Efter måneders tilløb er Inger Støjberg sprunget ud som partileder. Hun har givet sig selv en enorm opgave. Det vil kræve dygtighed og held at komme i mål. Og ikke mange på Borgen vil hjælpe hende.
Netop nu spekuleres og analyseres der på fuld kraft i medierne om, hvor stort Inger Støjbergs nye parti mon vil blive, og hvilken betydning Danmarksdemokraterne vil få for de øvrige partier på Christiansborg?
Udlægningerne er mange og forskellige.
Men allerede nu kan én ting konstateres – nemlig, at den tidligere minister og næstformand i Venstre er i gang med et forbløffende comeback. Det hører til sjældenhederne, at en politiker kan rejse sig få måneder efter at have fået en alvorlig rigsretsdom og springe ud som leder af et nyt parti. Ja, faktisk er det aldrig sket før.
Det siger en del om den robusthed, som kendetegner Støjberg, og som hun får brug for fremover. For én ting er at stifte et parti, høste vælgererklæringer og sige velkommen til de første medlemmer. Det er en ganske anden og langt mere krævende opgave at gøre partiet levedygtigt og udforme et program med konkrete planer, der skal erstatte de første overordnede overskrifter.
Indflydelse ønskes
Ikke desto mindre er de første signaler fra Støjberg interessante. De indikerer en retning:
Inger Støjberg gør det klart, at hun ikke vil lede et protestparti. Hun vil derimod søge indflydelse og arbejde for resultater, hvis hun vælges ind i Folketinget.
Danmarksdemokraterne skal heller ikke være et yderligt højrefløjsparti med en jernhård udlændingepolitik som eneste punkt på dagsordenen. Hun vil fortsat være bannerfører for en stram udlændingepolitik og stille håndfaste krav til nye danskere. Men i første omgang har hun ikke gjort udlændingepolitik til det dominerende tema for sit nye parti.
Hun har snarere blikket rettet mod balancen – eller mangel på samme – mellem land og by. Hun vil fokusere på de vilkår, som danskerne uden for de store byer lever under. Hvad enten vi taler om adgang til uddannelse, lægehjælp, sygehuse, ordentlige plejehjem, tidssvarende infrastruktur og lokale arbejdspladser.
I sine første meldinger har hun også signaleret, at Danmarksdemokraterne vil få en profil, der stikker af i forhold til flere af de øvrige borgerlige partier. Hun støtter Socialdemokratiets Arne-pension, for hun mener, at mennesker, der har været mange år på arbejdsmarkedet, skal kunne trække sig tidligere tilbage.
Ser man på de øvrige partier, er der måske også en plads, som Danmarksdemokraterne kan udfylde.
Det jyske bagland
Statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har i flere år været optaget af at sikre sammenhængskraften i Danmark, og regeringen har blandt andet flyttet uddannelsesinstitutioner ud i landet. Men efter afklapsningen ved kommunalvalget ser S i højere grad mod de store byer.
Det samme gør Venstre, og Jakob Ellemann-Jensen er i det hele taget en V-formand, som appellerer mere til vælgerne i Rudersdal og Gentofte, end til Inger Støjbergs jyske bagland.
Endelig er DF så svækket, at Morten Messerschmidt får svært ved at erobre det Danmark, som med et nedladende udtryk er blevet kaldt for Udkantsdanmark eller det gule Danmark.
Oven i alt dette kan Støjberg formentlig regne med at få kraftig hjælp, både politisk og organisatorisk, fra flere af de kendte og trænede DF-politikere, som ventes at melde sig under hendes faner.
Så vidt de rosenrøde scenarier for Støjberg. For det er også klart, at udfordringerne står i kø.
Svagheder
Faktum er, at kampen om at komme i Folketinget bliver benhård, og det gælder ikke mindst i den overfyldte blå blok. Derudover er interessen fra frafaldne DF’ere ikke kun positiv. Det bliver derfor afgørende for Støjberg at vise, at hendes parti ikke blot ligger i forlængelse af det kriseramte DF.
Hun har som bekendt også en fortid i politik, og det er ikke kun en fordel. For var hun for eksempel ikke en del af det Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i front gennemførte en stor del af centraliseringen i Danmark?
Derudover betyder den brutale krig i Ukraine, de stigende energi- og fødevarepriser samt udsigten til et globalt økonomisk tilbageslag, at økonomi vil blive et helt afgørende omdrejningspunkt i næste valgkamp. Og det er ikke nødvendigvis det område, hvor Inger Støjberg står stærkest.
Sidst, men ikke mindst, er Støjberg under et enormt tidspres. Valgtrommerne buldrer, og de øvrige partier er i fuld gang med at forberede sig på et snarligt valg. Derfor får Støjberg ekstremt travlt med at gøre sit nye parti kendt blandt vælgerne.
Set udefra kan det se ud, som om det hele har været planlagt fra dag ét. Men så simpelt er det ikke.
Afmålt velkomst
Selv om Støjberg holdt facaden udadtil, var hun ramt, da hun først måtte forlade sit gamle parti og dernæst indkassere dommen fra Rigsretten. Dengang var det ikke en given sag, at hun ville vende tilbage til politik.
Når hun alligevel gør det, er det fordi hun har dagsordener, hun vil kæmpe for, og fordi hendes stålsatte tilhængere blev ved med at bakke hende op.
Støjberg deler som bekendt vandene. Nogle afskyr hende og mener slet ikke, at hun er værdig til at genindtræde i Folketinget. Andre elsker hende og har spændt fulgt hendes gradvise skridt tilbage mod politik, hvilket tydeligt kunne ses, da Støjberg for nyligt afholdt sin takkefest og flere tusinde tilhængere troppede op lidt uden for Hadsund for at tage del i hendes fejring.
Samtidig sad der på Borgen mange politikere og fulgte vantro med, for de opfattede mere end noget andet det store fremmøde som et ondt varsel. Da Skive Folkeblad torsdag morgen kunne lancere nyheden om Støjbergs nye parti, og Radio4 kunne bringe det første radiointerview med hende, var velkomsten fra Christiansborg da også yderst afmålt.
Alle er nemlig klar over, at en ny konkurrent har meldt sig på banen i en valgkamp, som tegner til at blive usædvanlig hård og tæt. Socialdemokratiet vil være optaget af, at Støjberg ikke flytter stemmer over midten. Partierne i blå blok vil kæmpe med næb og klør for at fastholde deres stemmer.
Ingen vil frivilligt overlade deres stemmer til Danmarksdemokraterne.
Hør hele Radio4’s interview med Inger Støjberg fra torsdag morgen her: