S-toppen har hidtil holdt sig tilbage med direkte angreb mod Inger Støjberg, for de har frygtet at skubbe flere vælgere i armene på hende. Nu ændres strategien. Årsag: Hun er blevet for succesrig – og for farlig for S.
Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen er ganske vist statsministerkandidaterne for blå blok.
Men de er næppe de farligste modstandere for Socialdemokratiet.
Det er derimod Inger Støjberg, leder af Danmarksdemokraterne, som ifølge målingerne bakkes op af 10 procent af danskerne, og som set med socialdemokratiske øjne har en foruroligende evne til at trække vælgere til blå blok.
I de sidste måneder har statsminister Mette Frederiksen og S-toppen holdt sig fra at rette hårde og direkte angreb mod Inger Støjberg. Analysen har været, at angreb i værste fald blot vil sende flere danskere i favnen på hende.
Nu ændres taktikken: Støjberg er blevet for farlig, for hvis hun formår at hente støtte fra hver 10. dansker på valgnatten, kan hun blive kraftigt medvirkende til, at Mette Frederiksen vippes ud af Statsministeriet.
Analyser, der er lavet for Altinget, viser, at Danmarksdemokraterne allerede har hentet mere end 54.000 vælgere hos S, og det kan i realiteten være nok til at rykke magten fra rød til blå blok.
Af samme grund vil S skrue op for kogepladen under Støjberg.
Hør seneste afsnit af Radio4’s politiske program ‘Mandat’ med Thomas Larsen og Pernille Rudbæk her: (Analysen fortsætter herunder)
I et interview i Altinget i begyndelsen af ugen langede Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, ud efter Støjberg. Ifølge Stoklund har hun i sine 20 år som politiker i Venstre været med til at centralisere i stor skala: “Hun har fremmet en udvikling, hvor vi har fået skabt kæmpe kommuner. Skoler, politistationer og domstole er lukket eller blevet flyttet ind til de store byer.”
Han peger blandt andet på kommunalreformen fra 2007, der sammenlagde kommuner over hele landet. Derudover henviser han til, at Støjberg i 2019 var en markant politiker i V, der gik til valg på at ville lukke regionerne og lade hospitalerne blive styret af en bestyrelse i København.
Ifølge Stoklund har S-regeringen arbejdet på at ændre udviklingen ved at etablere nærpolitistationer og nærhospitaler og flytte uddannelser ud. Han kritiserer omvendt Støjberg for at være fuld af varm luft, når det handler om at øge sammenhængskraften, for hun kommer efter hans mening ikke med løsninger.
Endelig advarer han om, at Støjberg støtter to blå statsministerkandidater, der vægter skattelettelser højere end velfærd. “Når valget er overstået, så kommer hun til at pege på en blå statsminister. Og lige nu er det Søren Pape, der er favorit. Hans økonomiske plan vil betyde mellem 30.000 og 40.000 færre ansatte i den offentlige sektor,” siger han.
I en mail til Altinget svarer Inger Støjberg, at S tydeligvis er ved at starte en skræmmekampagne.
Hun vedstår sig sin tid i Venstre, men fastslår, at centraliseringen er gået for vidt. ”Det er en del af Danmarksdemokraternes DNA, at vi skal sikre, at der fortsat er en udvikling af vores yderområder,” skriver hun. Hun fremhæver, at hun allerede har fremlagt forslag, der skal skabe et mere sammenhængende Danmark – senest med forslaget om et højere kørselsfradrag til og fra yderområder. Hun nævner også, at hun som minister flyttede Udlændingestyrelsen fra København til Næstved.
Borgerlig ‘farmwashing’
I mailen skriver hun desuden, at Danmarksdemokraterne ønsker, at væksten i den offentlige sektor skal følge den demografiske udvikling, og at hun ikke går til valg på at sænke topskatten: ”Hvis vi kan finde penge til at lette skatten, så er vores prioritet at gøre det i bunden, så det bedre kan betale sig at arbejde, og så det kommer helt almindelige faglærte og ufaglærte til gode, der lige nu er pressede af de stigende priser.”
Udfaldet fra Rasmus Stoklund står interessant nok ikke alene.
I et indlæg i Politiken advarer justitsminister, Mattias Tesfaye, mod at skabe splittelse på tværs af landet, og han fastslår, at han ikke kan genkende billedet af salonerne i København, der står overfor ”det fortabte land uden for byskiltet”.
Han åler borgerlige partiledere for at kæmpe om, ”hvem der er mest vokset op på en gård. Og har kørt traktor i gummistøvler. Og været til fest i forsamlingshuset.” Ifølge Tesfaye er det pinagtige ved ”det borgerlige forsøg på at farmwashe sig selv”, at det udvikler sig til nostalgi. Han fastslår, at landbrugserhvervet er blevet så industrialiseret, at bondekulturen er mindre afgørende for, ”hvem vi er som land og som folk”. Og han vender sig mod politikere, der mener, at deres opvækst på en gård er mere ægte og værdifuld end københavnernes.
”Jeg frygter en valgkamp, der tager sit udgangspunkt i en kulturkrig mellem en sentimental landbrugskonservatisme på den ene side og eliten i salonerne på den anden. Jeg kan allerede nu afgøre, hvem der taber det skænderi: Det gør Danmark,” skriver han.
Skulle nogen være i tvivl, er valgkampen på vej ind i en ny fase.
Fra nu vil Danmarksdemokraterne være et angrebsmål for Socialdemokratiet og resten af rød blok.
Inger Støjbergs stormløb – eller triumftog – mod Folketinget kan rød blok ikke længere ignorere