Blogartikel

Opgør i Enhedslisten om EU og NATO

Analyse af Thomas Larsen, politisk redaktør, Radio4

Der er uro i Enhedslisten. Partiet står midt i et hårdt opgør om forholdet til EU og Nato før weekendens årsmøde. Nogle mener, at partiet skal droppe målet om, at Danmark skal ud af EU. Andre er lodret imod den kursændring.

Skal Enhedslisten fortsat arbejde for at få Danmark ud af EU og få EU nedlagt? Eller skal partiet tværtimod satse på at forandre EU indefra og skabe resultater i EU?

Sådan lyder et af de afgørende spørgsmål, som tillidsfolk og partisoldater skal svare på, når Enhedslisten i weekenden holder årsmøde i Hafnia Hallen i København. Eftersom spørgsmålet handler om, hvordan Danmark – set med Enhedslistens øjne – skal placere sig i verden, er der lagt op til hårde og lange debatter.

På forhånd har iagttagere udråbt årsmødet til at være historisk, fordi det netop er så vigtige og fundamentale valg, som partiet skal træffe. Og midt i det hele skal partiets unge leder, Mai Villadsen, holde balancen og undgå en dramatisk splittelse.

Stærk modstander af EU

Læser man partiets principprogram, er det fortsat Enhedslistens mål, at Den Europæiske Union bør nedlægges. Unionen blokerer vejen for ”progressive forbedringer,” og i programmet fastslås det, at partiet er en ”stærk modstander af EU”. Partiet ønsker derfor en dansk udmeldelse og en total lukning af EU.

Før årsmødet er der imidlertid sendt nye signaler fra markante folk i partiet. Det gælder bl.a. den tidligere leder Pernille Skipper, den indflydelsesrige strateg Pelle Dragsted samt partiets medlem af Europa Parlamentet, Nikolaj Villumsen.

De er bannerførere for, at Enhedslisten dropper det nuværende mål om, at Danmark skal ud af EU. I et interview med Altinget har Nikolaj Villumsen fastslået, at partiet allerede i det daglige arbejde forsøger at trække EU’s politik mest muligt i en rød-grøn retning, ”frem for at stå og råbe og skrige og forsøge at ødelægge EU,” som han formulerer det. Han mener, at partiet sammen med den øvrige europæiske venstrefløj skal kæmpe for at skabe et demokratisk, grønt og solidarisk europæisk samarbejde.

Uenighed i partiet om EU’s rolle

Den kurs er andre i partiet lodret imod. De har fremlagt et forslag, der fastholder Enhedslisten som et parti, der kæmper imod EU og grundlæggende ønsker EU nedlagt. Medlem af hovedbestyrelsen, Astrid Vang Hansen, har i Altinget fastslået, at EU repræsenterer store europæiske kapitalinteresser, som bl.a. står bag urimelige handelsaftaler, der i praksis gør det umuligt for lande udenfor Europa at udvikle deres økonomi:

”Det er i virkeligheden en forlængelse af den måde, hvorpå europæiske lande har undertvunget afrikanske lande i århundreder. Derfor mener jeg, at det internationalistiske og solidariske er at arbejde for en nedlæggelse af EU,” siger hun.

En af de store udfordringer for Enhedslisten er, at for begge lejre i partiet handler forholdet til EU om både politik og følelser. De er uenige om EU’s rolle. Og de ser forskelligt på, hvad det vil sige at være venstreorienteret. Mens fornyerne ser EU som en arena, de bliver nødt til at træde ind i, er kampen mod EU omvendt en del af dna’et hos EU-modstanderne i partiet.

Hidsig debat om dansk Nato-medlemskab

De interne diskussioner bliver ikke mindre følsomme af, at der også er opstået sprækker i Enhedslisten, når det handler om Danmarks medlemskab af Nato. Netop dette spørgsmål eksploderede i kølvandet på den russiske angrebskrig mod Ukraine.

Efter en hidsig intern debat blev det i marts på et møde i den magtfulde hovedbestyrelse fastslået, at det fortsat er Enhedslistens politik at arbejde for at få Danmark ud af Nato. Men det skete først efter en forvirret og rodet debat, og undervejs har partiets topfolk også erkendt, at der i dag reelt ikke eksisterer et alternativ til Nato.

Også på dette felt er der følelser på spil. Mens fornyerne ikke kan se, hvad der skal træde i stedet for Nato, er der andre medlemmer, som i årtier har kæmpet indædt mod forsvarsalliancen. De opfatter først og fremmest Nato som en amerikansk ledet organisation, ja en aggressor, der har været med til at skabe konflikter og krige rundt om i verden i stedet for at sikre freden.

Alt dette har skabt uro om partiet i medierne og afsporet Enhedslistens kampagne for at bevare forsvarsforbeholdet. På årsmødet bliver det afgørende for partiets leder, Mai Villadsen, at undgå, at uenighederne kommer ud af kontrol. For så kan det i yderste konsekvens blive svært at holde sammen på partiet.

Opgør følges tæt

Også udenfor Enhedslistens rækker følges opgøret tæt. I et interview med Radio4 forud for årsmødet fastslår Danmarks tidligere udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft, at Enhedslisten er havnet i den prekære situation, at hvad der rent faktisk står i partiets gamle program, ikke længere harmonerer med, hvad yngre og toneangivende medlemmer tror på i verden anno 2022.

Han mener, at partiet må forholde sig til, at EU er rammen, man skal arbejde indenfor, og han opfordrer politikerne i Enhedslisten til at tage bestik af, at det nordiske samarbejde om forsvars- og sikkerhedspolitik fremover kommer til at ske i EU og Nato. Han mener, at det er urealistisk at tale om at melde sig ud af Nato. ”Det bliver ikke en aktuel diskussion fra nu af og mange, mange år frem med den udvikling, der er sket i Rusland,” siger Mogens Lykketoft.

I lighed med andre toppolitikere fra centrum-venstre forudser han, at Enhedslisten skal igennem en svær overgang, før partiet finder sit nye ståsted i forhold til EU og Nato. Første slag i den krig vil udfolde sig i Hafnia Hallen i weekenden.

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.

Lyt til seneste afsnit her:

Læs også

01.12.23

PLO freder forgyldt vagtlæge efter intern undersøgelse

PLO-Nordjylland har på baggrund af en intern undersøgelse fredet en vagtlæge, der har tjent 2,4 millioner kroner på videokonsultationer. Politikere retter kritik af forløbet.   PLO freder forgyldt vagtlæge i Region Nordjylland, efter at lægernes fagforening selv har foretaget en undersøgelse af, om én vagtlæge har misbrugt det højere honorar for videokonsultationer.   Undersøgelsen blev…

Læs mere
30.11.23

Meny stopper salg af truede ål

Det er ikke længere muligt at fiske en ål op fra køledisken i dagligvarebutikken MENY. Dagligvarekoncernen Dagrofa bekræfter nemlig over for Radio4, at man har droppet salget af ål. – Det er korrekt, at vi har besluttet at stoppe med salg af ål i MENY, konstaterer Dagrofa og tilføjer: – MENY består delvis af Dagrofa-ejede…

Læs mere
30.11.23

Forbrugerrådet om influencer-pakkekalender: “Under al kritik”

En pakkekalender fra 12 af danske influencere bliver markedsført med en værdi på 1.300 kr. Men pakkekalenderen møder kraftig kritik og Forbrugerrådet TÆNK kalder det vildledende markedsføring. Flere danske børn kan ende med at få en skuffende start på december måned. I hvert fald hvis de eller deres forældre har købt pakkekalderen ‘Juletuben’, en pakkekalender…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet