Blogartikel

Sådan finder du styrkerne i din personlighed

Erhvervspsykolog Charlotte Raaby fra ’Drømmesengen’ giver dig gode råd til, hvordan du kan finde frem til styrkerne og udfordringerne ved din personlighed

I ’Drømmesengen’ på Radio4 sætter journalist Katrine Hedegaard og psykolog Charlotte Raaby dialogen i fokus for at finde frem til kendte gæsters personlighedstræk. De 240 spørgsmål, som ’Drømmesengens’ gæster svarer på, er ofte brugbare til at nå en erkendelse af, hvorfor vi agerer, som vi gør. Både på arbejdspladsen og derhjemme.

– Personlighedstesten er ikke en facitliste, men et værktøj til at have en dialog om, hvordan du ser dig selv i forskellige situationer. Vores personlighed forandrer sig gennem vores opvækst men stabiliserer sig omkring de 30, hvorefter den vil være relativt stabil. Men det er muligt at påvirke udtrykket af vores træk ved at øve os i at gøre mere af det, som virker godt for os og mindre af det, som vi oplever kan være problematisk, siger psykolog Charlotte Raaby, som har analyseret mange personlighedstests i sit professionelle virke som erhvervspsykolog.

I artiklen her gennemgår hun, hvilke fem personlighedstræk personlighedstesten NEO-PI-3, som hun bruger i ’Drømmesengen,’ behandler. Disse domæner kaldes også ’The Big Five’.


Emotionelle reaktioner

Hvis du er lav på emotionelle reaktioner, vil du opleve, at du er god til at håndtere svære situationer og pres. Du bliver ikke bekymret eller ængstelig, og du hviler ofte i dig selv. Der kan dog også være en bagside ved at være lav på emotionelle reaktioner. Fordi du altid tænker, at du har styr på tingene, kan du have svært ved at se farerne og reagere på dem i tide, hvilket kan have en negativ effekt både i arbejdslivet og i det sociale. Dog vil eksempelvis ledere ofte have en fordel ved at ligge lavt på emotionelle reaktioner.

Hvis du ligger højt i denne kategori, vil du opleve andre fordele. Eksempelvis at du hurtigt får en fornemmelse for, hvad der sker omkring dig og hurtig kan agere på det. Bagsiden er dog, at det kan være svært at håndtere pressede situationer, og du bruger meget tid og energi på bekymringer. Derfor kan du have svært at stå i situationer, hvor der er meget på spil.


Ekstroversion
Dette domæne handler om, hvor du får din energi fra i det sociale liv. Det handler om, hvor du ligger på ekstroversionsskalaen. Hvis du ligger lavt, bliver du hurtigt fyldt op af indtryk og har derfor et lidt mere reserveret udtryk. Du fremstår seriøs og tilbagetrukken, men det er ikke ensbetydende med, at du ikke kan lide selskab, for linjen mellem introvert og ekstrovert kan være meget flydende.

Hvis du ligger højt på ekstroversionsskalaen, er din tærskel for sociale input meget høj, hvis den overhovedet eksisterer. Du trives i at være social, er ofte meget talende, fylder meget i rummet og har en imødekommende tilgang. Du har ofte en tendens til at dominere og en trang til at bestemme og føre an. Disse træk kan sagtens være positive, men de kan også kamme over, hvis du ikke ser folk omkring dig eller ikke lytter. Det kan gå ud over dine relationer til andre mennesker.


Åbenhed
Dette domæne handler om, hvor åben du er for forandringer. Om du bedst kan lide, at der sker noget nyt, eller om du foretrækker det kendte. Hvis du ligger lavt på åbenhed, trives du bedst med rutiner og det, der virker. Du er driftsorienteret, og det kan være en fordel, at du har et job, som kræver faste arbejdsrutiner. Du har også en pragmatisk og kritisk sans, hvilket kan være en stor styrke. Bagsiden er dog, at du kan have svært ved at se muligheder for forandring og være tilpas med dem.

Hvis du derimod ligger højt på åbenhed, er du meget åben for forandringer. Du er meget kreativt tænkende og i kontakt med følelsesmæssige aspekter af livet. Du er nysgerrig på at lære nyt og åben for andres måder at se verden på. Det kan være positivt i en forandringsproces, men bagsiden er, at du kan mangle sans for praktik og realisme. Dine input kan blive for flyvske og uden substans, hvilket kan være svært at forstå. Især for mennesker, der ligger lavere på åbenhed.


Venlighed
På engelsk hedder dette domæne ’agreeableness’, som på dansk oversættes til ’venlighed’, omend det ikke er helt dækkende. Men det handler om måden, vi går til andre mennesker på.
Hvis du ligger lavt her, er du dig selv nærmest. Du er fokuseret på at komme fremad og er skeptisk, direkte og kontant. Du er meget fokuseret på sagen, og hvordan den løses. Det kan være en fordel, når du skal udføre noget, som er svært, men det kan have en negativ effekt på dine relationer og muligheder for samarbejde.

Hvis du ligger højt på venlighed, har du fokus på samarbejde og harmoni og har en høj grad af sympati og fokus på at hjælpe dine medmennesker. Du er beskeden og fokuseret på at skabe gode relationer. Bagsiden kan være, at du er så fokuseret på samarbejde, at du bliver konfliktsky og har blind tillid til, at alle vil dig det godt. Det kan være udfordrende for dig at tage fat i det, som er svært.

 

Samvittighedsfuldhed
Dette domæne handler om, hvor drevet vi er af vores samvittighed, når vi løser opgaver. Både på arbejdet og når vi tager (eller ikke tager) opvasken efter aftensmaden.
Hvis du ligger lavt her, er du ikke særligt drevet af din samvittighed. Du går let til tingene med ambitionen om at være i nuet. Du har ikke et behov for at stræbe efter noget eller præstere. Udfordringen er, at det kan være svært at lykkes med noget. Det kan også være svært at samarbejde, fordi du ikke får gjort tingene til tiden. Det vigtigste er, at du søger en kontekst, hvor det kan lade sig gøre at leve på din måde, men det kan være udfordrende i den præstationskultur, som findes mange steder i Danmark.

Hvis du ligger højt på samvittighedsfuldhed, er du typisk meget punktlig, pålidelig og ambitiøs. Dette personlighedstræk er ofte noget, arbejdsgivere vil se positivt på. Bagsiden kan være, at du stiller for høje krav til dig selv og ikke kan mærke, hvornår nok er nok. På den måde kan du drive dig selv ud i ekstremerne, og det går ofte ud over helbred og opgaver.

Husk, at ingen personlighedstræk er gode eller dårlige, og at udfordringerne ofte opstår, når du overforbruger et træk eller befinder dig i en kontekst, som ikke passer til den, du er. Det kan du høre mere om i ’Drømmesengen’ på Radio4, hvor journalist Katrine Hedegaard og en kendt gæst dykker ned i gæstens personlighed.

Her kan du eksempelvis høre om sexolog Joan Ørtings trang til at råbe højt og skuespiller Thomas Bo Larsens tendens til træffe spontane beslutninger.

Lyt til alle afsnit af ‘Drømmesengen’ på podcast eller hver søndag kl. 10.05 på Radio4.

Læs også

01.12.23

PLO freder forgyldt vagtlæge efter intern undersøgelse

PLO-Nordjylland har på baggrund af en intern undersøgelse fredet en vagtlæge, der har tjent 2,4 millioner kroner på videokonsultationer. Politikere retter kritik af forløbet.   PLO freder forgyldt vagtlæge i Region Nordjylland, efter at lægernes fagforening selv har foretaget en undersøgelse af, om én vagtlæge har misbrugt det højere honorar for videokonsultationer.   Undersøgelsen blev…

Læs mere
30.11.23

Meny stopper salg af truede ål

Det er ikke længere muligt at fiske en ål op fra køledisken i dagligvarebutikken MENY. Dagligvarekoncernen Dagrofa bekræfter nemlig over for Radio4, at man har droppet salget af ål. – Det er korrekt, at vi har besluttet at stoppe med salg af ål i MENY, konstaterer Dagrofa og tilføjer: – MENY består delvis af Dagrofa-ejede…

Læs mere
30.11.23

Forbrugerrådet om influencer-pakkekalender: “Under al kritik”

En pakkekalender fra 12 af danske influencere bliver markedsført med en værdi på 1.300 kr. Men pakkekalenderen møder kraftig kritik og Forbrugerrådet TÆNK kalder det vildledende markedsføring. Flere danske børn kan ende med at få en skuffende start på december måned. I hvert fald hvis de eller deres forældre har købt pakkekalderen ‘Juletuben’, en pakkekalender…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet