Hvis du ikke allerede er typen, der sælger dine brugte møbler, tøj, gadgets og hvad du ellers har liggende og ikke bruger mere, så kan det virkelig godt betale sig at komme i gang.
Ifølge det årlige Genbrugsindeks foretaget af DBA så ligger danskerne inde med ting, de ikke bruger, som i gennemsnit kan sælges for 8.600 kr.
Så det er bare med at komme i gang, hvis du altså – ligesom mig – godt kan lide at få lidt ekstra til ferieopsparingen, aktiesparekontoen eller et orangeri, som jeg i skrivende stund er ved at få bygget.
Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed for nogen, at jeg elsker at finde luft i økonomien. Og genbrug er helt klart en af mine foretrukne metoder. En ting er den uventede indtjening. En anden er at kunne give ting videre, som jeg ikke selv længere har glæde af. Det er en fantastisk følelse, og det er det især, når jeg fornemmer, at modtager kan give mit gamle spisebord et nyt og længerevarende liv.
Hør mere om, hvordan du tjener på genbrug i Sofies program ‘Overskud’ (klummen fortsætter herunder)
I Danmark er tøj helt klart den ting, der købes og sælges mest af. Kigger vi på DBA, så kan Julie Schoen, der er talsperson for DBA og indehaver af 700 salgsannoncer fortælle, at sofaer, Iphones og spiseborde er de mest populære varer på platformen.
Men helt ærligt! Der er ingen grænser for, hvad man kan sælge på diverse genbrugsplatforme. Sidst min familie og jeg flyttede, satte jeg rigtig mange ting til salg. Til min store overraskelse røg diverse IKEA-møbler og -systemer som varmt brød. Jeg troede primært, at det var dyre brands, der solgte. Men næ nej, og skønt var det at sætte de indtjente penge ind på kontoen til nye møbler.
Penge, der føltes lidt ekstra gode at modtage, fordi de medførte en glad modtager, et ryddet hjem OG en grøn løsning for miljøet.
“Derfor er min strategi at samle til bunke i løbet af året. Jeg samler tingene i nogle kasser og BOOM, når der så er luft i kalenderen, sætter jeg det hele til salg på én gang.”
Heldigvis ser det ud til, at jeg deler min begejstring med flere og flere danskere. Tallet for, hvor meget en gennemsnitlig dansker har tjent på at sælge brugt, er nemlig steget fra 4200 kroner i 2016 til 7100 kroner i 2022.
En af sælgerne er Mille Skjold Madsen, stifter af Økonomista. Hun gav sig selv en udfordring om at sælge ud i privaten og på bare 10 måneder lykkedes det hende at tjene 15.000 kr. Hendes taktik er altid at sætte salgsprisen lige under prisen på lignende varer. På den måde hopper køber typisk på hendes varer først, og hun sparer tid på at prutte prisen frem og tilbage.
Men det er altså ikke alle, der er med på genbrugsvognen endnu, og et af de helt store argumenter imod er, at det tager for lang tid at købe og sælge. Det argument kan jeg sagtens sætte mig ind i. Derfor er min strategi at samle til bunke i løbet af året. Jeg samler tingene i nogle kasser og BOOM, når der så er luft i kalenderen, sætter jeg det hele til salg på én gang. På den måde er det en kortvarig intensiv proces, der tager kortere tid pr. vare, fordi jeg ikke skal logge ind og ud og tage billeder af en ting ad gangen, og samtidig står køberne nærmest i kø i forhaven, når jeg aftaler besøgstider på 20 minutter.
Sjovt og billigt
Med genbrug er der ingen tabere. Sådan sagde foredragsholder og hjemmedyrker, Persille Ingerslev, hvor hun sammen med Mille Skjold Madsen og Julie Schoen gav gode råd til genbrug i mit radioprogram ’Overskud’ på Radio4. Jeg kunne ikke være mere enig! Hver gang vi køber og sælger brugte ting, bidrager vi til at mindske ny produktion, der belaster klimaet, samt til mindre affald og spild. Og lige præcis spild, gør Persille Ingerslev en dyd ud af minimere. I sit køkken gendyrker hun for eksempel alt, hvad der kan vokse videre og give ny værdi. Det kan være ingefæren, der vokser sig større, hørfrøet, der bliver til en smuk blå blomst eller forårsløget, der ganske hurtigt vokser op og giver et helt nyt løg igen og igen. Kvit og frit.
Jeg gør det selv, og det er sindssygt sjovt og billigt. Og så er det den rene magi, hver gang et nyt løg skyder op af potten.
Sofie Østergaard er 40 år og vært på Radio4-programmet ‘Overskud’, hvor hun hver uge sammen med en række forskellige gæster giver gode råd om investering og tips til privatøkonomien. Derudover er Sofie Østergaard også selvstændig, forfatter og tv-vært på en række DR-programmer som ’Spis og Spar’ samt ’Versus’.