Usikkerheden om Mette Frederiksens fremtid har kastet SVM-regeringen, Socialdemokratiet og hendes eget lederskab ud i en krise. Bliver hun i Danmark, venter et stort reparationsarbejde.
Det populære folkemøde på Bornholm skulle egentlig handle om demokratiets tilstand og sætte scenen for vigtige principielle debatter om dansk politik.
Men i år har folkemødet især handlet om én ting: Er Mette Frederiksen på vej væk, og har hun reelt sat kurs mod NATO-hovedkvarteret i Bruxelles for at blive ny generalsekretær efter norske Jens Stoltenberg?
I Allinge har Mette Frederiksen i de seneste døgn kæmpet ihærdigt for at overbevise medier og vælgere om, at hun IKKE er kandidat. På Bornholm har hun erklæret, at hun gerne ser, at Jens Stoltenberg får forlænget sin mission som generalsekretær.
”Jeg mener, at Stoltenberg har været fremragende,” sagde hun i et interview med DR på Folkemødets første dag i torsdags. Og hun tilføjede: ”Hvis vi kan få ham til at fortsætte, vil jeg mene, at det er en rigtig, rigtig god løsning”.
Hør meget mere i ugens ‘Mandat’ ( analysen fortsætter herunder)
Ja, faktisk indgik hun ligefrem et væddemål med DR-vært Stéphanie Surrugue om, at hun til efteråret fortsat er statsminister i Danmark. Men selv om en god flaske fransk rødvin nu er sat på højkant i væddemålet, og selv om Mette Frederiksen forsikrer alt og alle om, at hun vil fortsætte med at lede SVM-regeringen – tror de færreste på hende.
I medierne fortsatte spekulationerne om hendes fremtid allerede i minutterne efter, at hun havde nægtet, at hun er på vej til NATO. Og da tilskuerne efterfølgende blev spurgt, om de troede på hendes forsikringer, svarede mange, at de ikke tager statsministerens ord for gode varer. Som potentiel kandidat behøver hun ikke at fortælle sandheden – lød det nøgterne svar fra flere af de danskere, der var draget til klippeøen for at deltage i Folkemødet.
Høj pris for spekulationer
Så usikkerheden består, og den vil fortsætte frem til det afgørende NATO-topmøde den 11.-12. juli i Vilnius. Og imens vil tvivlen anrette skader mod både regeringen, Socialdemokratiet og Mette Frederiksens lederskab.
Læser man strømmen af lederartikler og kommentarer, som for tiden skrives om Mette Frederiksen, kan man næsten fornemme, hvordan der dag for dag gøres indhug i statsministerens troværdighed og popularitet.
I dagbladet Politiken skrev chefredaktør, Christian Jensen, forleden, at Mette Frederiksen efter hans mening er en stærk kandidat til den internationale toppost. Men han fastslog også, at prisen for karrierespringet kan blive høj: ”Ikke nok med, at hendes store regeringsprojekt ville risikere at styrte i grus uden hendes lederskab, hun risikerer tillige en plads i parti- og Danmarkshistorien som statsministeren, der løb fra ansvaret i sit eget projekt, mens det var allermest påkrævet.”
Dog mente han, at historien burde dømme hende mildt. For det er vigtigst for Danmark og resten af Vesten, at den bedst egnede NATO-chef bliver valgt, og ”hvis Danmark kan yde et bidrag til et Europa i krig og en verden i dramatisk forandring, skal vi være stolte af det” – fastslog chefredaktøren.
I Berlingske var tonen hårdere hos avisens debatredaktør og lederskribent, Pierre Collignon. Han mener, at Mette Frederiksen langt mere klart kunne afvise, at hun ikke er kandidat, og at hun dermed bærer et medansvar for den nuværende politiske uro. Han hæfter sig ved, at Moderaterne og Venstre nu forlanger en genforhandling af regeringsgrundlaget, og at der er udbrudt magtkampe i Socialdemokratiet om, hvem der skal efterfølge Mette Frederiksen.
Topstyring står for fald
Han oplister den aktuelle situation med disse ord: ”Nogle vil mene, at den internationale ros styrker Mette Frederiksen, men timingen er ikke god. Det er alt for tidligt efter dannelsen af SVM-regeringen, at hun søger væk, og det efterlader en smag af kynisme. Var det overhovedet en hjertesag for hende med den midterregering, eller var det bare noget, hun sagde for at fjerne mindet om minksagen og de slettede sms’er?”
I en leder i Jyllands-Posten er tonen også kontant: ”De ubekræftede rygter om formandens exit har afsløret en sårbar virkelighed i Socialdemokratiet. En virkelighed, hvor mindelserne vækkes om fortidens nyttesløse fløjkampe. Hvor desperationen pludselig fylder mere end det politiske projekt.”
Ifølge avisen har Mette Frederiksen betjent sig af en så voldsom topstyring, at alle andre partifæller har stået i skyggen, og hun bliver kritiseret for ikke at have haft fokus på at udvikle en kronprins eller kronprinsesse. ”Topstyring er i længden den svageste ledelsesform. Den svaghed ser vi i Mette Frederiksen nu, og vi kan ikke lukke øjnene for den, selv om hun måtte blive hængende herhjemme,” lyder det i JP.
Ingen af disse udsagn er selvsagt neutrale. De er tværtimod udtryk for holdninger. Alligevel viser dette lille udpluk en væsentlig sandhed om, at det ikke er gratis at blive suget ind i spillet om de internationale topposter – eller selv række ud efter dem.
De mange kommentarer blotlægger også, at Mette Frederiksen ikke kan regne med ”business as usual” – hvis hun bliver i dansk politik. I den situation skal hun overbevise skeptiske vælgere om, at hun rent faktisk ønsker at stå i spidsen for sin regering og forblive i dansk politik. Og det gør ikke just hendes opgave nemmere, at der i 2024 er valg til Europa-Parlamentet og dermed skal findes nye folk til den magtfulde EU-Kommission. Tværtimod kan det blive begyndelsen på en ny periode med heftige spekulationer.
Regeringsprojektet skal genstartes
Rejser hun ikke til NATO, kommer Mette Frederiksen snart til at skulle håndtere de krav til justeringer af regeringsgrundlaget, som Venstre og Moderaterne har luftet. Og internt i Socialdemokratiet kommer hun til at arbejde hårdt for at fastholde grebet om sit parti og få lagt en dæmper på de begyndende fraktionsdannelser.
Men vigtigst af alt skal hun genstarte regeringsprojektet: De folkelige protester mod afviklingen af store bededag som helligdag, og Jakob Ellemann-Jensens usædvanligt lange sygdomsorlov har udløst en næsten kronisk uro om SVM-regeringen. Derudover har dansk økonomi fået et så stærkt comeback, at den kulsorte krisefortælling skal afløses af en ny. Men hvilken?
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live torsdage kl. 11.05 på Radio4.