V og K står til at få vælgerlussinger. DF kæmper for sin overlevelse. Dermed ligger både VK-aksen og VKO-alliancen i ruiner. I stedet flokkes vælgerne om Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg og Alex Vanopslagh.
Aldrig tidligere har så mange vælgere været så meget i tvivl, og aldrig har de ventet så længe med at bestemme sig.
Hør seneste afsnit af ‘Mandat’ med Thomas Larsen og vært, Pernille Rudbæk, her:
I løbet af valgkampen har valgforskere gang på gang stirret vantro på tallene, når nye målinger har kortlagt danskernes spring mellem partierne, og de har måttet sande, at de aldrig har set noget lignende.
I modsætning til tidligere har de sidste fire ugers valgkamp heller ikke haft et tydeligt tema.
Valget anno 2022 bliver ikke et sikkerhedspolitisk valg som i 1988, selv om krigen lige nu raser i Ukraine. Udlændingepolitikken har heller ikke stået i centrum, og det bliver ikke et klimavalg som i 2019.
De sidste fire ugers valgkamp minder ikke om de politiske og personlige opgør mellem to centrale statsministerkandidater, som i årtier har præget danske valgkampe. I stedet har tre kandidater været i spil til statsministerposten.
Voldsomme vælgerhop
Det mest skelsættende ved denne valgkamp er snarere, at en meget stor gruppe af vælgere hopper fra parti til parti og er i gang med at skabe et usædvanligt stort opbrud i især blå blok.
I rød blok står de Radikale ganske vist til en markant tilbagegang, og Sofie Carsten Nielsen har haft svært ved at forklare, hvorfor de Radikale har lagt massiv afstand til en statsminister, som de kalder for magtfuldkommen, mens de samtidig tid er klar indgå i en ny regering med Mette Frederiksen som chef.
Men bortset fra de Radikale har rød blok i form af S, SF og Enhedslisten været præget af stabilitet sammenlignet med blå lejr, hvor flere af de bærende partier styrer mod nederlag, mens nye kræfter omvendt brager frem.
Tænk på DF. I 2015 blev partiet støttet af mere end 21 procent af vælgerne. Ved sidste valg var tallet dalet til 8,7 procent, og nu er succeskriteriet blot at nå over spærregrænsen.
De Konservative fik i en enkelt måling før valgkampen støtte fra cirka 16 procent af vælgerne, og Søren Pape Poulsen blev kåret til Danmarks mest troværdige og populære partileder. Men siden har møgsager, som ikke er blevet håndteret godt nok, i kombination med partiets skatteplan, sendt liste C på katastrofekurs. Måske når man ikke engang op på resultatet på 6,6 procent fra valget i 2019.
V-formand, Jakob Ellemann-Jensen, har fået ros for sine optrædener i tv-debatterne, men vælgerne holder sig på afstand, og partiets udspil har ikke for alvor sat dagsordenen. Venstre vil med stor sikkerhed fastholde positionen som det største parti i blå blok, men risikerer at miste i omegnen af 10 procentpoint og 20 mandater.
I stedet er vælgerne strømmet til den genopstandne Lars Løkke Rasmussen, ligesom det står klart, at den tidligere V-profil, Inger Støjberg, er i stand til at kapre masser af vælgere, og endelig har Alex Vanopslagh fået et overrumplende gennembrud blandt især yngre vælgere.
Selvransagelsen kalder
Uden Løkke, Støjberg og Vanopslagh ville blå blok ligge i ruiner, men på grund af deres styrke kan spillet om regeringsmagten vise sig at være åbent. For medmindre Mette Frederiksen & Co. får et rent rødt flertal, kan flere af de blå partier ende med at få del i regeringsmagten, enten i en bred regering eller i en blå regering.
Alligevel må valgkampen kalde på selvransagelse hos blå blok.
Det har været symptomatisk, at sammenholdet har været størst, når man har kritiseret Mette Frederiksen, mens det har været sværere at få øje på enigheden, når de har skullet formulere fælles mærkesager.
At det forholder sig sådan, er der ifølge historiker Christian Egander Skov en god forklaring på.
Han har skrevet en af årets mest omtalte og roste debatbøger med den sigende titel: ”Borgerlig Krise – det ideologiske opbrud i blå blok”. Her blotlægger han den idémæssige krise, han ser i den borgerlige lejr. Han beskriver en borgerlighed, der presses af modsatrettede liberale, nationalkonservative og populistiske strømninger. De blå partier fjerner sig ifølge Skov fra hinanden i synet på for eksempel en stram udlændingepolitik og behovet for udenlandsk arbejdskraft, de ser forskelligt på EU, de internationale konventioner og nationalstatens rolle, og de vægter hensynet til den personlige frihed over for fællesskabets tarv forskelligt.
I en kommentar i Berlingske har Christian Egander Skov senest peget på, hvordan værdipolitik i dag snarere splitter end samler blå blok:
”Kraftigt påvirket af erhvervslivets ønske om udenlandsk arbejdskraft (trods truende recession) lægger borgerlige partier op til at slække på udlændingepolitikken. Flygtninge, der gerne vil arbejde, skal nu blive i landet. Udgangspunktet var ellers, at flygtninge skulle hjem, når forholdene tillod det,” skriver han og fortsætter: ”Med de borgerliges værdipolitiske slapperkurs og Socialdemokratiets insisteren på at stå fast på en stram udlændingepolitik er der én grund mindre til at stemme borgerligt.”
I samme artikel peger han på, at Inger Støjberg og Lars Løkke står langt fra hinanden i værdipolitikken, og at skellet mellem de to går ned gennem blå blok.
Pointen er ikke, at de er enige om alt i rød blok, for det er de ikke. Men hos de borgerlige er forskellene trådt tydeligere frem i de seneste år, og derfor giver det mening, at der er så store opbrud i gang i blå blok – også blandt borgerlige vælgere.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.