En følelsesladet prins Joachim har åbent gjort oprør mod dronning Margrethes beslutning om at tage titlerne som prins og prinsesse fra hans børn. Dermed er en sjælden splittelse i den kongelige familie blevet blotlagt. Og det kan blive svært at klinke skårene.
Det er bestemt ikke hverdagskost at se prins Joachim, prins Nikolai og grevinde Alexandra kaste sig ud i et åbent oprør mod dronning Margrethe.
Men det er præcis dét, som befolkningen har været vidne til i de seneste døgn. Med følelserne uden på tøjet har de givet udtryk for, at de er dybt skuffede, ulykkelige og uforstående over dronning Margrethes beslutning om at fratage prins Joachims fire børn deres prinse- og prinsessetitler.
Her kan du høre Thomas Larsens analyse af krisen i kongehuset:
Især Ekstra Bladets tv-interview med prins Joachim vil blive stående på nethinden i lang tid. For når en grådkvalt far fortæller, at hans børn ”er gjort fortræd”, vidner det om, hvor stor vreden og sorgen er i prins Joachims del af kongefamilien.
Undervejs blev han spurgt om, hvorvidt forløbet har påvirket hans forhold til hans mor. Efter en lang pause sagde han: ”Det tror jeg ikke, at jeg behøver uddybe her.”
I interviewet fortalte han også, at han kun havde fået fem dages varsel, inden meldingen om dronningens afgørelse blev sendt ud i form af en pressemeddelelse. Dermed gik han imod kongehusets forklaring, for herfra har det lydt, at prinsen har været involveret i processen siden maj.
Prins Joachims version er en anden: Han siger, at han i maj alene fik forelagt en plan, som gik ud på, at når hans børn ville fylde 25 år, ja så ville de miste deres titler. Og ikke før. Dernæst tilføjer han, at han kun fik få dage til at forholde sig til selve pressemeddelelsen, som – underforstået – var blevet strammet gevaldigt i forhold til det udspil, som han fik præsenteret i foråret.
Bevidste protester
Man behøver ikke at være hverken royal ekspert eller psykolog for at konstatere, at prins Joachim er på konfrontationskurs med sin mor, dronningen. Man behøver heller ikke at have stor indsigt for at kunne konstatere, at prins Joachim, prins Nikolai og grevinde Alexandra har ønsket at lufte deres protest i fuld offentlighed.
Ikke mindst prins Joachim og grevinde Alexandra har på godt og ondt levet med mediernes bevågenhed. Og det har de gjort i årevis. De ved om nogen, hvordan medierne virker. Og derfor er det heller ikke tilfældigt, at de så tydeligt viser deres utilfredshed via massemedierne: De har ønsket, at deres protester skulle høres over det ganske land. Hvilket i den grad også er sket:
Splittelsen i den kongelige familie har i de seneste døgn været en topnyhed i alle medier. På sociale medier bliver sagen diskuteret intenst, og mange lægger deres sympati hos prins Joachims og hans familie.
Set i det perspektiv har protesten haft effekt. Men den kommer næppe til at rokke ved dronningens beslutning, og dermed er der alene tale om en protest, som kun skaber uro, men som ikke ændrer situationen.
Midt i turbulensen glemmer mange, at dronningen har haft gode grunde til at træffe sin beslutning. Selv om hun i flere medier nu kaldes for ”is-dronningen”, og selv om mange opfatter hendes træk som brutalt, har hun naturligvis ikke ønsket at skade prins Joachim og hans del af familien.
Som mor og bedstemor ønsker hun, at de alle får et godt liv. Men hun er også regenten, der har ansvaret for, at kongehuset er indrettet rigtigt, og lige nu glemmer mange, at vi herhjemme for blot få år siden debatterede, hvor stort det danske kongehus egentlig skal være.
Her kan du høre, Trine Larsen, mangeårig hofreporter på Billed-Bladet, fortælle, hvordan krisen i kongehuset påvirker hende:
Rettidig omhu
Debatten blev i første omgang udløst af grevinde Alexandra. Efter skilsmissen fra prins Joachim fik hun apanage, men som årene gik, blev det i tiltagende grad svært at se, hvad hun udrettede for pengene, og det skabte utilfredshed hos mange danskere.
I næste omgang kom debatten til at handle om, hvor mange af medlemmerne af kongehuset, der skulle have apanage. Og læste man danskernes svar i meningsmålingerne, var beskeden klar: Apanagen skulle kun gives til dem, som reelt bærer ansvaret for kongehuset, og som skal udføre konkrete opgaver.
Dronning Margrethe reagerede hurtigt og klogt på debatten. Det blev bestemt, at i den yngste generation, er det kun prins Christian, der skal have apanage. Og samtidig blev det gjort tydeligt, at det er kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der skal bære monarkiet videre, når dronning Margrethe er gået bort.
I den proces er der blevet mindre rum til prins Joachim og hans familie. Det har gjort ondt. Og derfor er det også opsparet frustration, som i disse dage kommer til udtryk. Han føler sig svigtet af sin mor, og han er givetvis også frustreret over, at hans bror, kronprins Frederik, i så høj grad kommer i centrum.
Når dronningen har valgt at skære igennem, handler det nok også om at sikre, at rivaliseringen i familien ikke fortsætter. Man skal lægge mærke til, at hun selv træffer beslutningen i stedet for at sende den ubehagelige afgørelse videre til kronprins Frederik.
Historikeren Sebastian Olden-Jørgensen har udtrykt det på denne måde: ”Vi ser en dronning, som vil rydde op, før hun dør, og på den måde ikke efterlade ubehagelige opgaver til sin efterfølger”. Han tilføjede, at de kongeliges særlige status og privilegier ikke kan omfatte alle medlemmer af familien.
Begge dele er rigtigt.
Man skal i øvrigt heller ikke tage fejl af, at dronningen mener det, når hun siger, at hendes fire børnebørn skal have lov at kunne forme deres tilværelse ”uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer.” Det er ægte ment.
Tilbage står imidlertid det indlysende problem, at processen er løbet af sporet, og at beslutningen har ført til en dyb splittelse. Her og nu er det store spørgsmål af samme grund, om krisen bliver kort- eller langvarig? Lykkes det for dronningen at få helet sårene i familien – eller er der lagt op til en lang og bitter familiefejde?
Hvis det sidste bliver tilfældet, vil det både skade familien og monarkiet som institution.