Vælgerne flygter fra regeringen. En ny måling viser, at S går markant tilbage, mens V befinder sig på et historisk lavpunkt. Skulle de mon have studeret Anders Fogh Rasmusens gamle drejebog?
Når Anders Fogh Rasmussen iagttager den massive kritik af SVM-regeringens plan om at skrotte store bededag som helligdag fra 2024, er han ikke i tvivl.
Hans råd til Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen er, at de bør vente med at gennemføre deres beslutning til efter næste valg.
”Det må træde i kraft efter et kommende valg, så vælgerne har chancen for at tage stilling til det,” lød ordene fra Danmarks tidligere statsminister, som i weekenden fejrer sin 70-års fødselsdag.
Set i bakspejlet ville den nye SVM-regering nok også ønske, at den havde tilrettelagt planen om at afskaffe store bededag på en helt anden måde, og hvis de tre nuværende partiledere huskede tilbage på Fogh, ville der være mange arbejdsmetoder, som de kunne lære af.
Hør seneste episode af det politiske magasin ‘Mandat’ med Thomas Larsen og Pernille Rudbæk (Analysen fortsætter herunder)
Da Anders Fogh i 2006 fik banet vej for velfærdsaftalen og globaliseringsaftalen, skete det som kulmination på et langt forløb, hvor han grundigt fik argumenteret for, hvorfor det er vigtigt at styrke forskningen i en verden, hvor viden er en afgørende motor bag velstand og velfærd.
Med nedsættelsen af velfærdskommissionen fik han også startet en debat, der handlede om, at hvis der i fremtiden skulle være råd til velfærden, skulle danskerne arbejde mere. Det endte med den skelsættende velfærdsaftale, der indebar, at jo længere vi alle lever, desto længere skal vi arbejde. Aftalen blev støttet af eksperter, vedtaget af et stort flertal og accepteret i befolkningen.
Så vidt Fogh.
I en direkte sammenligning er Frederiksen, Ellemann og Løkke foreløbigt dumpet. Ingen af dem talte før valget om, at de ville afskaffe store bededag som helligdag. Først efter valget lagde de som ny regering deres plan på bordet, og først her fortalte de, at afskaffelsen af helligdagen skulle finansiere oprustningen af forsvaret. Samtidig fik Folketingets partier at vide, at hvis de ville være med til at styrke Forsvaret, skulle de acceptere skrotningen af store bededag.
Oven i dette fremlagde regeringen sin plan netop som nogle af de sværeste overenskomstforhandlinger i mange år skulle sparkes i gang. Det har gjort fagbevægelsen rasende. For den opfatter regeringens forslag som en indgriben i den danske model, og den frygter, at sløjfningen af helligdagen kan være med til at udløse en storkonflikt.
Massiv tilbagegang
Siden har kritikken regnet ned over regeringen, og nu begynder målingerne for alvor at vise, hvor hård befolkningens modstand er. Den værste blev publiceret torsdag. Her viste en måling fra Megafon, at S, V og M siden valget er gået tilbage fra 89 til 68 mandater. V får ifølge målingen kun støtte fra 8,8 procent af vælgerne, hvilket er et historisk lavpunkt. Men også S oplever et voldsomt tilbageslag fra 27,5 procent til 21,7 procent. Moderaterne, der fik 9,3 procent af stemmerne ved valget, går tilbage til 7,7 procent.
Ifølge Megafon er der især to grunde til, at så mange forlader V og S: Dels kan vælgerne ikke lide, at de to arvefjender i dansk politik pludselig er gået sammen. Dels er de vrede over afskaffelsen af store bededag.
Set fra regeringens perspektiv er det værste, at den ikke kan være sikker på, at modstanden er kulmineret. Ender overenskomstforhandlingerne i en storkonflikt, vil fagbevægelsen give regeringen skylden, og det vil kunne slå yderligere skår af opbakningen til regeringen.
I den kommende tid kan regeringen kun forsøge at dæmpe kritikken ved at sætte flere kræfter ind på at forklare, hvorfor det er nødvendigt at finde midler til at styrke Forsvaret, velfærden og den grønne omstilling, og hvorfor det er vigtigt at øge arbejdsudbuddet.
Tiden læger… måske?
Men når det kommer til stykket, må regeringen måske især sætte sin lid til, at der er lang tid til næste valg. Her kan vælgerne have glemt alt om store bededag, og samtidig kan regeringens resultater begynde at vise sig.
Sådan lyder i hvert fald den håbefulde udlægning fra regeringspartierne, og måske får de ret. Omvendt er der faktorer i det aktuelle vælgeroprør, som gør, at kritikken måske ikke går i glemmebogen:
For en del V-vælgere har Jakob Ellemann-Jensen begået forræderi ved at gå i regering med S, og hvis de finder sig godt til rette i et nyt parti, er det langt fra sikkert, at de vender tilbage til det svækkede Venstre.
For en del S-vælgere er det en alvorlig anstødssten, at Mette Frederiksen efter deres mening har torpederet den danske model. For andre S-vælgere vil det være en dyb skuffelse, hvis Frederiksen fremover bliver bannerfører for de arbejdsudbudsreformer, som hun hidtil har vendt ryggen til.
Internt i regeringen er stemningen stadig god, ja faktisk overraskende god: Frederiksen, Ellemann og Løkke har blandet blod på, at de vil stå sammen og være en reformregering, der tør tage upopulære, men nødvendige beslutninger for at styrke økonomi og velfærd.
De mener grundlæggende, at deres plan er god, fordi den giver provenu og skaber arbejdsudbud. De er også enige om, at hvis de ændrer kurs, vil de sende et signal om, at regeringen bukker sammen, når modstanden indfinder sig. Derfor står de fast. Men som målingerne viser, er indsatsen blevet meget høj.