Det er en enorm omvæltning for dit barn at starte i skole. Her får du panelets fire bedste råd til, hvordan du bidrager til den bedste overgang.
– Det er sindssygt overvældende for børn at begynde i skole og SFO, siger pædagog og familierådgiver Tina Brandt.
Sammen med skolepædagog Keld Hansen sidder hun i panelet på Radio4-programmet ’Hjælp – jeg er forælder’, og her kommer de med deres bud på, hvordan du som forælder kan gøre skolestarten lettere.
Råd #1: Gør dit barn selvhjulpen (det er hjælp til selvhjælp)
I børnehaven er der – hvis man er heldig – tre voksne til 22 børn, mens der i en typisk SFO er to voksne til 40 børn.
– Det er rigtig vigtigt, at man kan klare sig selv. Både med tøj og toiletbesøg, siger pædagog og familierådgiver Tina Brandt.
– Treårige børn kan lægge deres eget tøj sammen. Så lad være med at gøre tingene for jeres børn, forældre! I bliver glade for det i længden. Tag kampen i de to måneder, hvor det står på med skrig og skrål, siger skolepædagog Keld Hansen.
Råd #2: Klar til stolen – op på løbecyklen
Det er også fysisk krævende at skulle vænne sig til dage i klasseværelset:
– Når man skal sidde på en stol i mange timer, kræver det, at man kan holde sin ”core” (mavemuskulatur, red.). Hvis barnet skal bruge energi på at holde sin krop, kan det ikke også bruge energi på at høre, hvad læreren siger, fortæller Tina Brandt.
– Her er løbecykler Guds gave til menneskeheden, fordi de gør noget godt for børnenes balance. Og så bliver de også i stand til at spænde op i deres muskler, så de kan sidde på den stol, siger hun.
– Du kan også hjælpe dit barn ved at lade det gå til skole. Og gå gerne en omvej, siger skolepædagog Keld Hansen.
Råd #3: Stå tidligt op
Et banalt tip til at få givet dit barn en god skolestart er at sørge for, at morgenerne bliver gode, siger Keld Hansen.
– Hjemme hos os står vi tidligt op, så morgenen bliver rolig. Jeg ved præcis, hvor lang tid det tager at blive klar, og det er sådan en øvelse, man skal begynde at øve som forælder, siger han.
– Børn har ikke den samme fornemmelse for tid som voksne. Så det er altid godt at varsle børnene ved eksempelvis at sige: ”Når du har spist din morgenmad, så skal du til at tage sko på”. Så har de fået et varsel om, at der sker noget andet om lidt, siger Tina Brandt, der også foreslår, at man lægger tøj klar om aftenen eller smører madpakkerne.
Råd #4 Vær klar på modreaktionen
Selvom mange børn har glædet sig meget til skolestarten, skal du som forælder være klar på, at følelsen ikke varer ved.
– De fleste børn er glade for skiftet til skolen og SFO og suser derudaf, og så er der nogle, der efter tre måneder siger: ”Så har jeg prøvet det! Så skal jeg tilbage i børnehaven”, siger Keld Hansen.
Og den modreaktion skal mor og far også være klar på. Her foreslår Tina Brandt, at man kan planlægge et besøg i den gamle børnehave:
– Ring og aftal besøget med børnehaven, og så kan barnet komme og se, at ”hold da op, hvor er de små, de børn”, og at legepladsen slet ikke er så stor alligevel. Så de kan se, at børnehaven ikke kan leve op til drømmen, siger hun.
Du kan som forælder også gøre dig selv og barnet en tjeneste ved at sænke forventninger til, hvor problemfrit skolestarten går. Vært på Radio4-programmet ’Hjælp – jeg er forælder’, Marie Sloma Qvortrup, deler sin egen erfaring med børnenes skolestart:
– Min egen oplevelse med skolestart med flere børn har været, at det tager op til et halvt års tid, før børnene er faldet til i den nye virkelighed, siger hun. Tina Brandt tilføjer, at forældrene også kan opleve, at barnet tager et skridt tilbage i sin udvikling og pludselig bliver pylret og kan færre ting selv.
– Barnets hjerne bruger energi på en masse nyt, og så det, som barnet før kunne automatisk, skal barnet pludselig have hjælp til. Det er helt normalt, siger hun.
Du kan høre hele Radio4-programmet om skolestart lige her og finde flere programmer fra ’Hjælp – jeg er forælder’ her.