Blogartikel

Mette Frederiksens masterplan: Trækker den så længe hun kan

Klumme af Thomas Larsen, politisk redaktør på Radio4

Alt tegner til, at Mette Frederiksen først sent trykker på valgknappen. Så længe hun bliver siddende i Statsministeriet, har hun størst chance for at erobre initiativet tilbage og forme sin politiske agenda.

En tale til dronning Margrethe.

Et besøg hos Joe Biden i Det Hvide Hus.

Det kan blive de sidste spektakulære arbejdsopgaver for Mette Frederiksen. For alt tegner til, at hun vil fortsætte på posten som statsminister frem mod 4. oktober, hvor de Radikale kræver, at hun senest udskriver valg.

Det giver hende fire-fem uger, hvor hun kan fortsætte for fuld damp som regeringschef. Og hun har tydeligvis tænkt sig at bruge hvert døgn til at forsøge at vende trenden i målingerne og erobre initiativet.

I de sidste døgn er Mette Frederiksen gået forrest i præsentationen af regeringens bande-pakke, og det gør hun, fordi hun vil minde danskerne om, at S også fremover vil slå hårdt ned på organiseret kriminalitet.

I et indlæg i Berlingske har hun koblet flere af problemerne med grov kriminalitet sammen med udlændingepolitikken. Efter hendes mening er en gruppe af udenlandske kriminelle så langt væk fra danske værdier, at de med hendes ord ”ikke kan betragtes som del af Danmark”.

I medierne har hun desuden understreget, at hun ikke vil rette sig efter advarslerne fra de Radikale og Enhedslisten, som er lodret imod regeringens plan om at ville oprette et asylcenter i Rwanda. Med adresse til de Radikale fastslog Frederiksen, at hun ikke bøjer af. ”Vi kommer ikke til på noget tidspunkt at lade os presse til at føre en udlændingepolitik, der ikke er god for Danmark,” sagde hun.

Indvandring og psykiatri

Som en del af udlændingepolitikken vil beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, indkalde partierne til at forhandle om regeringens plan om at få indvandrere i nyttejob. Regeringen har før prøvet at finde flertal for ideen om en 37 timers aktiveringspligt for indvandrere. Nu gør ministeren forsøget igen, og han mener, at manglen på arbejdskraft gør forslaget mere relevant end nogensinde: ”Det er simpelthen ikke fair, at borgere er fastlåst på forsørgelse, mens kommunerne har svært ved at finde personale til at passe på vores ældre,” sagde han.

Med initiativerne søger Mette Frederiksen tilbage til den rets- og udlændingepolitiske dagsorden, hun gik til valg på i 2019. Der vil også snart komme velfærdsudspil, og så skal der i de næste uger forhandles om det løft af psykiatrien, som stort set alle på Borgen anser for at være nødvendigt.

Et af målene handler om at give bedre hjælp til de mange børn og unge, som mistrives og udvikler psykiske problemer. I et interview i Politiken siger sundhedsminister, Magnus Heunicke, at en aftale bør være en realitet om kort tid. »Hvis der er politisk vilje (…) så burde det kunne lade sig gøre at lave en aftale inden valget.«

Også når det gælder udviklingen i en truende verden, vil Mette Frederiksen gerne vise, at hun har hånden på rattet. I Berlingske har hun beskrevet klodens uorden op med disse ord: ”De seneste år har vi stået over for flere globale kriser. Først pandemien, nu Putins krig mod Ukraine og de stigende spændinger i Asien. Samtidig med at vi skal håndtere klimakrisen. Det kan mærkes overalt, også i hverdagen. Inflationen er tilbage i Europa. Priserne er steget på alt fra mælk, smør, benzin, gas og truer med også at sætte sig i huslejen,” skrev hun.

Budskabet er, at regeringen vil gøre sit for at føre Danmark trygt igennem de usikre tider. Og når regeringen om få dage fremlægger sit finanslovsforslag og sin 2030-plan vil der komme bud på, hvordan regeringen vil styrke velfærden – uden at køre økonomien i grøften.

Også i forhold til sikkerhedspolitikken går det stærkt. Forsvarsminister, Morten Bødskov, har netop fortalt, hvordan Esbjerg Havn skal udvides for at kunne blive et nyt knudepunkt, der kan tage imod og videresende materiel fra NATO. Forleden redegjorde han på et pressemøde for de enorme investeringer – op mod 40 milliarder kroner over 20 år – der skal pumpes i flåden. Her luftede han også ambitionen om, at flere af de nye krigsskibe skal bygges på danske værfter.

Klima og miljø kommer med garanti også til at fylde, og her vil Mette Frederiksen understrege, at grøn omstilling er sikkerhedspolitik, eftersom Danmark og Europa skal gøres fri af leverancer af gas og olie fra Putins Rusland.

Vigtig september

Om få dage er hun vært for et topmøde om havvind med deltagelse af topfolk fra Tyskland, Polen, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen og EU-Kommissionen. Og målet er netop at øge energisikkerheden.

I september vil Mette Frederiksen spille en rolle ved FN’s Generalforsamling i New York, hvor Kronprinsparret vil deltage i kampagnen for at sikre Danmark en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Og endelig er det muligt, at Mette Frederiksen kommer til Det Hvide Hus.

I samme måned skal Mette Frederiksen tale til dronning Margrethe ved den udskudte fejring af regentens 50-års jubilæum, som kulminerer i weekenden 10-11. september. Ved gallafesten vil hundredtusinder af danskere sidde hjemme bag tv-apparatet for at følge hyldesten af majestæten.

Nå ja, og så vil Mette Frederiksen den 17.-18. september tale ved Socialdemokratiets kongres i Aalborg.

Kort sagt er der ved at blive bygget en kraftfuld affyringsrampe for statsministeren. Det ændrer ikke ved, at S er bagud i målingerne. Det fjerner heller ikke den kritik, som rettes mod S-udspillene. Og mange vælgere kan med rette spørge, hvorfor regeringen dog ikke for længst har gennemført sine planer? Det har regeringen jo trods alt haft de sidste tre år til.

Men tilbage står, at afstanden mellem blå og rød blok er så lille, at ingen kan forudsige resultatet af valget, og med udsigt til statsministerens offensiv, vil Søren Pape Poulsen, Jakob Ellemann-Jensen og de øvrige blå ledere være meget naive, hvis de tror, at den er hjemme.

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live onsdage kl. 11.05 på Radio4.

Hør seneste afsnit her:

Læs også

07.06.23

Venstre: Regeringen vil ikke have skærmforbud

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, vil ændre loven, så børn ikke eksponeres for skærme i dagtilbuddene. Men regeringen vil ikke indføre et skærmforbud, siger Venstres børneordfører. “Der bliver ikke tale om et skærmforbud. Socialdemokratiet, vores regeringspartner, ønsker heller ikke et forbud.” Sådan siger Venstres børne- og undervisningsordfører, Anni Matthiesen, til Radio4. Mandag meldte børne- og…

Læs mere
04.06.23

Ulv søger væk fra mennesker og bebyggede områder

Et nyt studie viser af en ulv undgår mennesker og foretrækker at være i natur. Det er en ung hanulv, der er GPS-mærket, og hvor ulven er observeret fra december til marts i år. Dataene viser, at den unge hanulv i 70 procent af tiden befandt sig på arealer, der betegnes som “natur”. Den befandt…

Læs mere
03.06.23

Hjemme igen efter 7 måneder i berygtet fængsel i Iran

Den 28-årige dansker Thomas Kjems fra Aalborg, der har siddet fængslet i Iran, er i dag kommet hjem til Danmark og genforenet med sin familie. Han landede efter middagstids i Københavns Lufthavn, hvor han til de mange fremmødte journalister sagde, at det var fantastisk at være hjemme igen. Han havde selv svært ved at tro,…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet