Veganerpartiet, Frie Grønne og Alternativet risikerer at ryge under spærregrænsen og udløse rødt stemmespild ved næste valg. Dog står Alternativet, der holder landsmøde i weekenden, med størst chancer for at overleve.
De fleste kender scenen fra film: Sygeplejersker og læger står omkring en patient, som de kæmper for at holde i live. Mens de arbejder, klippes der til en lille skærm, der viser patientens hjerterytme.
Når filmen ender lykkeligt, bliver hjerteslagene stabile, mens lettelsen breder sig i lokalet.
Andre gange bliver udslagene på skærmen mindre og mindre… indtil de stopper.
Det er tæt på, at ovennævnte scener kan overføres direkte til de tre små venstrefløjspartier, Veganerpartiet, Frie Grønne og Alternativet, som alle kæmper for deres overlevelse.
Dog er der markante forskelle mellem dem.
Veganerpartiet får i målingerne hos analyseinstituttet Voxmeter en opbakning på mellem 0,0 og 0,1 procent af vælgerne. Lige nu synes selv ikke den mest effektive hjertestarter at kunne redde partiet, der har brug for et mirakel, hvis det skal komme ind i Folketinget ved næste valg.
Ser sort ud for Frie Grønne
Også for Frie Grønne ser det overraskende sort ud. Overraskende, fordi det som bekendt var en gruppe af politikere – med Uffe Elbæk i spidsen – der valgte at forlade Alternativet for at starte et nyt parti. Men med den nye partileder, Sikandar Siddique, i front er partiet indtil nu absolut ikke blevet en succes. Og med målinger, der i Voxmeter svinger mellem 0,2 og 0,5 procents opbakning, ligner Frie Grønne ikke et parti, der stormer ind på Christiansborg ved næste valg. Tværtimod.
For Alternativet, der holder landsmøde i denne weekend, er der en smule mere at glæde sig over.
Ser vi på målingerne, er løbet ikke kørt for partiet, som ellers har oplevet voldsomme nedture med interne magtkampe, en veritabel flugt af politikere og medarbejdere samt flere vanskelige ledelsesskift.
I modsætning til, hvad mange måske umiddelbart tror, er der så meget liv i partiet, at det rent faktisk slår ud i målingerne. I Voxmeter ligger opbakningen til partiet på mellem 1,0 og 1,3 procent. Det er ikke meget. Men det er dog nok til, at der stadig er noget at kæmpe for, og med en mobilisering af græsrødderne i partiet og med en heldig valgkamp kan det ikke udelukkes, at Alternativet – mod mange odds – kan få endnu en periode i Folketinget.
På landsmødet i maj måned sidste år fastslog partileder Franciska Rosenkilde humoristisk, at rygterne om Alternativets død var stærkt overdrevne. Men det kan ikke skjules, at partiets undergang fortsat er en reel risiko.
Drømmen, der blev mareridt
De interne slåskampe og opgøret med Uffe Elbæks fløj har i den grad kostet troværdighed hos de mange vælgere, som flokkedes om partiet, da det bragede ind på Christiansborg med 4,8 procent af stemmerne ved valget i 2015.
Dengang troede vælgerne på fortællingen om, at de skulle være en del af et nyt fællesskab, som skulle lave politik på en ny og inkluderende måde, og de drømte om at være med til at bane vej for en historisk grøn omstilling og en fundamental omlægning af samfundets indretning.
Med sin succes hos vælgerne var Alternativet utvivlsomt med til at presse de øvrige partier i en mere grøn retning. Men Alternativets drøm forvandlede sig hurtigt til et mareridt, og vælgerne tog flugten. Ved valget i 2019 var støtten faldet til tre procent, og i de aktuelle målinger ligger Alternativet som nævnt under spærregrænsen.
Om det vil lykkes at sparke liv i partiet, bliver i høj grad op til Franciska Rosenkilde og partiets folketingsmedlem Torsten Gejl, der fungerer som en enmandshær på Borgen. Men det bliver også op til de græsrødder, som stadig findes. I kampen for at redde partiet skal Rosenkilde netop formå at skabe nyt liv i partiets underskov af frivillige, og hun skal lykkes med at promovere Alternativet på de sociale medier, hvor partiet tidligere var suverænt.
Med partiets aktuelle størrelse bliver det næsten umuligt at sætte aftryk i nyhedsmedierne, hvor de større partier sætter dagsordenen. Sådan var det også, da Alternativet blev stiftet, men dengang lykkedes det at skabe stærke digitale fællesskaber, hvor mange engagerede sig og var med til at løfte partiet. Nu skal Rosenkilde & Co. forsøge at gentage kunststykket.
Håbet er grønt
Politisk kan Alternativet glæde sig over, at den grønne omstilling står som et helt centralt omdrejningspunkt på Christiansborg. Krigen i Ukraine har desuden sat turbofart på Danmarks – og mange europæiske landes – kamp for at omlægge energiforsyningen for at gøre sig uafhængig af leverancer af olie og gas fra Vladimir Putins Rusland.
Netop kampen for at omlægge samfundet i en grøn og bæredygtig retning vil Franciska Rosenkilde og de tilbageværende alternativister gøre til et afgørende politisk pejlemærke – og dermed er de også i samklang med en af tidens stærkeste politiske strømninger. Men omslaget i miljø- og energipolitikken betyder ironisk nok, at de får mindre plads at boltre sig på, for stort set alle Folketingets partier er i dag dybt optaget af den grønne omstilling og den historiske omlægning af energiforsyningen.
Mens livstegnene hos Veganerpartiet og Frie Grønne er så små, at de knap nok kan registreres i målingerne, er der hos Alternativet trods alt en puls, der kan måles. Partiet befinder sig dog fortsat i en kritisk tilstand.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.
Lyt til seneste afsnit her:
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix