Trods alvorlige tilbageslag og et elendigt valgresultat støttes Jakob Ellemann-Jensen af sit parti. En del Venstrefolk vil også nikke ja til at lade V gå regering med S. Men kan Ellemann forklare en så stor kovending for vælgerne?
Jakob Ellemann-Jensen har endnu til gode at blive en succes for Venstre. Han kan stadig nå at blive det. Men indtil nu har han stået i spidsen for en nedtur. Hans kompagniskab med Inger Støjberg endte i en fiasko. Han har set stribevis af profiler forlade partiet, og ved valget forleden måtte han sige farvel til halvdelen af Venstres folketingsgruppe på Borgen.
For at gøre ondt værre kunne de mange skuffede Venstrefolk på valgaftenen følge med i, hvordan Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg tordnede ind i Folketinget i front for henholdsvis Moderaterne og Danmarksdemokraterne.
Endelig viste listen over personlige stemmer, at Ellemann blev distanceret af Mette Frederiksen, Inger Støjberg, Lars Løkke Rasmussen, Alex Vanopslagh, Jacob Mark og Magnus Heunicke.
Hør seneste afsnit af Radio4’s politiske program ‘Mandat’ med Thomas Larsen og Pernille Rudbæk (analysen fortsætter herunder):
Forud for valget havde Ellemann åbenlyst problemer med at manifestere sig som statsministerkandidat for blå blok. Den konservative leder Søren Pape Poulsens forsøg på at blive statsminister endte ganske vist helt galt. Men for første gang i flere årtier nægtede de Konservative at overlade det til Venstre at levere den blå statsministerkandidat, og Pape var længe mere populær end Ellemann hos vælgerne.
Det hører selvfølgelig med til historien, at Jakob Ellemann-Jensen ikke fik en nem start som ny formand. Venstre havde længe været martret af de interne opgør mellem Lars Løkke og Kristian Jensen, og slitagen efter mange års regeringsarbejde var tydelig.
Alligevel springer Ellemanns nederlag i øjnene. Han formåede ikke at holde fast i de mange profiler, der er smuttet. Og partiets klassiske slogan – ”Venstre ved du, hvor du har” – klinger hult. De politiske udspil, som blev præsenteret i valgkampen, kom så sent, at det aldrig for alvor lykkedes at vise vælgerne, hvad Venstre står for.
Slingrekurs
På det strategiske plan har Ellemann udstukket kurser, der ikke har holdt. Som ny formand forsøgte han at danne en alliance med De Radikales daværende formand Morten Østergaard. Ellemanns håb var, at De Radikale ville skifte side. Men forsøget endte med, at Ellemann måtte erkende, at de politiske forskelle var for store. Især i udlændingepolitikken. Problemet var bare, at han i sin flirt med De Radikale havde sået en mistanke om, at han selv var ”skabsradikal”.
Det sidste var i hvert fald overbevisningen hos Dansk Folkeparti, som i 2020 indrykkede annoncer med overskriften: ”Skrider det for Venstre?”. Her skrev DF’s tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl, et åbent brev, som blev indledt med disse ord: ”Kære Jakob Ellemann-Jensen. Jeg er bekymret. Kan man regne med dig og Venstre, når det kommer til den stramme udlændingepolitik?”. Annoncen var garneret med et billede, hvor Jakob Ellemann-Jensen og Morten Østergaard tydeligvis hyggede sig sammen.
Annoncen skrev sig ind i historien om en V-leder, som en overgang meldte sig ud af sit eget parti, fordi han mente, at tonen i Venstre var blevet for hård i udlændingepolitikken.
Den fejlslagne strategi i forhold til De Radikale er dog vand i forhold til det kursskifte, som Ellemann – måske – skal forklare nu. Alle landets dagblade, radio- og tv-stationer ligger inde med citater og tv-klip, hvor Ellemann fortæller, at han overhovedet ikke stoler på Mette Frederiksen, og at han udelukkende ønsker at bringe en borgerlig regering til magten.
Ingen ved endnu, om Ellemann bliver minister i en regering under Mette Frederiksens ledelse. Men hvis det sker, vil hans pædagogiske evner blive testet til det yderste, og her er det vigtigt at forstå, at hans virkelige eksamen slet ikke sker på weekendens V-landsmøde i Herning.
Trods de manglende resultater er Ellemann ikke i fare for at blive væltet. Hans farligste konkurrent, Søren Gade, er lige blevet valgt til formand for Folketinget med velvillig bistand fra Mette Frederiksen, og det er svært at få øje på andre rivaler.
Dertil kommer, at Venstrefolk kender til vigtigheden af at komme ind i de politiske maskinrum, hvad enten det er i kommunerne, regionerne eller i ministerkontorerne på Slotsholmen. Partiet har en lang tradition for at søge indflydelse, og dette DNA ligger også dybt i mange af partiets stærke borgmestre.
Hvad med V-vælgerne?
Derfor er en del Venstrefolk parate til at afsøge, om Venstre kan få vigtige mærkesager gennemført i en S-ledet regering, og de er også klar til at tage ansvaret på sig i en tid, hvor Danmark står over for store økonomiske og sikkerhedspolitiske udfordringer.
Men Venstrefolkene og Ellemann skal også være i stand til at overbevise vælgerne.
Et stykke af vejen vil Ellemann kunne udlægge valgets tale som et argument for, at danskerne ønsker en bred regering. Han kan også argumentere for, at venstrefløjen holdes uden for indflydelse, hvis V går med. Og han kan måske få hjælp fra Mette Frederiksen, der storsindet kan beklage, at hun og Ellemann gik fejl af hinanden i den hektiske periode, da en presset S-regering nedlagde minkerhvervet af angst for en løbsk smittespredning.
Alt dette kan hjælpe Ellemann over for vælgerne, hvis han går i regering med S, og det kan også tage lidt af brodden af de angreb, som med sikkerhed kommer fra de øvrige borgerlige partier, der ikke går med.
Tilbage står imidlertid, at mange danskere har troet på Ellemann, da han i valgkampen afviste ethvert samarbejde med S. Eller som det nu forhenværende folketingsmedlem, Martin Geertsen, for få dage siden sagde i Radio4: ”Der sidder en masse Venstre-vælgere derude, som lyttede til budskabet om at danne en blå regering.”
Martin Geertsen pegede på, at det bliver afgørende for Venstre at få markante indrømmelser fra S, hvis Ellemann skal kunne retfærdiggøre at gå i regering med Mette Frederiksen. Han appellerede også til, at Ellemann meget snart må begynde at fortælle om sine overvejelser i stedet for at holde sig tavs.
”Jeg synes, Venstre burde overveje, om ikke det er regeringen, der har den største gevinst ved, at der ikke bliver kommunikeret noget som helst,” sagde Martin Geertsen.