Søren Pape Poulsen skal skilles fra sin mand. Det sker, efter flere medier har kunnet afdække, hvordan Pape har videregivet forkerte oplysninger om sin ægtefælles baggrund og tro.
Da dronning Margrethe for få dage siden blev hyldet ved en gallafest på Christiansborg for sine 50 år på tronen, mødte Søren Pape Poulsen op sammen med sin ægtefælle, Josue Medina Vasquez Poulsen.
Onsdag morgen udsendte den konservative leder en tekst, hvor han fortalte, at han skal skilles.
”Nogle dage er sværere end andre. Sådan en dag er i dag. Josue og jeg går fra hinanden,” lød det lakonisk fra Søren Pape Poulsen på Facebook. Hvorpå han fortsatte: ”Der har været meget skriveri om mit privatliv mm. gennem et stykke tid. Jeg ønsker ikke at gå yderligere ind i dette, men blot sige, at vi begge er enige om, at vores ægteskab er slut, og ønsker hinanden det bedste videre på livets rejse.”
Til sidst fastslog Søren Pape Poulsen, at han ikke havde yderligere kommentarer, og han bad om forståelse for, at han ikke vil udtale sig mere om forløbet.
Med opslaget på Facebook står det klart, at Papes nye kandidatur som blå statsministerkandidat allerede har fået en både smertelig og trist personlig konsekvens for partilederen. Det er dramatisk at lade sig skille fra sin ægtefælle i fuld offentlighed og midt i en tid, hvor Pape kæmper af al magt for at kunne vinde det kommende valg og måske også kunne indtage Statsministeriet som ny regeringschef.
Det vil være en såret partiformand, som i den kommende tid skal i ilden, møde modstandere i dueller og køre rundt i Danmark for at møde så mange vælgere som muligt.
Hør meget mere om Søren Papes vej ud af krisen i denne uges ‘Mandat’ (analysen fortsætter herunder)
I hvor høj grad skilsmissen også vil have en politisk pris, er det svært at spå om. Det vil afhænge af, hvor overbevisende Pape fortsat kan være, og det vil afhænge af, hvordan danskerne reagerer på skilsmissen. Nogle vil mene, at han har handlet overilet og kun ønsker skilsmissen for at redde sig selv. Andre vil synes, at han har handlet ansvarsbevidst midt i en personlig krise. En del vil sidde tilbage med følelsen af, at der er for meget uro om Pape, mens andre vil være klar til at fokusere på, hvad Pape rent faktisk mener som politiker.
Hvordan disse afvejninger falder ud, ved vi, når målingerne tikker ind i de kommende uger, og når danskerne har stemt på en kommende valgdag.
Her og nu skal Pape formå at samle sig selv op.
I fredags beklagede Pape i et opslag på Facebook, at han var kommet til at viderebringe forkerte oplysninger om sin mands baggrund og tro, men hvis han havde troet, at uroen om hans ægtefælle ville være afsluttet, blev han snart klogere. Ved det konservative landsråd i weekenden blev han presset af journalister, som havde flere kritiske spørgsmål til ham, og i de seneste døgn har han de facto været under belejring.
Substansen i sagerne har paradoksalt nok ikke for alvor haft stof i sig til at kunne udløse en stor og fuldtonet skandale. Men efterhånden kom håndteringen af sagerne til at handle om Papes dømmekraft og troværdighed, og af samme grund blev forløbet pludselig så farligt for Pape.
Pinlige sager
Oven i det har der internt hos de Konservative været en bekymring for, hvad der ville ske, hvis der kom flere mærkelige oplysninger frem om Josue Medina Vasquez Poulsen.
Lad os kort opridse, hvad vi ved:
Søren Pape Poulsen har fortalt, at hans snart tidligere ægtefælle var nevø til en forhenværende præsident i Den Dominikanske Republik. Det viste sig ikke at være korrekt, og det er selvsagt pinligt for Pape.
På en konference om antisemitisme har Pape fortalt, at hans ægtefælle er jøde. Hvilket heller ikke viste sig at være rigtigt. Dog har eksperter overfor Kristeligt Dagblad forklaret, at det ikke er første gang, at jødedom og adventistkristendom blandes sammen. »Nogle steder går adventister med kalot og kalder sig »jøder« og »israelitter«, samtidig med at de tror på Jesus. Andre steder ser vi jøder, der er konverteret til adventismen, men fortsat kalder deres templer for synagoger,« lød forklaringen fra Magnus Pharao Hansen, der er adjunkt på Institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet.
Dette udsagn bestyrker med andre ord Papes egen forklaring om, at flere forhold i sagerne om hans mand beror på misforståelser.
Endelig er der sagen, der handler om, at Pape som justitsminister var på ferie i Den Dominikanske Republik, hvor han holdt møde med landets ledelse uden at oplyse Udenrigsministeriet om det. Dermed overtrådte han spillereglerne i diplomatiet. Hvilket var uklogt og klodset. Men besøget har aldrig været holdt hemmeligt, og det har på ingen måde holdt danske topdiplomater vågne om natten – endsige skadet danske interesser.
Blodig ironi
Når sagerne alligevel er kommet til at fylde, er det først og sidst, fordi Pape i dag er statsministerkandidat.
Dermed bliver hans dømmekraft underlagt en hårdere bedømmelse i medierne, og samtidig er han blevet et angrebsmål for modstandere, der har en interesse i at svække hans position. Sådan er politik, og Pape har ikke selv holdt sig tilbage, når det for eksempel handler om at angribe statsministe Mette Frederiksens troværdighed i mink-skandalen. Det hører i øvrigt også med til historien, at Pape er enig i, at man som politiker skal testes hårdere end alle andre, når man gerne vil stå i spidsen for landet.
Den blodige ironi er, at det i høj grad er Pape selv, der er kommet til at bringe sin mand i centrum.
Af samme grund har det i de seneste døgn også stået klart for Pape, at han selv måtte rydde op. Hvis han ikke gjorde det, ville hans personlige forhold spærre for hans politik. Han ville også risikere, at han konstant ville fremstå som en jaget mand i pressen i stedet for at tone frem en solid statsministerkandidat for vælgerne.
At disse vilkår har udløst en skilsmisse, er en hård, men set med Papes øjne, nødvendig konsekvens.
Her og nu kan han kun håbe på, at den store konservative fremgang og hans høje troværdighed hos mange vælgere vil bære ham igennem krisen og fastholde ham i rollen som førsteudfordrer til statsminister, Mette Frederiksen. Men det er en såret politisk leder, som nu skal ud i sit livs politiske kamp.