Med SF ude af regeringsforhandlingerne har Mette Frederiksen mistet en nær allieret i skikkelse af Pia Olsen Dyhr, som ikke ville i regering for enhver pris. Det gør Frederiksen mere udsat for kritik fra venstrefløjen – og fra sine egne.
Det var blevet for blåt.
Så simpel lød forklaringen fra SF-formand, Pia Olsen Dyhr, da hun onsdag eftermiddag trak stikket til regeringsforhandlingerne og fortalte omverdenen, at SF ikke vil deltage i en regering i denne omgang.
Det er en konklusion, som inderst inde ærgrer hende. Pia Olsen Dyhr har systematisk gjort SF klar til at kunne påtage sig et regeringsansvar igen, lige siden partiets katastrofale debut som regeringsparti fra 2011 til 2014 i SRSF-regeringen.
Lyt til seneste episode af det politiske magasin ‘Mandat’ her (analysen fortsætter herunder)
Ironisk nok er SF i dag langt bedre rustet til at kunne deltage i en regering. SF er allerede med i en lang række vigtige forlig – fra klima til forsvar – og partiet står mere samlet end i mange år. Alligevel har Dyhr gennem de sidste ugers forhandlinger været klar over, at hun ikke vil føre SF i regering for enhver pris. Og onsdag gjorde hun det klart, at prisen var blevet for høj:
”Vi sad i forhandlingslokalet for at sikre hjælp til Danmarks fattige børnefamilier, et højt ambitionsniveau på klima og natur, samt mere ro på for vores børn og unge (…) Når det ikke kunne lykkes i tilstrækkelig grad, er der selvfølgelig heller ingen grund til, at vi bliver siddende,” skrev Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse, som blev sendt ud kort efter SF’s exit.
Hun slog fast, at der i forhandlingerne havde været for stort fokus på skattelettelser og arbejdsudbud og for lidt fokus på klima, natur og de fattigste børn. Hun nævnte, at Venstre ikke havde lyttet nok til SF’s krav på klima- og naturområdet. Og hun anklagede Venstre for at tage for store hensyn til landbruget, hvor man spændt og ængsteligt følger, hvordan en kommende CO2-afgift på landbruget kan ende med at se ud.
I forbindelse med sin afgang fra forhandlingerne har Pia Olsen Dyhr konkluderet, at det grundlag, som tegner sig for en kommende regering, er så langt fra hendes parti, at SF heller ikke skal være støtteparti. Selv om hun håber på at kunne samarbejde med en ny regering og dermed få en del af SF’s politik igennem, vil hun være parat til at vælte den, hvis den fremlægger planer i lodret modstrid med SF’s grundsyn.
Vigtigt støtteben er væk
Dermed indkasserer Mette Frederiksen et betydeligt tab. Siden hun blev S-formand i 2015, har hun arbejdet tæt sammen med Dyhr, som har været hendes mest fortrolige partner uden for Socialdemokratiet. Siden 2019 og frem til valget 1. november har SF desuden været Mette Frederiksen og S-regeringens mest stabile og loyale støtteparti.
I de seneste år har SF aktivt været med til at beskytte Mette Frederiksen, når hun er blevet kritiseret for at være for højredrejet. Fremover vil Frederiksen selv skulle håndtere den kritik, og kritikken vil uden tvivl tage til i styrke, hvis hun som ventet snart går i kompagniskab med Jakob Ellemann-Jensen og Venstre.
Kritikken vil i den situation ikke bare komme fra venstrefløjen med Alternativet og Enhedslisten som de stærkeste stemmer. SF vil også skærpe tonen over for S. Og som noget nyt vil kritikken også komme fra de dele af Socialdemokratiet og fagbevægelsen, som ser med dyb mistro på en alliance mellem Socialdemokratiet og Venstre.
Mette Frederiksen har ganske vist fortsat et stærkt greb om sit parti, og hun er omgivet af superloyale støtter i S-toppen. Men hun vil komme under beskydning, hvis hun giver for store indrømmelser til Jakob Ellemann-Jensen i skattepolitikken eller stiller sig i spidsen for upopulære reformer, der skal øge arbejdsudbuddet.
Efter SF’s afgang er Mette Frederiksen desuden tvunget til i højere grad at afsøge mulighederne for at samarbejde med Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne. Dermed kan Løkke komme til at spille en nøglerolle, hvad enten Moderaterne ender med at deltage i en ny regering eller bliver et indflydelsesrigt støtteparti. Også dét vil gøre fremtiden mere uforudsigelig for Mette Frederiksen.
Blot for blåt
Mens Jakob Ellemann-Jensens forhold til Løkke længe har været anstrengt, forlyder det nu fra forhandlingerne, at der er en vis optøning i gang mellem de to politikere.
I det hele taget synes det seneste døgn at have styrket Ellemanns ellers udsatte position.
I dagevis er han blevet angrebet af borgerlige politikere, som mener, at han svigter blå blok. Han er også blevet kraftigt advaret fra dele af sit bagland, der frygter at Venstre bliver mast i en regering med S. Men da Pia Olsen Dyhr forlod forhandlingerne med en afskedssalut om, at grundlaget for den kommende regering simpelthen er blevet for blåt, var det ikke kun en hjælp for Ellemann, at Pia Olsen Dyhr fysisk forlod lokalet. Det var i høj grad også en håndsrækning, at hun så tydeligt nævnte navnet på hans yndlingsfarve.
Om nogen vil Jakob Ellemann gerne stå fadder til et regeringsgrundlag i klare blå farver.