Det er klogt af Kongehuset, at prins Christian ikke skal have apanage, når han fylder 18 år. I værste fald kunne han være endt som omdrejningspunkt for en giftig debat, hvor han ville have været forsvarsløs.
Det er et tankeeksperiment:
Men tænk, hvis det var blevet besluttet, at prins Christian skulle have apanage, når han fylder 18 år den 15. oktober, og hvis det dernæst viste sig, at et flertal af danskerne rent faktisk var imod.
I den situation ville medierne bringe meningsmålinger, der ned i detaljen ville dissekere, hvor stor en del af befolkningen, som ville være lodret imod ordningen, og hvor mange som ville støtte, at prins Christian skulle have apanage.
I aviser, radio og tv ville eksperter og politikere udtale sig om sagen, og på de sociale medier ville diskussionerne nok igen være præget af den heftighed og uforsonlighed, som kendetegner det digitale forsamlingshus.
Kritiske meningsmålinger
Spørgsmålene ville være mange. Bør et ungt menneske virkelig tildeles et årligt millionbeløb? Ville det være rimeligt i betragtning af, at han stadig går i gymnasiet? Og ville han egentlig fortjene at få årpenge, når han ikke løfter større opgaver for Kongehuset?
Ja, det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, hvordan debatten ville udvikle sig. Og i centrum af det hele ville der stå en ung prins – som en dag skal være Danmarks konge – og han ville i realiteten være forsvarsløs, mens debatten om hans person ville bølge frem og tilbage i medier og offentlighed.
At ovenstående ikke blot kan affejes som et løsrevet tankeeksperiment, dokumenterer de meningsmålinger, som for nylig er lavet. Her er danskerne nemlig allerede blevet spurgt, om prins Christian skal have apanage, når han fylder 18 år. En stor del af befolkningen er imod. Og det ligger i forlængelse af opinionsmålinger fra de senere år, der viser, at danskerne gradvist er blevet mere kritiske over for, hvordan apanagen til den kongelige familie efter deres mening bør uddeles.
Danskernes skepsis begyndte for alvor at sætte sig igennem, da flere og flere tog afstand fra, at grevinde Alexandra fik apanage, når hun reelt ikke længere udførte opgaver for Kongehuset. Senere kom der også fokus på, om prins Joachim udrettede nok for sin apanage. Og der begyndte efterhånden også at komme gang i en diskussion af, hvor mange af dronning Margrethes børnebørn, som skulle have ret til årpenge.
Tackler giftig debat
I 2016 skar dronningen igennem: Hun gjorde det klart, at fra den nye generation vil det kun være prins Christian, der en dag vil modtage apanage.
Forløbet viser, at spørgsmålet om apanage er blevet følsomt. Derfor foretog Kongehuset også et klogt træk, da man i mandags meddelte, at prins Christian ikke skal tildeles apanage efter sin 18-års fødselsdag. ”Kongehuset har i samråd med Statsministeriet besluttet, at Hans Kongelige Højhed Prins Christian ikke tildeles årpenge, før han fylder 21 år i efteråret 2026, medmindre Hans Kongelige Højhed inden da måtte være blevet tronfølger,” lød det.
Det blev fastslået, at prins Christian i det kommende år vil gøre sin gymnasieuddannelse færdig, og senere vil Kongehuset oplyse om hans videre uddannelsesforløb. Det blev også meddelt, at han først til den tid ” i højere grad vil indgå i officielle sammenhænge”. Indtil da vil han kun i begrænset omfang deltage i officielle sammenhænge, lød beskeden.
Dermed har Kongehuset effektivt tacklet den giftige debat, som kunne være opstået, hvis han var blevet tildelt apanage allerede som 18-årig. Dronning Margrethe og kronprins Frederik modtog ganske vist begge årpenge, da de fyldte 18 år. Men de var tronfølgere. Og endnu vigtigere: Tiden var en anden. Dengang havde danskerne ikke samme kritiske blik på apanagen, og der var ikke opstået den samme bevidsthed om, at apanagen bør gives til de medlemmer af kongefamilien, som de facto skal løfte de royale opgaver og stå i spidsen for Kongehuset.
Fredes lidt endnu
Nok så væsentligt for prins Christian rummer beskeden fra hoffet et ekstra aspekt, som bestemt heller ikke skal undervurderes. Han får nu mulighed for at kunne være ung og leve i relativ fred i nogle flere år. Det betyder, at han kan vokse til og blive mere moden, inden han for alvor skal vænne sig til det rampelys og det pres, som er en del af tilværelsen for en kommende regent.
Ingen ved, hvem der har besluttet, at han ikke skal have apanage allerede til efteråret. Men et godt gæt er, at beslutningen kan føres tilbage til hans forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. De har truffet en klog beslutning – formentlig i samklang med deres søn – og den er blevet bakket op af dronning Margrethe, som også har kunnet se visdommen i den afgørelse.
Måske har det spillet en rolle, at dronning Margrethe og kronprins Frederik begge kæmpede med det fokus og forventningspres, som medier og befolkning rettede mod dem, da de var unge. Som voksne har de begge fortalt, at det var en svær tid, inden de fandt sig til rette i deres særlige rolle.
Med beslutningen om at udskyde apanagen har de givet prins Christian et bedre afsæt for at blive klar til de opgaver, han sen dag skal løse, og de har undgået, at han bliver skydeskive i en potentielt giftig debat, som ingen 18-årig ville ønske at blive kastet ind i.