Frem til valgdagen den 16. november vil partierne kæmpe om at komme til at stå stærkest muligt i landets kommuner og regioner.
Af Thomas Larsen, politisk redaktør på Radio4
Med valgplakaterne på plads – eller på vej op – i lygtepælene er der for alvor dømt kommunal valgkamp.
Fra nu af vil kandidaterne geare op for deres kampagner. Borgmestre vil kæmpe indædt for deres kæder, mens udfordrere vil forsøge at vippe dem. Garvede kommunalpolitikere vil forsøge at holde deres sæde, mens nye kandidater står på spring til at overtage.
Alt handler om de lokale kandidater. Og så alligevel ikke.
Partilederne på Christiansborg vil frem til valgdagen rejse landet tyndt for at komme rundt til så mange kommuner og byer som muligt. Dels ved de, hvor vigtigt det er at sikre sig indflydelse på, hvordan kommunerne og regionerne skal drives. Dels ved de, at valgresultatet vil få konsekvenser for dem selv.
Set fra Christiansborg er valget ikke alene en kamp om magten lokalt. Valget er også med til at give en pejling af, hvordan de enkelte partier står på landsplan, og hvordan partilederne har løftet deres opgave.
Af samme grund kan valgaftenen den 16. november blive hård at komme igennem for flere partiledere.
Zoomer vi ind på nogle af de ledere, som risikerer at få en barsk aften, toner især Kristian Thulesen Dahl, Jakob Ellemann-Jensen og Sofie Carsten Nielsen frem i billedet. DF, Venstre og Radikale Venstre har i lang tid kæmpet med interne kriser og vælgerflugt, og frygten er, at deres ringe kampform vil smitte negativt af på resultatet ved kommunalvalget.
For Kristian Thulesen Dahl vil et dårligt resultat kunne få kritikken mod hans lederskab til at bryde løs igen, og Sofie Carsten Nielsen vil blive yderligere svækket, hvis de Radikale lider nederlag. Mest på spil har Jakob Ellemann-Jensen, for Venstre har historisk været en kommunalpolitisk kæmpe og har fortsat greb om 37 borgmesterposter. Det vil være en skuffelse, hvis partiet på valgaftenen indkasserer et alvorligt nederlag. Det vil i næste omgang kunne få flere vælgere til at tvivle på, om Ellemann har styrken til at føre V tilbage til fordums styrke, og om han selv har kraften til at blive en troværdig statsministerkandidat for det borgerlige Danmark.
Ser vi på de mere succesrige partiledere, kan Søren Pape Poulsen cruise frem mod valget i vished om, at målingerne giver de Konservative medvind. Han har lige nu udsigt til et godt valgresultat – selv om det kan blive svært at fastholde grebet om Frederiksberg i hovedstaden.
Også Pia Olsen Dyhr har grund til optimisme. Stærkt støttet af en solid partiorganisation håber SF’erne på fremgang, ligesom Enhedslisten står med et godt afsæt for at kunne udbygge partiets position lokalt.
I Socialdemokratiet satser statsminister Mette Frederiksen på at kunne gentage partiets fremragende resultat fra sidste valg, men der skal kæmpes mere for sagen, end de fleste umiddelbart tror. Ved sidste valg nød socialdemokraterne ikke alene godt af, at mange vælgere stemte på liste A. Parallelt med fremgangen var de lokale S-politikere ferme til at indgå aftaler og opbygge alliancer, så mange borgmesterkæder til slut kunne samles op af Socialdemokratiet. Med 47 borgmesterposter står S så stærkt i dag, at det slet ikke bliver så nemt at vinde yderligere terræn.
Udover at partilederne i stor stil vil rejse rundt for at skabe synlighed om deres lokale kandidater, vil de i de kommende uger præsentere store udspil, som er designet til kommunalvalget. Derudover har mange partiansatte og rådgivere i lang tid arbejdet på at uddanne de lokale kandidater, lave medietræning, gennemgå mærkesager og give gode råd om konstitueringerne, når magten skal fordeles efter valget.
Trods forberedelserne kan ingen – hverken politikere eller eksperter – dog forudsige udfaldet af valget.
For det første ér der tale om lokale valg, hvor nære problemer og udfordringer står i centrum. I flere kommuner spiller lokallister også en afgørende rolle. Derudover viser de lokale kandidater sig ofte i stand til at sejle op imod de landspolitiske strømninger. Da de Konservative tidligere befandt sig i en dyb krise i Folketinget, lykkedes det ikke desto mindre for flere af de konservative borgmestre at holde fast i de gyldne kæder – trods partiets nedtur på Christiansborg.
Dernæst slår partiernes styrker og svagheder i landspolitikken aldrig igennem i forholdet 1:1. Ifølge valgeksperterne gælder snarere den tommelfingerregel, at strømningerne på landsplan kun slår igennem med halv kraft: Går et parti tilbage med ét procentpoint på landsplan, bliver tilbagegangen kun et halvt procentpoint lokalt.
Jokeren er som altid vælgerne, som alle partierne gerne vil ud til, men som er svære at indfange. Stadigt flere danskere skifter parti mellem valgene, og mange venter til de sidste døgn før valget, før de beslutter sig for, hvor de vil sætte deres kryds. Det ved partilederne, og derfor er de også tilbageholdende med at spå om, hvordan valget kommer til at gå.