Valget kan ende som en triumf for Jakob Ellemann-Jensen med en tung ministerpost og måske endda titlen som regeringschef inden for rækkevidde. Men mere dystre scenarier truer også.
Afstanden mellem succes og fiasko kan være hårfin. Også i politik. Den sandhed må Jakob Ellemann-Jensen erkende tæt på et valg, hvor ekstremt meget er på spil for ham og Venstre.
Målingerne giver blå lejr tro på, at det kan lykkes at vinde valget og skubbe Mette Frederiksen ud af Statsministeriet. I den situation kan Ellemann komme i spil som borgerlig statsminister, og hvis det lykkes at gå hele vejen, vil han nå det mål, som glippede for hans far, Uffe Ellemann-Jensen.
Imidlertid blokeres vejen til Statsministeriet hurtigt, hvis både vælgerne og de øvrige borgerlige partier foretrækker den konservative leder, Søren Pape Poulsen, som regeringschef.
I den situation vil døren dog stadig stå åben til attraktive ministerposter i en regering med V og K som den afgørende akse. Ellemann vil kunne sætte kurs mod Finansministeriet. Eller han kunne blive udenrigsminister og fungere som Danmarks ambassadør i verden.
Selv om Ellemann i begge scenarier risikerer at stå i en position, hvor Venstre vil have indkasseret en markant tilbagegang sammenlignet med valget i 2019, vil adgangen til ministerkontorer være en stor gevinst.
Tvetydig position
Men der er også andre og mindre rosenrøde scenarier.
I værste fald ender partiet både med at tabe mandater, få vejen til regeringsdeltagelse blokeret og stå tilbage på sidelinjen, mens Mette Frederiksen med det yderste af neglene holder fast i magten.
At se en valgsejr fordufte i 12. time har Venstrefolk prøvet mere end én gang. Spørg blot i familien Ellemann, hvor man aldrig glemmer valget i 1998, da Uffe Ellemann-Jensen måtte erkende, at den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmusen, vandt med den smallest mulige margin.
Ser vi på Jakob Ellemann-Jensens nuværende position, er den tvetydig.
På positiv-siden tæller det, at han siden årsskiftet er vokset som formand. Han var Venstres spydspids i kampagnen, der fik danskerne til at droppe forsvarsforbeholdet, og undervejs fik han for alvor sit gennembrud og høstede anerkendelse i resten af blå blok. Der er også kommet ro på de indre linjer i partiet, og der lanceres nu udspil, som viser, hvad Venstre vil.
Genistreg
Oven i det har han smidt et trumfkort på bordet kort før valget. Det er en genistreg, at han har fået overtalt Søren Gade til at stille op. Søren Gade er uden sammenligning den Venstremand, som bedst vil kunne holde på jyske vælgere i den skarpe konkurrence med Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.
På minussiden betaler Jakob Ellemann-Jensen fortsat prisen for en slingrende start.
Det var ikke hans skyld, at Venstre var i en usædvanlig ringe forfatning, da han overtog ledelsen. Ansvaret ligger hos Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen på grund af deres magtkampe. Derudover tærer det på et parti at løfte regeringsansvaret i mange år: Den politiske idéudvikling går langsomt i stå, og interne uenigheder kan vokse sig store.
Ellemann har også selv begået fejl. I hans første tid blev der ofte alt for stor afstand til det gamle stærke V-slogan, der hed: ”Venstre ved du, hvor du har”. I en periode vidste ingen, hvor de havde Venstre.
Usikker kurs
Han gennemførte også flere strategiske skift, der skabte mere forvirring end klarhed. Først satsede han på at skabe en tæt alliance med den tidligere radikale leder, Morten Østergaard. Dernæst indså han, at alliancen var umulig – eftersom forskellene var for store.
Hans kække – nogle vil sige arrogante – facon i starten gav heller ikke point. Hverken hos vælgerne eller hos borgerlige partiledere. Og selv om Ellemann har forbedret sine relationer til de øvrige blå ledere, risikerer han, at de fleste peger på Søren Pape Poulsen som deres foretrukne statsminister.
Netop forholdet til de Konservative udgør en udfordring. Som følge af tilbagegangen for V og opturen for K ligger de to partier i dag side om side i målingerne, og for at gøre ondt værre, halter Ellemann efter Pape, når danskerne skal pege på deres foretrukne borgerlige leder. I mandags viste en måling i TV2, at langt de fleste ønsker Pape som statsministerkandidat. Selv blandt Venstres vælgere er der flere, der foretrækker Pape.
En ”kæberasler” til Ellemann lød dommen fra TV2’s analytiker.
Mandefald
Endelig udgør Inger Støjberg et selvstændigt problem for Ellemann. Hans samarbejde med Støjberg, som skulle forene det nationalkonservative og det liberale i Venstre, endte som bekendt i en katastrofe. Og da han var med til at stemme for, at hun skulle stilles for en rigsret, kom det til et dramatisk brud.
Hvis de aktuelle målinger holder, vil Inger Støjberg imidlertid snart storme ind i Folketinget, og det vil få betydning for, hvem der skal være borgerlig statsminister, og hvilken politik en borgerlig regering skal føre – hvis der er blåt flertal på valgnatten. Her vil Ellemann og Støjberg blive nødt til at håndtere deres uoverensstemmelser professionelt. Men det vil tage tid at klinke skårene og fortrolige bliver de næppe.
I forhold til valgkampen er det som nævnt et scoop, at Søren Gade stiller op, men hans betydning blotlægger også Ellemanns problemer med at appellere tilstrækkeligt bredt.
Derudover kommer Gade på overarbejde, hvis han skal opveje det mandefald, som har martret Venstre. Væk er Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Inger Støjberg, Tommy Ahlers, Britt Bager, Markus Knuth og Karsten Lauritzen. Profiler som Bertel Haarder og Claus Hjort Frederiksen genopstiller ikke, og senest har Jane Heitmann og Fatma Øktem meddelt, at de også stopper.
Presset hviler derfor tungt på Ellemann i den valgkamp, som reelt allerede er en realitet på Borgen.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live onsdage kl. 11.05 på Radio4.
Hør seneste afsnit her: