Statsminister Mette Frederiksen befinder sig få dage før kommunalvalget i en dyb krise på grund af sms- og minksagen. Men truslerne fra Sofie Carsten Nielsen og de Radikale er hun ikke bange for.
Det blev omtalt som en bombe, da den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, onsdag aften angreb statsminister Mette Frederiksen og S-regeringen for at være ”magtfuldkommen” og ”egenrådig”.
Men er det en bombe – eller snarere en fuser? Herfra er svaret det sidste, for de Radikale har efterhånden oparbejdet en lang tradition for at rette trusler mod statsministeren uden at turde følge ordene op med handling. Ja, faktisk erkendte Sofie Carsten Nielsen selv for et år siden, at der havde været udstukket så mange advarsler, at det måske var på tide at skrue ned for en praksis, som til syvende og sidste kun udstillede de Radikales afmagt.
I sit første større interview som ny partileder fastslog Sofie Carsten Nielsen i oktober 2020, at de Radikale ikke ville blive ved med at true regeringen på livet. “Vi er ikke i en position, hvor vi skal bruge resten af efteråret på at udstede trusler om valg,” sagde hun. Dengang var partiet i granatchok efter Morten Østergaards exit som leder. En afgang, som skete i vanære, eftersom han havde løjet om, at han selv var skyld i flere af de krænkelsessager, som havde ramt partiet.
Sofie Carsten Nielsen stod heller ikke selv særligt solidt på det tidspunkt. Hun havde dækket over Morten Østergaard, mens han talte usandt for offentligheden og sine partifæller, og af samme grund havde hun været genstand for heftig kritik. Når Sofie Carsten Nielsen i dag – et år senere – blæser til angreb mod Mette Frederiksen og beskylder hendes regering for at udvise ringeagt for Folketinget og være modvillig til at samarbejde, kan man roligt konstatere, at de Radikale igen er vendt tilbage til brugen af trusler.
Der er især to ting, som får hende til det. Hun er først og fremmest stærkt utilfreds med forløbet om de slettede sms-beskeder, og derudover kritiserer hun Mette Frederiksen for at have inddraget partierne for sent, da regeringschefen ønskede at få støtte til igen at gøre Covid-19 til en samfundskritisk sygdom. Sofie Carsten Nielsen anklager regeringen for at udlevere rapporten fra Epidemikommissionen så sent, at der ikke var tid til den nødvendige politiske diskussion og afklaring.
Ifølge Sofie Carsten Nielsen kan Mette Frederiksen ikke blive ved med at arbejde på denne måde – i hvert fald ikke uden at det vil få konsekvenser. ”Jeg kan ikke se for mig, at vi bare fortsætter på samme måde (…) som støtteparti for en et-partiregering, der kører i den rille,” sagde Sofie Carsten Nielsen til Berlingske.
Reaktionen fra Socialdemokratiet har været bemærkelsesværdig rolig, for i regeringstoppen tror man ikke, at de Radikale gør alvor af truslerne. For hvor skal de Radikale gå hen?
I gamle dage var det som bekendt en radikal specialitet at kunne samarbejde med begge sider af folketingssalen, og partiets tidligere ledere formåede gang på gang at indtage rollen som kongemagere. Trods relativt få mandater bestemte de, om de blå eller røde skulle have regeringsmagten. Indflydelsen var så stor, at det blev sagt om de Radikale – at enten sad de i regering eller også regerede de!
Sådan er det ikke mere. Samarbejdet med Socialdemokratiet i Helle Thorning-Schmidts korte periode som statsminister blev så anstrengt, at S, SF og Enhedslisten bagefter anklagede de Radikale for at have kørt regeringsprojektet i sænk. Set med socialdemokratiske øjne blev S og SF for hårdt presset af de økonomiske reformer, som den radikale leder Margrethe Vestager fik igennem, uden hensyn til baglandet i de to øvrige regeringspartier. De Radikales ageren i den økonomiske politik og i udlændingepolitikken førte til, at Mette Frederiksen i 2018 traf den skelsættende beslutning, at S ikke igen ville i regering med R.
Men også når det gælder blå blok, har de Radikale kørt sig selv ud på et sidespor. Det skyldes partiets efterhånden lange binding til rød blok, men det skyldes også, at R i udlændingepolitikken ofte er i karambolage med det store flertal på Borgen og i befolkningen, som ønsker en stram udlændingepolitik. Af samme grund er det svært for Sofie Carsten Nielsen at få sine trusler om at forlade rød blok til at fremstå troværdige, for hvis hun gør alvor af at rykke over til de blå, melder hun sig ind i en familie, som også rummer Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Og det ryk vil hendes vælgere ikke acceptere.
Derfor står de Radikale fanget i en position, som den tidligere radikale politiker og nuværende kristendemokrat, Jens Rohde, har kaldt for ”ligegyldighedens ingenmandsland”.
Og apropos Jens Rohde.
Da Sofie Carsten Nielsen luftede sin trussel mod Mette Frederiksen, udsendte han dette rammende tweet: ”Hvornår indtræffer så den dag, hvor RV tager sig selv alvorligt fremfor altid at udstikke advarsler til regeringen og udstille egen magtesløshed?”
Hør det seneste afsnit af ‘Mandat’ her