I det radikale bagland sidder mange tilbage med en dyb skuffelse over, at Martin Lidegaard og den radikale folketingsgruppe sagde nej til at gå i regering. Weekendens nytårsstævne bliver ingen fest.
Der venter et tæt program om ”Velfærdsstatens krise”, når radikale politikere og tillidsfolk er samlet til weekendens nytårsstævne i Nyborg. Men reelt vil partiets egen krise fylde mest.
Mellem alle de kloge oplæg fra inviterede eksperter vil mange radikale stille sig selv dette spørgsmål:
Hvorfor sagde den radikale folketingsgruppe nej til at gå i regering kort før jul, når partiets ledelse igennem efterårets valgkamp konsekvent talte om det vigtige i at få skabt en bred regering over midten?
I baglandet har mange fortsat svært ved at forstå, hvorfor folketingsgruppen i 11. time valgte at springe fra. De mener, at det ligger dybt i det radikale DNA, at man skal gå efter indflydelsen, og deres holdning er, at indflydelsen ville have været langt større, hvis partiet var gået i regering.
De giver ikke meget for Martin Lidegaard og folketingsgruppens argument om, at grundlaget for SVM-regeringen indeholder politik, som de Radikale har svært ved at spejle sig i. For sådan er det jo, når kompromiser strikkes sammen, og set med kritikernes øjne rummer grundlaget masser af radikale aftryk.
De affejer også argumentet om, at R ville blive klemt mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Tværtimod frygter de, at det fra nu af bliver sværere at profilere partiet fra oppositionsbænkene.
Hør mere om den radikale krise, der blev diskuteret fredag i Radio4 Morgen (Analysen fortsætter herunder)
Denne debat vil med sikkerhed ikke blive afsluttet på nytårsstævnet. Den vil fortsætte, når Martin Lidegaard snart skal på rundtur i et radikalt bagland, som har en del at være mismodig over for tiden:
Overordnet har de Radikale mistet rollen som det afgørende midterparti og den mest centrale kongemager i dansk politik, og i partiet frygter en del, at Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har overtaget den plads.
De Radikale har i stigende grad haft svært ved at lave alliancer. Både til venstre og højre. S-formand Mette Frederiksen fastslog i en grundlovstale i 2018, at hun ikke ville sidde i regering med Radikale. Og sådan blev det, da hun året efter dannede sin S-regering.
Jakob Ellemann-Jensen forsøgte som ny V-formand at skabe en tæt relation til R, men han opgav, fordi afstanden – især i udlændingepolitikken – var for stor, og fordi kritikken fra resten af blå blok blev for hård.
Set med radikale øjne opstod der ved valget 1. november en unik åbning for at kortslutte blokpolitikken og bygge en regering over midten. Alligevel kom R ikke med i den historiske regeringskonstellation.
Uro i toppen
Alt dette har radikale græsrødder, medlemmer og lokalpolitikere fulgt med bekymring, og oven i dette har de været vidner til flere abrupte ledelsesskift:
Først var der Morten Østergaard, som kastede sig ud i en højprofileret kamp mod sexisme og krænkelser, indtil det viste sig, at han selv havde udvist krænkende adfærd. Efter et pinligt forløb trak han sig som leder.
Sofie Carsten Nielsen trådte til, men hun havde fra begyndelsen en plettet troværdighed, eftersom hun havde dækket over Østergaard. Ikke desto mindre håbede mange, at hun ville give partiet en ny start, men i dag er hun allerede fortid. Det er især sket som følge af den rodede valgkamp i efteråret. Inden valgkampen erklærede hun, at de Radikale havde mistet tilliden til Mette Frederiksen på grund af hendes rolle i minksagen. Men i valgkampen pegede partiet ikke desto mindre på Mette Frederiksen som statsministerkandidat.
På valgdagen stemte kun 3,8 procent af vælgerne på de Radikale, og Sofie Carsten Nielsen fik selv et så ringe personligt valg, at hun trak sig.
Så blev Martin Lidegaard leder. Da han trådte frem, borede journalister i, om han ville fastholde det ultimative krav om at vælte en regering, som ville oprette et asylcenter i Rwanda. Han forsøgte først at sige, at han ikke var tilhænger af ultimative krav. Men da en reporter spurgte, om det var fuldstændig udelukket, at R vil støtte en regering, der arbejdede videre med planerne om et center i Rwanda, skar Samira Nawa fra folketingsgruppen igennem. ”Ja, det er fuldstændig udelukket,” sagde hun.
Lidegaards slingrekurs
Da en anden journalist ønskede at se en håndsoprækning fra de medlemmer af den radikale gruppe, som mente, at kravet stadigt skulle være ultimativt, rakte alle hænderne op. Også en tøvende Martin Lidegaard.
Som Politikens chefredaktør, Christian Jensen, konstaterede i en klumme, tog det ”under ti minutter at bringe den nye leder helt ud af kurs.”
Kort efter fik Lidegaard endnu et problem, da han efter ugers forhandlinger meddelte, at R ikke ønskede at blive en del af en ny regering. I et brev til baglandet skrev Martin Lidegaard og Samira Nawa, at selv om partiet ikke kom i regering, ville man dog stadig kunne få masser af indflydelse:
”Nogle gange er det sådan, at hvis man har en mere fri parlamentarisk rolle, der kan skubbe på udefra, så kan man opnå større indflydelse og opbygge en stærkere platform at stå på, end hvis man er fanget som lille parti i en regering.”
Desværre for Lidegaard og Nawa er mange i baglandet lodret uenige i den vurdering.
Derudover er flere radikale begyndt at overveje, om folketingsgruppen også fremover skal have monopol på at vælge partiets politiske leder. Når de ser tilbage på de senere års strategiske fejltagelser og hyppige ledelsesskift, er de ikke imponerede.
Hør mange flere analyser fra Thomas Larsen i det politiske program ‘Mandat’, der bliver sendt onsdage kl. 11.05 på Radio4