksen og Narendra Modi finder hinanden.
For lige så gerne Indien vil styrke samhandlen og indkøbe grønne løsninger fra Danmark, ja lige så optaget er Indien af at balancere i den nye sikkerhedspolitiske virkelighed.
Indien har i årevis plejet et tæt venskab med Rusland. De to lande har ofte koordineret deres interesser på internationale møder, og den indiske hær har modtaget kæmpestore våbenleverancer fra Rusland. Det nære samspil er grunden til, at Narendra Modi har holdt meget lav profil i forhold til Ruslands angreb på Ukraine og har afholdt sig fra at udstede de fordømmelser, som Vesten har ladet regne over Vladimir Putin.
Når der alligevel kan være udsigt til, at USA og Europa kan styrke forbindelsen til Indien, skyldes det to ting:
Vestlige investeringer er afgørende for Indien, som ønsker at styrke samhandelen med USA og Europa. Og derudover har Indien et anstrengt forhold til Kina. De to lande har fortsat grænsestridigheder, og Kinas opstigen, økonomisk og militært, samt landets stigende indflydelse, regionalt og globalt, skaber uro i New Delhi. Derfor ser Narendra Modi også mod Vesten.
Alt dette gør, at det er et usædvanligt vigtigt statsbesøg, som finder sted de næste døgn, hvor Mette Frederiksen undervejs vil være vært for et stort møde mellem Narendra Modi og regeringsledere fra Norge, Sverige, Island og Finland.
Endelig vil dronning Margrethe stå i spidsen for en officiel middag på Amalienborg Slot for gæsten fra Indien.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.
Lyt til seneste afsnit her:
Foto: Money Sharma/AFP/Ritzau Scanpix