Statsminister Mette Frederiksen ser i princippet ingen grænser for, hvor langt Danmark skal gå i støtten til Ukraine. Men i sikkerhedspolitik gør ord det ikke alene. Derfor skal en forsvarsaftale snart landes.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fået mange venner i Vesten i det seneste år, hvor ukrainerne med ubændig vilje og stor dygtighed har holdt stand mod Putins Rusland på slagmarkerne.
En af Zelenskyjs allierede er Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, som i forbindelse med markeringen af etårsdagen for Ruslands angreb på Ukraine lover en noget nær betingelsesløs støtte til præsidenten og hans belejrede folk.
I et interview i Radio4 siger hun, at hun i princippet ikke ser nogen øvre økonomiske grænse for, hvor langt Danmark skal gå i støtten til Ukraine.
”Helt principielt ser jeg ingen grænse. I mine øjne er det en skæbnestund, vi befinder os i. Først og fremmest for Ukraine og deres selvstændighed som land, nation og folk. Men også for Europa, for vores frihed, fred og demokrati. Det er en skæbnestund for alle os globalt, der tror på et internationalt verdenssamfund med spilleregler. Det er det, Rusland truer,” siger statsministeren.
Hør hele interviewet med statsministeren her (analysen fortsætter herunder)
Hun advarer i samme ombæring imod forhastede fredsforhandlinger, hvor Ukraine presses til at spille med på Putins præmisser. Forhandlinger om en fredsslutning bør først begynde, når ukrainerne ønsker det:
”Rusland skal bevæge sig hen til at ville ønske freden. Så kan vi håbe på en forhandlet løsning på et tidspunkt, men det er Ukraine, der definerer, hvad Ukraine kan leve med. Det kan vi andre ikke for dem,” lyder det fra regeringschefen.
Støtten vil varme præsident Zelenskyj, som formentlig vil sende en venlig tanke i retning af Statsministeriet i Prins Jørgens Gård i hjertet af København. Han har allerede flere gange takket regeringen, Folketinget og den danske befolkning. I de seneste 12 måneder har Ukraine blandt andet modtaget missiler fra Danmark, og senest har ukrainerne også fået lovning på leverancer af Leopard 1 kampvogne, ligesom Danmark har givet løfte om at medvirke til genopbygningen af de sønderskudte ukrainske byer.
Det klare budskab om, at Ukraine skal have maksimal hjælp, gentog Mette Frederiksen også, da hun torsdag holdt møde med den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, i Statsministeriet. Her betonede hun, at det er vigtigt, at støtten til Ukraine intensiveres i den kommende tid.
”Vi er nødt til at være opmærksomme på, at vi ikke har så meget tid. Så vi er nødt til at sætte fart under vores økonomiske støtte og den militære hjælp,” sagde hun og tilføjede, at kampene hen over foråret kan få stor betydning for krigens videre forløb.
Trods leverancerne af våben og trods støtteerklæringerne kan det dog ikke skjules, at Danmark står med et pinagtigt problem, når det handler om at udvise militær styrke, og når det drejer sig om at hjælpe Ukraine.
Historisk oprustning venter
Både i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles og i Det Hvide Hus i Washington D.C. har der længe været en dyb frustration over, at Danmark er så langt fra at kunne leve op til målet om, at de enkelte NATO-lande skal afsætte to procent af deres BNP på forsvaret. Alt for meget i Forsvaret halter, og for mange af de vigtige planlagte forbedringer holder ikke tidsplanerne.
Dermed opstår der nemt et misforhold mellem retorik og realiteter, når Mette Frederiksen giver udtryk for sin egen og regeringens politiske ambition om, hvad Danmark skal kunne udrette, både når det gælder om at hjælpe Ukraine, og når det drejer sig om at tage vare på vores egen sikkerhed.
Statsministeren mener det uden tvivl af hjertet, når hun siger, at der principielt ikke skal sættes grænser, hvor meget vi skal hjælpe Ukraine. Men i virkelighedens verden er der grænser. Derfor haster det også med at få gearet det danske forsvar til at kunne tackle de mange nye sikkerhedspolitiske udfordringer og trusler.
At forsvaret i dag er slidt og presset, er dog langt fra alene Mette Frederiksens ansvar.
I årevis har europæiske lande, herunder Danmark, sparet på forsvaret. Man troede, at truslen fra Øst var et overstået kapitel med Murens fald i Berlin i 1989 og Sovjetunionens kollaps i 1991-1992. Man drømte håbefuldt om at indgå partnerskaber med Rusland, og først alt for sent forstod man, at Putin havde andre planer. For en del vestlige politikere sank erkendelsen først endegyldigt ind, da Putin lod sine troppe strømme ind i Ukraine.
Siden er det gået stærkt med at komme på omgangshøjde med den nye virkelighed, både i udlandet og herhjemme. På Christiansborg er der i dag kommet et nyt og skarpt fokus på sikkerhedspolitik, ligesom såvel politikere som befolkning ønsker at styrke forsvaret markant.
Med indgåelsen af det nationale kompromis om Danmarks sikkerhedspolitik sidste forår gav et bredt politisk flertal startsignalet til at komme i gang med den historiske oprustning, og som en konsekvens af kompromiset lykkedes det også at få afskaffet det danske forsvarsforbehold ved folkeafstemningen 1. juni.
Nu venter det vigtigste – nemlig indgåelsen af en ny og mangeårig forsvarsaftale. Planen er, at regeringen senere på foråret vil indkalde til forhandlinger, og de mest optimistiske ministre håber, at aftalen kan indgås til sommer. Mere end noget andet vil det blive indholdet af dén aftale, som vil afgøre, om retorik og realiteter vil hænge bedre sammen fremover.