Blogartikel

Undgå smæk fra Skat

Klumme af Sofie Østergaard, vært på Radio4-programmet ’Overskud’

Da jeg næsten lige var flyttet til København for efterhånden en del år siden, og min økonomi var meget stram, fremgik det af min årsopgørelse, at jeg skulle have over 107.000 kroner tilbage i skat.

Jeg blev helt rundforvirret, skyndte mig hjem til min ven Kristian og nærmest råbte ham ind i hovedet, at jeg havde noget han skulle se. Jeg var sikker på, at der var sket en fejl… og det var der så også. Jeg skulle nemlig have ENDNU mere tilbage – 6.000 ekstra.

Det var den vildeste følelse. Jeg havde jo nærmest vundet i lotto. Her gik det op for mig, hvad det vil sige at leve under evne. Jeg havde haft utrolig lidt penge til mig selv hele året og havde ikke fået opdateret min forskudsopgørelse med mit nye realkreditlån. Men jeg havde jo overlevet uden at optage lån. Og nu stod jeg med en kæmpe pose penge imellem hænderne! Vidunderligt!

Desværre kan det jo også gå den anden vej og give os et kæmpe skattesmæk, når vi ikke har helt styr på fradrag og forskudsopgørelse.

Det er dumt ikke at gøre brug af de fradrag, der er. En del af dem skal på forskudsopgørelsen, mens der er andre, som vi skal sørge for at have styr på, inden året er omme. Der er derfor flere årsager til at kigge lidt nærmere på din økonomi netop i disse dage og overveje, om du skal nå at gøre noget, inden du hopper ned fra stolen og ind i det nye år.

Måske skal du indbetale ekstra til din pension?

Der er formentlig lidt ekstra fradrag at hente, hvis du frivilligt indbetaler ekstra til din pension. Pension er i forvejen fradragsberettiget. Men i 2018 blev der indført et ekstra fradrag på årlige indbetalinger på op til 74.700 kroner, hvilket er mere end, hvad de fleste indbetaler til pension på et år.

Hvis du har mindre end 15 år til folkepension, vil fradraget være på 32 procent af indbetalingen. Har du længere tid til folkepension, er fradraget på 12 procent.

Det er da værd at tage med.

Hvis du er typen, der har en aldersopsparing, skal du også have indbetalt de 5.400 kroner, inden året er omme. Har du ikke aldersopsparing, så læs lige min tidligere klumme, eller Google aldersopsparing – måske du skulle få dig en?

Og så er der jo vores forskudsopgørelse. Forskudsopgørelsen er vores økonomiske budget for næste år. Den indeholder vores forventede indkomst og skat. Hvis der sker større ændringer i vores økonomi, er det vigtigt, at vi retter den til, så vi løbende betaler den rigtige skat. Er forskudsopgørelsen ikke korrekt, kan det betyde et skattesmæk. Og det er der vist ikke rigtig nogen af os, som ønsker at samle på.

Forskudsopgørelsen for 2022 åbnede den 18. november, og hvis du allerede fra første løn i 2022 (såfremt du er bagudlønnet) vil have helt styr på fradrag og trækprocent, så skal du nå at ændre den inden 10. januar 2022.

Vi har alle et personfradrag og en trækprocent, og personfradraget stiger som regel en smule hvert år på grund af inflation.

Forskudsopgørelsen for 2022 bygger på de senest reviderede tal, som er fra 2020. Derfor er det vigtigt, at vi selv ændrer den, hvis der er sket ændringer i 2021. De tal vil nemlig først automatisk blive en del af vores forskudsopgørelse næste år. Vi kan rette i forskudsopgørelsen helt frem til december 2022, hvis der sker ændringer løbende.

Er din opgørelse angivet korrekt, vil du hverken betale for meget eller for lidt i skat, og du undgår dermed at skulle betale restskat, når din årsopgørelse med faktuelle tal for 2022 er klar i foråret 2023. Svarer din opgørelse derimod ikke til din reelle økonomi, kan du i værste fald risikere at stå med en stor restskat. Det kan derfor godt betale sig at rette forskudsopgørelsen og dermed undgå skattesmæk.

Og der er faktisk grund til at tage det seriøst.

I år fik vi danskere skattesmæk for syv milliarder kroner, 7.000.000.000 kroner – det højeste beløb i 10 år! Det er godt nok mange penge.

Den helt store synder er befordringsfradraget. Det snyder stadig mange, at de på grund af Covid19 arbejder hjemmefra, og derfor ikke kører til arbejdet dagligt, som er noteret i årsopgørelsen.

Jeg skal selv have ændret en del, da jeg både har omlagt realkreditlån og er begyndt at leje en del af min bolig ud på AirBnB. Lån, nyt job, håndværkerfradrag og mange andre ting har stor indflydelse på din skat, og du kan med fordel ændre det allerede nu, så din trækprocent er tilpasset allerede fra starten af det nye år. Og så vil jeg lige minde om at både håndværkerfradrag og servicefradrag falder markant i 2022.

Tag du en lille rundtur i din økonomi og find de ting, som har ændret sig for dig i 2021, og få udnyttet alle de fradrag du kan. Der er jo ingen grund til at lade være. Så bliver dit økonomiske 2022 bare noget sjovere, og så kan du endnu gladere hoppe ned fra stolen og ind i det nye år!

Læs også

25.03.23

Moderaterne har fået ungdomsparti og ser stort på nye meningsmålinger

Moderaterne i dag vedtaget at stifte et ungdomsparti Unge Moderater. Hidtil har partiet haft en ungdomsafdeling, som Ellen Emilie Mindegaard-Müllertz og Max Manøe Bjerregaard har stået i spidsen for. De skal også stå for at omdanne ungdomsafdelingen til et ungdomsparti frem mod næste årsmøde. Med et ungdomsparti kan der søges økonomisk støtte fra Dansk Ungdoms…

Læs mere
24.03.23

Nye Borgerlige-politiker om Svend Pedersen: “Det er træls”

Medlem af Nye Borgerliges hovedbestyrelse Svend Pedersen, har vakt opsigt med en række stærkt kontroversielle udtalelser. Og det er træls. Det mener Karsten Byrgesen, som sidder i Fredericia kommunalbestyrelse og regionsrådet for Region Syddanmark for Nye Borgerlige. Debatten om Svend Pedersens udsagn flytter fokus fra Nye Borgerliges politik. Og det generer blandt andet Karsten Byrgesen.…

Læs mere
24.03.23

Der ligger kun krummer på Nicolai Wammens bord

Der er næsten intet at forhandle om for de partier, der kommer ind til mødebordet hos finansminister, Nicolai Wammen, for at lægge arm om regeringens nye finanslovsudspil. ”Jeg forventer ikke et meget langt forhandlingsforløb.” Sådan lød konstateringen fra finansminister, Nicolai Wammen, da han sammen med Troels Lund Poulsen fra Venstre og Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet