Hvis SVM-regeringen skal lykkes, må Mette Frederiksen justere sin ledelsesstil. Samtidig skal Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen spille for holdet.
Da ministerholdet var samlet på Amalienborg Slot, holdt dronning Margrethe en lille tale, hvor hun fastslog, at de nye ministre påtog sig ansvaret på et vanskeligt tidspunkt i Danmarks historie.
Dernæst talte statsministeren ganske kort og kom så med denne formaning til sine ministre:
”Ingen er forpligtet ud over sine evner. Men i nogen tid vil vi lade, som om vi faktisk er det!”
Sådan lød ordene fra den nyslåede konservative statsminister, Poul Schlüter, da han i september 1982 kom til Amalienborg med sit ministerhold og kort efter kunne præsentere sin Firkløverregering for befolkningen.
De færreste troede på, at han ville få held med sin mission. I Socialdemokratiet var man overbevist om, at Schlüter ville fejle så hurtigt, at man lige kunne bruge tiden i opposition til et kort hvil, inden man igen kunne overtage styringen af Danmark. Det viste sig at være en fejlvurdering af rang.
Poul Schlüter blev på sin post i mere end 10 år, indtil han måtte gå af på grund af Tamil-sagen.
En af grundene til, at han blev langt mere sejlivet, end socialdemokraterne havde regnet med, var hans ledelsesstil. Meget tidligt kom han nemlig med dette budskab til sine konservative ministre: ”Jeg kan lige så godt sige til jer, at hvis I rager uklar med en af de andre ministre og kommer til mig for at få hjælp, så kan I godt indstille jer på, at jeg altid holder med den anden.”
Hør de umiddelbare reaktioner og analyser på det nye ministerhold, da ‘Mandat Special’ sendte live under præsentationen af det nye ministerhold torsdag den 15. december (Analysen fortsætter herunder)
Ikke mindst i sin første epoke som regeringschef blev han fremhævet for at være en god chef for alle ministrene. Også når de kom fra for eksempel Venstre, Kristeligt Folkeparti, CD eller Det Radikale Venstre.
I dag står Mette Frederiksen dybest med nøjagtig samme udfordring som sin konservative forgænger. I spidsen for sin smalle S-regering har hun haft hånd- og halsret over sine ministre, og sammen med sine nærmeste har hun næsten egenhændigt kunnet træffe mange afgørende beslutninger.
Skal hun lykkes med sit nye regeringsprojekt, kommer hun til at ændre på sin ledelsesstil: Hun er tvunget til at være mere inkluderende, og hun skal være villig til at give mere plads til resten af ministerholdet og i særdeleshed til Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen.
Opgaven er mere presserende, end man skulle tro.
Sagen er nemlig, at hun står i spidsen for et hold, hvor gamle fjender skal blive til et hold. Gennem historien er S og V ganske vist ofte gået sammen i store forlig, og politikere fra de to partier arbejder hver dag sammen i landets kommunalbestyrelser og regionsråd. Men de har også en lang tradition for at stå over for hinanden som modstandere og konkurrenter til regeringsmagten.
Ser vi tilbage på de seneste år, ja, ser vi blot tilbage til tiden lige før valgdagen den 1. november, er det nemt at finde eksempler på hårde opgør mellem S og V. Og på samme måde er det heller ikke svært at finde eksempler på sammenstød mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.
Med dannelsen af SVM-regeringen er Frederiksen, Ellemann og Løkke blevet enige om at samarbejde i stedet for at slås. Men hvis fredsslutningen skal holde, skal Frederiksen som øverste chef bane vej for den tillid og loyalitet, som bliver afgørende.
Dét bliver uden tvivl en udfordring for en politiker, som bestemt godt kan være lyttende og inddragende, men som også er temperamentsfuld, utålmodig og egenrådig, når det slår hende. Den sidste form for ledelse vil hun ikke komme langt med i sin nye rolle som chef for en koalitionsregering.
Skal hun lære, hvordan en regeringschef kan blive en god chef for alle, kan hun studere Schlüter.
Kan de samarbejde?
I samme ombæring skulle Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen måske nærstudere, hvordan man i rollen som partileder og minister bliver en god samarbejdspartner i en bred regering. Og her er der interessant nok også inspiration at hente fra Schlüters tid. Dengang kæmpede Venstre i stigende grad for at profilere sig på bekostning af de Konservative og det samlede regeringsprojekt. Mest berømt og berygtet er Anders Fogh Rasmussens ord om, at Venstre var i regering og opposition på samme tid.
Venstre kom til at gå markant frem, anført af daværende V-formand Uffe Ellemann-Jensen, men partiet var også med til at slide Schlüter og hans skiftende regeringer op indefra.
Jakob Ellemann-Jensen har taget en stor chance – og løber en stor risiko – ved at gå ind i en regering ledet af Mette Frederiksen. Han har brug for, at Venstre vokser efter afklapsningen ved valget, og han skal lykkes med sin opgave som vicestatsminister og forsvarsminister. Men hvis han forivrer sig, og hvis han tager point hjem på de andres bekostning, vil det underminere regeringssamarbejdet.
Også Lars Løkke Rasmussen skal kæmpe for holdet, hvis regeringen skal holde. Her og nu er han en omvandrende succes. Han har ført Moderaterne i regering, og han har landet et drømmejob, som han er topkvalificeret til. Men som udenrigsminister vil han ofte være væk fra Danmark, og kan det forenes med jobbet som partileder, der skal udvikle Moderaterne til at blive et driftssikkert og stabilt regeringsparti?
Derudover skal han respektere, at Mette Frederiksen som regeringschef også kommer til at stå for en stor del af udenrigspolitikken. Accepterer han ikke det, vil det udfordre samarbejdet.
De øvrige ministre skal på samme måde vælge at være en del af holdet. Men det indre sammenhold vil først og sidst blive afgjort af, hvor god en chef Mette Frederiksen bliver, ligesom det vil afhænge af, hvor helhjertet Ellemann og Løkke vil kæmpe for det fælles projekt.