Med Lars Løkke Rasmussen i front er Moderaterne rykket ind i centrum af regeringsforhandlingerne. Mange har forsøgt at holde ham væk fra indflydelse. Men han synes på vej mod endnu et comeback.
Rygterne om min død er stærkt overdrevne, sagde Mark Twain, da amerikanske aviser ved en fejl havde trykt en nekrolog om den berømte forfatter.
Det samme kan siges om Lars Løkke Rasmussen, som igen og igen har fået skrevet nekrologer over sit politiske liv, men som i de seneste døgn er rykket ind i centrum af de aktuelle regeringsforhandlinger.
Ingen ved, om hans parti, Moderaterne, ender i regering, eller om det bliver et indflydelsesrigt støtteparti. Men realiteten er, at Løkke igen sidder i det politiske maskinrum og kan få betragtelig indflydelse på dansk politik i de næste år. Det er lidt af en præstation.
Hør seneste episode af Radio4’s politiske magasin ‘Mandat’ ( Analysen fortsætter herunder)
Stort set alle kender Lars Løkke Rasmussens triumfer og nedture i de sidste 20-25 år. De kender historien om hans tid som regeringschef i to omgange, hans reformtiltag, hans skandalesager, hans traumatiske afgang som V-formand og hans senere udmeldelse af Venstre. Kendt er også beretningen om, hvordan han dannede Moderaterne og mod mange odds førte det i Folketinget.
Alle, der i tidens løb har ment, at han var en færdig mand, har taget fejl. Og det er mange.
Ser vi på hans seneste politiske hækkeløb – fra udskrivelsen af valget til de aktuelle forhandlinger om at danne en ny regering – har det også været fuld af drama. Han begyndte valgkampen som formand for et lille parti, der kun fik opbakning fra få procent af danskerne. Så kom gennembruddet i valgkampen, og det blev så stort, at Løkke pludselig tonede frem som den nye kongemager i dansk politik. Det gav ham endnu mere omtale, og til sidst lyttede så mange vælgere til hans budskab om, at Danmark har brug for en bred regering, at Moderaterne tordnede ind i Folketinget og indkasserede 16 mandater.
Det var et triumftog uden lige for den tidligere formand og statsminister. Dog holdt han sin sejrstale en kende for tidligt, for da det endelige resultat lå klart, kunne Mette Frederiksen lige akkurat tælle til 90 mandater. Uden Moderaterne.
Farvel og goddag
Da regeringsforhandlingerne gik i gang, blev Løkke reelt skubbet ud i kulden. Uden for citat forlød det, at flere af de øvrige partiledere ikke stolede på ham og nødigt ville have ham med i en regering. Men i sidste weekend trak de Konservative sig fra forhandlingerne, og onsdag forlod SF-leder, Pia Olsen Dyhr, forhandlingsbordet. Dermed blev der plads til Løkke, der blev inviteret til realitetsforhandlinger med Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen.
Set med Frederiksens og Ellemanns øjne har Moderaterne den store kvalitet, at de kan forlene en kommende regering med større stabilitet og manøvredygtighed.
En SV-regering vil være en mindretalsregering. En SVM-regering vil nå de magiske 90 mandater og dermed have flertal i Folketinget, hvis blot et af de nordatlantiske mandater går med. En sådan regering vil langt mere kraftfuldt kunne lancere og især gennemføre sin politik.
Netop det perspektiv har Frederiksen og Ellemann øje for, og som en landets dygtigste politiske reportere, Kristian Klarskov, forleden skrev i Politiken, tyder meget også på, at Venstrefolkene på det seneste er begyndt at se med mildere øjne på deres eks-formand:
”Det har i et godt stykke tid været en slet skjult strategi for Venstre at holde Løkke uden for indflydelse. Men det gamle magtparti ved om nogen, at mandaterne skal hentes et sted. Hvilket i regeringsforhandlingernes slutspil giver Løkke notable trumfer på hånden. Enten som magtfuldt støtteparti på en stribe af de kerneområder, som Frederiksen, Ellemann og co. har forhandlet om i ugevis, eller sågar som regeringsparti,” skrev Kristian Klarskov.
I samme ombæring beskrev han, at rollen som regeringsparti vil give Moderaterne stor og direkte politisk indflydelse. Men han fastslog også, at det vil blive en udfordring for partiet at løfte regeringsansvaret i en situation, hvor en meget stor del af folketingsgruppen ikke kender arbejdsgangene på Christiansborg eller har erfaring med landspolitik.
Afgørende fase
”Som privilegeret støtteparti er der større frihed til at skeje ud på enkelte områder og have hånd i hanke med retningen i regeringsgrundlagets centrale punkter,” skrev Kristian Klarskov.
Hvad enten udfaldet bliver det ene eller andet, har Løkke i de seneste døgn deltaget i møder, hvor vigtige planer og initiativer er blevet diskuteret. På bordet har blandt andet været økonomiske reformer og skattelettelser for at øge arbejdsudbuddet, reformer af sundhedsvæsenet er blevet diskuteret, og det samme er den kommende styrkelse af dansk forsvar.
På flere af disse områder vil det være muligt at strikke kompromiser sammen, hvis de vil. Men der ligger også mere giftige sager på bordet: For vil Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen være parate til at droppe en advokatundersøgelse af Mette Frederiksen og hendes rolle i minkskandalen for at få afgjort, om der kan føres en rigsretssag mod hende? Og vil de være klar til at stoppe FE-sagen og aflyse en kulegravning af hele det betændte sagskompleks omkring efterretningstjenesten og den tidligere spionchef, Lars Findsen?
De næste dage bliver afgørende.
Ender Frederiksen, Ellemann og Løkke i regering sammen, vil de blive et triumvirat, som ikke ret mange havde set komme.