Mens vælgerne flygter fra S, går SF frem. Pia Olsen Dyhr står ifølge målingerne nu i spidsen for landets næststørste parti. Det udfordrer Mette Frederiksen, men det kan ironisk nok også blive hendes redning.
Det er næppe en illustration, som vækker begejstring i Socialdemokratiet, men torsdag aften hyggede mange SF’ere sig gevaldigt med at studere en satiretegning, som deres parti havde lagt ud på Facebook.
Overskriften lød: ”Pak en kuffert og tag med på en spændende rejse gennem regeringens søforklaringer om store bededag.” Og via en stiplet linje, der tog mange skarpe sving undervejs, kunne SF’erne tage på en virtuel rundtur blandt de mange modsatrettede citater og argumenter, som SVM-regeringens ministre har brugt for at afskaffe store bededag som helligdag.
Den lille spøg kan synes harmløs, men den er et signal om, at forholdet mellem S og SF har skiftet karakter. Mens den socialdemokratiske mindretalsregering var ved magten, indtog SF rollen som stålsat støtteparti, og i samme periode var Pia Olsen Dyhr uhyre tæt på Mette Frederiksen.
Hør seneste episode af det politiske magasin ‘Mandat’ med Thomas Larsen og Pernille Rudbæk (Analysen fortsætter herunder)
Den epoke sluttede brat, da Pia Olsen Dyhr i begyndelsen af december forlod forhandlingerne, der førte til dannelsen af SVM-regeringen. I en udtalelse gjorde hun det klart, at hun ikke kunne se SF i det regeringsgrundlag, som lå på tegnebordet:
”Vi sad i forhandlingslokalet for at sikre hjælp til Danmarks fattige børnefamilier, et højt ambitionsniveau på klima og natur, samt mere ro på for vores børn og unge. Det er så fundamentalt vigtige ting, at vi var villige til at strække os langt for at få de ting igennem og med i et regeringsgrundlag. Når det ikke kunne lykkes i tilstrækkelig grad, er der selvfølgelig heller ingen grund til, at vi bliver siddende,” sagde Pia Olsen Dyhr.
Siden er SF’s modstand kun vokset, og da den nye regering meddelte, at store bededag skulle skrottes som helligdag for blandt andet at kunne opruste forsvaret, protesterede SF skarpt. Og Pia Olsen Dyhr blev direkte vred, da forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen, krævede, at partierne i Folketinget skulle acceptere elimineringen af helligdagen, hvis de ønskede at være med i forhandlingerne om at styrke forsvaret.
I den situation gjorde Pia Olsen Dyhr en ting, hun ikke havde gjort før: Hun brugte det ord, som er blevet smidt efter Mette Frederiksen et utal af gange, og som senest også er blevet anvendt som skyts mod SVM-regeringen.
”Jeg har ikke brugt det her ord nogensinde før, men jeg mener faktisk, at denne her handling viser, at der er tale om en magtfuldkommen regering,” sagde Pia Olsen Dyhr.
På fremmarch
Som bekendt har regeringen indledt en retræte fra det krav, som Ellemann stillede, og partierne skal ikke længere stemme for at afskaffe store bededag for at deltage i forhandlingerne om fremtidens forsvar.
Men alene det faktum, at Pia Olsen Dyhr tog ordet magtfuldkommen i sin mund, viser tydeligt, at det tætte samspil mellem S og SF er sat på pause. Og følger man den politiske debat, vil man kunne se, hvordan SF-politikere på stribe udfordrer regeringen.
Nok så interessant er der også sket et skifte målingerne.
På kort tid har S måttet sige farvel til mange af de vælgere, som gav partiet et kanonresultat ved valget. I stedet er SF på fremmarch. Og dermed begynder der at være en linje tilbage til tiden, da SF anført af en populær Villy Søvndal bragede frem over for et kriseramt Socialdemokrati under ledelse af Helle Thorning-Schmidt.
For SF førte fremgangen til, at partiet for første gang kom i regering, men den nye æra sluttede katastrofalt, da partiet kollapsede, og da SF-ministrene til slut tumlede ud af ministerkontorerne.
I den interne partihistorie vil Pia Olsen Dyhr blive omtalt med flammeskrift, eftersom hun har genopbygget partiet. Men succesen kan ikke skjule, at hun sidder tilbage med en bittersød følelse. For det ironiske er, at SF før valget var mere regeringsparat end nogensinde. Derfor var det ikke en nem beslutning at trække SF ud af regeringsforhandlingerne, for i SF havde mange – også Dyhr – håbet på at komme i regering.
Skæbnefællesskab på trods
Efter at have været vidne til regeringens ringe start har hun næppe fortrudt beslutningen. I dag er SF’erne frie til at markere sig. Og friheden vil de bruge til at angribe, når partiet er uenig med regeringen, men det er samtidig planen, at SF vil gå med i forlig, når regeringen lancerer udspil, der flugter med SF’s politik.
Et godt gæt er, at SF fra denne position vil kunne appellere til mange centrum-venstre vælgere og mange frustrerede S-vælgere, hvilket kan føre til fornyet fremgang.
Set i det lys har Mette Frederiksen og S fået en ny rival. Men det paradoksale er, at SF ikke nødvendigvis forbliver en rival, men måske snarere end redningskrans. For hvis SF suger de utilfredse vælgere til sig og fastholder dem i rød blok, vil SF kunne give Mette Frederiksen en ny chance, når SVM-regeringen en dag falder. Det vil i så fald være en chance, som Mette Frederiksen skal betale en politisk pris for at få.
Det ved Mette Frederiksen, og det ved Pia Olsen Dyhr, og derfor deler de stadig et skæbnefællesskab, selv om dannelsen af SVM-regeringen umiddelbart opløste de sidste års tætte politiske og personlige alliance mellem de to.